Henrik Pontoppidan Akademi Udgivelser Forside Kontakt

Lykke-Per og kvinderne

af Preben Lilhav, februar 2019

For nylig har Bille August filmatiseret Pontoppidans roman Lykke-Per ud fra det synspunkt, at bogen er en kærlighedshistorie, og at den handler om Per og Jakobe. Dette er dog ikke i overensstemmelse med, hvad Pontoppidans bog efter ordlyden handler om.

For det første kan romanen i det hele taget ikke siges at være en kærlighedshistorie, men værre er det, at Jakobe hverken er Pers eneste eller største kærlighed.
Ser man nærmere til, sættes Per nemlig i forhold til hele ni kvinder i bogen, og forholdet til Jakobe er heller ikke det eneste, der fuldbyrdes seksuelt. Det gælder også fire af de øvrige. Vigtigere er det dog, at det ifølge forfatteren kun er i to af disse i alt ni forhold, at der for Per er tale om egentlig kærlighed — og ingen af disse to er Jakobe.

Pers første møde med kvinden sker i puberteten og er med en sortøjet pige i hjembyen, Oline, og det er en oplevelse, der udløser hele det intense fantasiliv, der i det følgende vil vise sig karakteristisk for ham — „Drømme om Natmandsliv og Natmandslykke paa den store, frie Hede, Drømme om et sorgløst Vandrerliv, om et Hjem i et Telt eller en Jordhytte, ene med Stjernerne og de flyvende Skyer. (I,36 / mgl.).
Han opnår også at få pigen med sig en nat, hvor han uden forældrenes viden har listet sig uden for byen for at kælke, og hvor han trækker hende op ad kælkebakken:

  • Han drømte sig en Kriger, en Viking, der vendte hjem fra Sejrstog i fremmede Lande, trækkende efter sig sit Krigsbytte, en dejlig Kvinde, som nu skulde være ham til Vilje deroppe i hans Bjælkehus dybt inde i Skovene … Og sporet af sin Fantasi stemmede han Fødderne mod Sneen med en fyrig Kraftanspændelse, saa Sveden sprak ham af Panden. (smst.)

I romanens førsteudgave hører vi ikke noget om grunden til, at det ikke blev til noget med denne drøm, men det uddyber forfatteren senere i andenudgaven:

  • Den altfor grovkornede ligefremhed i tøsens udtryk og lader havde gjort ham skamfuld, og da hun engang ligefrem forsøgte angreb på hans dyd, havde han med skyhed slængt hende fra sig og søgte hende ikke tiere. (mgl. / 1,32)

Når man kender det videre forløb i Pers forhold til kvinderne, forstår man også godt, hvorfor Pontoppidan tilføjede denne pointe, for selv om Per selv fortsat kan optræde som et „brunstig vildmand“ (II,16), viser det sig dog også, at han søger en kvinde, der er anderledes blufærdig.

Per rejser som syttenårig til København, og den første, der her får en rolle i hans følelsesliv, er plejedatteren hos hans logiværter i Nyboder, den „svagtbegavede“ Trine, hvilket man dog kun får at vide i romanens førsteudgave, og det man må beklage, for det er et højst interessant indblik, man her får i Pers sjæleliv:

  • Saa underligt det kan lyde, havde denne tavse lille Pige nemlig ogsaa en Gang haft nogen Andel i den Tiltrækning, det lille Nybodershjem udøvede paa ham. Det var i den allerførste Tid, da han – uerfaren som han var – endnu følte sig fremmed og ensom i den store By. Hun var den Gang nys konfirmeret, ganske barnlig, ogsaa i legemlig Henseende helt uudviklet, ikke en Gang synderlig smuk. Det var da oprindeligt heller ikke saa meget hendes ydre Egenskaber, der havde tiltrukket ham, som den Omstændighed, at hun – ligesom han selv – var et forældreløst Barn, var hans Skæbnefælle, hos hvem han kunde vente at finde Forstaaelse for de Følelser og Stemninger, han gemte dybest i sit Bryst, og som han nu og da i Modgangens Timer følte Trang til at give Ord. Naar han vidste hende ene hjemme, listede han sig gærne op til hende i Køkkenet og satte sig paa Huggeblokken, mens hun stod foran den aabne Grue og rørte i Gryderne. Til nogen Fortrolighed af den paatænkte Art kom det alligevel aldrig. Dertil begreb Trine for lidet af hans saare forblommede Hentydninger til hans forgangne Liv; og desuden gik hans egen skælmske Natur altfor hurtigt over Skæbnens ublide Optugtelse. Det varede aldrig længe, før hans Underholdning gled ind paa mere fornøjelige Omraader, og regelmæssigt endte den med spøgefulde Kærlighedserklæringer eller Kampen om et Kys. (I,64f / mgl.)

Videre end dette kommer det aldrig, og senere får vi at vide, at Per efterhånden helt glemte, at han nogensinde havde været på vej til at forelske sig i „dette svaghovedede pigebarn“:

  • Hændte det ikke des mindre endnu en og anden Gang, naar de mødtes i en Dør eller paa den mørke Trappe, at han i Forbifarten slog Armen om hendes Liv og trykkede hende til sig, var det blot, fordi han nu en Gang havde faaet den kaade Vane at omarme de Kvinder, han mødte paa sin Vej – selv Madam Olufsen slap ikke altid fri, hvor kraftigt hun end værgede sig. (I,65 / mgl.)

Vi får dog også at vide, at Per siden den første tid havde haft „så mange andre – og mere bestikkende – kvinder i hovedet og i favnen“, men den eneste af disse, vi hører nærmere om, er servitricen Lisbeth i kunstnerknejpen „Gryden“. Hun er ikke — som i Bille Augusts film — et Guds ord fra landet, som Per blokker for penge og derefter ikke vil kendes ved. Hun er derimod selve den i kunstnerkredsen hidsigt eftertragtede „Røde Lisbeth“, og at hun kaster sin kærlighed på Per, giver ham straks en betragtelig status blandt kunstnerne. Til gengæld ender det med, at hun svigter Per til fordel for en nytilkommen kunstner, men på det tidspunkt har Per dog allerede andre udsigter.

Det er den mondæne og smukke Fru Engelhardt, som Per har en kort affære med, men ligesom det var tilfældet med den frække Oline i barndomsbyen, frastødes Per af denne gifte dames skamløshed. Da han en nat vågner ved hendes side, er det en særdeles blandet oplevelse, han har ved synet af den sovende skønhed:

  • Hans Hjærte bankede tungt. En ukendt Angst betog ham. Trods al sin Harme, sin Afsky følte han sig atter mægtigt hendragen af disse hvide Arme, af dette brede, roligt aandende Bryst, af disse halvaabne Læber, der endnu blussede af Favntagets Kys. … Han næsten ræddedes over sig selv. Han, for hvem Kærligheden hidtil kun havde været et lifligt Tidsfordriv, Kvinden et attraaværdigt men ganske ufarligt Stykke Legetøj, begyndte med ét at ane og skælve for de Magter, der driver deres lønlige Spil med Menneskenes Viljer, tumler med Liv og Død og Lykke som Stormen med det faldende Blad. (I,153f / 1,98)

Til gengæld oplever Per kort efter endelig en kærlighed, der for ham ikke bare er „lifligt tidsfordriv“, men ægte og ren kærlighed, nemlig til en nabopige i Nyboder, Fransisca fra Kerteminde, der bor hos sin onkel:

  • „Virkelig elskede han nu for første gang. ... Han, som ellers over for kvinder havde søgt at gøre vejen fra ord til handling så kort som muligt, blev i forholdet til denne unge pige nænsomheden selv, så ridderlig i sin færd, så angst for at såre, at det f.eks. varede længe, før han ved afskeden fik mod til at bede hende om et kys. Og da hun tilstod ham det, og han så rødmen skylle hen over hendes ansigt, var han ikke langt fra at fortryde sin dristighed. Det var med en følelse af at begå en helligbrøde, at han berørte hendes jomfruelige mund og stjal varmen af hendes læber.“ (II,16 / 1,125)

På dette tidspunkt har Per dog fremtidsdrømme, der stiler højere end at blive ægtemand og familiefar i Kerteminde, så da hendes onkel møder op og afkræver ham „reelle hensigter“, opgiver han Fransisca. Det gør han med blødende hjerte, men heldigvis åbner der sig nu igen helt andre udsigter.
Per møder nemlig nu Nanny, en forførende datter af den rige jødiske Salomon-familie, som Per uden skrupler lader sig besnære af ud fra perspektivet, at hun er arving til den sagnomspundne Salomon-formue. Han vælger dog alligevel hendes ældre søster, Jakobe, selv om han ikke er erotisk tiltrukket af hende. Til gengæld er hun både klog og belæst, og Per oplever, at han kan lære meget af hende, ja at han først ved hende „begynder at blive et rigtigt menneske“. Han beslutter derfor at vinde hende — også selv om han faktisk må overvinde sin eget „uvilje“ ved hendes person (se evt. nærmere herom i artiklen „Per og Jakobe“).

Heller ikke Jakobe vælger dog Per af egentlig kærlighed, men i modsætning til Per er hun til gengæld heftigt tiltrukket af ham rent erotisk. Det er hun dog „skamfuld“ over og føler det som noget „nedværdigende“, at hun på denne måde er betaget af „en hende fremmed og usympatisk mand“. Per vinder hende også først for sig ved en overmodig sportspræstation, og da hun giver ham sit endelige ja, hedder det, at hun er „gjort vild af svedlugten fra hans endnu ophedede legeme“.
Per og Jakobe bliver forlovet, men inden det kommer til en korporlig forening mellem dem, er Per en tid i Østrig, hvor han har et lystigt sidespring med en sund bondepige — indtil Jakobe uventet kommer med toget og beslutsomt afviser at sove et andet sted end hos ham. Det lykkes også Jakobe at bevise for både ham og for sig selv, at hun er i stand til at gøre en mand glad.

Det går dog kun for en tid. Selv om Per på mange måder sætter pris på Jakobe, er han meget bevidst om, at det ikke er den store kærlighed mellem dem — „de følelser, der havde ført dem sammen, var jo hverken for hendes eller hans eget vedkommende af nogen særdeles ophøjet natur“ (IV,111 / 1,351 — og da han under et ophold i Jylland træffer den kyske præstedatter Inger, falder han for hende. Forlovelsen med Jakobe bliver ophævet, Per gifter sig med Inger, og med hende får han efterhånden tre børn.
At også Jakobe venter hans barn, da forlovelsen blev ophævet, får Per aldrig at vide; og i Bille Augusts film — hvor forholdet mellem de to fremstår som ægte kærlighed — kommer det da også til at stå, som om Per svigter Jakobe. I Pontoppidans opsætning ser det dog anderledes ud, idet Jakobe i realiteten er den, der opfatter forlovelsen som ophævet og helt bevidst vælger at have barnet for sig selv. Det får hun dog ikke, da det dør ved fødslen. Også på anden vis er det Jakobe, der ifølge romanen svigter Per, nemlig ved at fornægte de idealer, hun selv havde indpodet ham, da han står ved muligheden for at få sit projekt realiseret, men derom kan man læse nærmere i artiklen „Per og Jakobe“.

Som Pontoppidan sætter det op, var der altså mellem Per og Jakobe ingen rigtig kærlighed fra nogen af siderne, men en sådan finder Per nu igen i forholdet til den jyske præstedatter Inger. I hende mener han nemlig at genfinde den første kærlighed, han havde oplevet med Fransisca i Nyboder:

  • Han forstod ogsaa nu, at det mere var denne friske Uberørthed end nogle tilfældige ydre Ligheder, der havde ladet ham mindes Fransisca, da han forleden saae hende i Kærsholms Have, og som dengang havde stemt hans Sind saa vemodigt. For det nyttede jo ikke at nægte det, – han havde altid følt sig en lille Smule tilbagestødt af Jakobes Mangel paa Blufærdighed, i det hele af den Ubeherskethed, hvormed hun var gaaet op i Elskovsforholdet til ham. Han tænkte til Sammenligning paa, hvor Fransiscas Kærlighed havde været sund og uselvisk, og saa mærkværdig kysk! Han huskede endnu, hvordan den mindste Hentydning til Forplantningens Mysterier havde kunnet bringe Blodet op i hendes Kinder, og det havde altid først været efter en lille Sjælekamp, at hun ved deres Afsked om Aftenen oppe paa Voldskrænten havde tilstaaet ham et Kys. (VII,90 / 2,202)

Man bemærker her ikke mindst, hvordan Per sammenligner denne både nye og gamle kærlighed med den, han havde oplevet til Jakobe, hvilket i de senere udgaver dog er kortet ned til dette:

  • „Han kunne huske, hvordan den mindste hentydning til kærlighedslivets mysterier havde kunnet bringe blodet op i hendes kinder, mens Jakobe — — nå ja, hun havde det altså på en anden manér, og han kunne jo ikke nægte, at hendes mangel på blufærdighed nu og da havde stødt ham, ... (2,203)

Kun i forholdet til Fransisca og til Inger oplever Per altså ifølge romanen egentlig og sand kærlighed. Det fremstår dog som andet end en tilfældig påstand, idet motivet med den første kærlighed, som i Pers tilfælde fra Fransisca overføres til Inger, åbenbart var en kongstanke for Pontoppidan. Første gang, han giver den udtryk, er i en avisartikel om „seksuel hygiejne og erotisk uberørthed“:

  • Thi i virkeligheden elsker man kun én gang i dette liv. Senere (eller forud) kan vel nok éns attrå paa forskellig måde blive vakt; men kun én gang kommer kærligheden til os som det lyn, der oplader øjne og øren, så det er, som om man nu først hører og ser. Da stemmes for livstid alle hjærtets strænge, og den, der senere berører dem, får kun toner, den anden har skabt. Vi véd det ikke selv, fordi vi ofte tror det glemt og dødt, hvad der endnu den dag i dag vokser frodigt i vor sjæl. (Kjøbenhavns Børs-Tidende 4. august 1889)

Kunstnerisk fik den samme tanke udtryk et par år senere i novellen „Minder“ fra 1893:

  • Måske elsker man i virkeligheden kun denne ene gang i sit liv. ... Måske stemmes da for livstid alle hjertets dybe strenge, og de, som senere berører dem og får dem til at klinge, fremkalder kun toner, hin første har skabt. (Noveller og skitser II, s. 37)

Også i novellen „Det ideale Hjem“ fra 1900 møder man en ung mand, der har det ligesom Per:

  • Så hastig hun end var fløjet ham forbi, havde han dog fået set, at hun var én af den slags unge blonde kvinder, som han aldrig kunne lade være med at forelske sig lidt i, fordi hans første ungdomskærlighed havde været en sådan rask, lyshåret valkyrieskikkelse. (Noveller og skitser III, s. 85)

En valkyrieskikkelse af denne type finder man da også fremhævet i forfatterens egne erindringer

  • Jeg havde nemlig kort forinden pådraget mig en ny forelskelse, alvorligere end nogen af de mange tidligere. Genstanden for den var en 15-årig blondine, ... Hvad der dog især betog mig var hendes blide, kvindelige væsen, navnlig som dette åbenbarede sig i hendes dans. (Erindringer. Samlet Udgave 1962, s. 77)

Nu slutter Pers kærlighedsliv jo altså med præstedatteren Inger, som udtrykkeligt hævdes at ramme Pers ideal af en kvinde og vække hans sande kærlighed, som han første gang oplevede til Fransisca, så her må man jo spørge, hvorfor han ikke bliver hos hende. — Det begrundes i forfatterens fremstilling med, at svigerfaderen ikke vart i stand til at leve op til det første indtryk, han havde gjort på Per ved at vise ham en kristendomsanskuelse af en helt anden art end den, Per kendte hjemmefra. Frem for alt havde svigerfaderen sat naturen helt anderledes højt, men til gengæld havde han vist sig som en hykler, hvis „himmelvendthed“ ikke var andet end „en forargelig maske“ (VIII,234), og det gjorde med tiden også ægteskabet med datteren uholdbart:

  • Per følte sig det første Aar ikke lykkelig i sit Ægteskab. Hans Haab om at kunne vække Inger til et mere selvstændigt aandeligt Liv gik ikke i Opfyldelse. Hun med sin ligevægtige, helt for det praktiske anlagte Natur og med sin urokkelige Overbevisning om, at hendes Fader var Kristenhedens sidste store Profet, begreb slet ikke Hensigten med hans Overtalelsesforsøg. (VIII,161 / 2,346 — med „sandhedsvidne“ i stedet for „profet“)

Sagen er altså den, at der er sket en udvikling i Per, siden deres forhold begyndte, men denne udvikling har Inger altså ikke kunnet følge ham i. Det er dog en højst usædvanlig diagnose på deres indbyrdes problem, forfatteren lader Per opstille:

  • For den Umyndighed, hvorover han havde beklaget sig, bar han selv Ansvaret; han havde ikke formaaet at bryde hendes Sjæls Jomfruelighed, og rimeligvis var det ogsaa derfor, hun altid havde haft saa ringe Tillid til hans Evner og Duelighed overhovedet. Den Spore, en Kvindes lidenskabelige Beundring kunde være for en Mand, havde han maattet savne. (VIII,195 / mgl.)

Hvem vil her være dommer? — Er det med rette, når Per påtager sig ansvaret for, at han ikke har kunnet rive Inger løs fra hendes symbiotiske hængen ved faderen og ved hjemmet i det hele taget? — Eller var der ikke på forhånd dømt skibbrud for dette forhold, hvor Inger skulle leve op til en person som Per, der gennem hele sit liv var i rivende udvikling?
Den kunne Inger ikke følge ham i, og det samme havde været tilfældet med Jakobe, som havde imponeret Per med sine høje ideer, men som lod dem falde, da hun forsvarede børsspekulanten Max Bernhardt og det konsortium, Per ikke ville samarbejde med om sit store projekt. Det ser han her tilbage på:

  • Helt uden Betydning for hans Udvikling havde Forholdet til Jakobe vel ikke været, – det tilstod han gerne. Han indrømmede, at hans Blik først ved hende var bleven aabnet for den fulde Betydning af den Sag, han havde gjort til sin. Men om hun virkelig i saa Henseende havde haft en Mission, saa var den i al Fald nu endt. Hun tilhørte absolut et overvundet Standpunkt for ham. ... Han var modnet nu. (V,107 / mgl.)

Fra Jakobes side må Pers „udvikling“ naturligvis fremtræde som et fatalt svigt; men i romanens opsætning ser det dog mindre entydigt ud, bl.a. fordi Jakobe holder Per i uvidenhed om deres fælles barn.

Langt værre er det naturligvis med hensyn til Inger, hvor Per jo ikke bare svigter hende, men også deres tre børn. Den skyld tager Per da også på sig, og så må det ellers være op til læseren at afgøre, om man vil dømme ham på det eller måske anerkende, at Ingers symbiotiske forhold til faderen måtte gøre forholdet til Per umuligt.
Hvad romanens helhedsdom over Per angår, må man nok hæfte sig ved, at begge de to kvinder til slut kan bekende, at Per har haft sin store betydning for dem, og at det nok var værst for ham selv, at han ikke kunne blive hos dem.

Hvad Jakobe angår, finder man et testamente, ifølge hvilket Pers efterladte opsparing skal tilfalde den skole for ubemidlede børn, Jakobe har oprettet i København, og da hun får denne overrakt af Pers bror, har hun bl.a. denne kommentar:

  • Jeg ønsker ikke noget ugjort. Jeg føler det tværtimod nu som en stor Lykke for mig, at jeg lærte Per at kende. Baade ved den Glæde og den Sorg, han gav mig, fik mit Liv først rigtigt Indhold. Det Værk, De her ser omkring Dem, er i Grunden lige saa meget hans som mit. Og derfor vil jeg bestandig være ham taknemlig.“ (VIII,262 / 2,408)

I øvrigt bekender Jakobe også, at hun og Per jo var meget forskellige, og at hun „vist i grunden kun dårligt havde forstået en natur som hans“, og med det siger forfatteren naturligvis samtidig, at de domme, Jakobe tidligere i bogen har fældet om Per, ikke kan tages som objektivt gyldige eller som identisk med forfatterens. — Det er ikke alle fortolkere, der har bemærket dette.
*
Hvad angår Inger, så finder man i Pers efterladenskaber også et brev fra hende, hvori hun skriver:

  • Jeg hører, at du er syg, meget syg. Jeg bryder derfor den Tavshed, du har paalagt mig, jeg kan ikke blive rolig i mit Sind, før jeg faar sagt dig min uendelige Tak for alt, hvad du har ofret for min Lykkes Skyld. Jeg forstaar dig nu helt, forstaar, at du kun har villet mit Bedste, og jeg kan aldrig takke dig nok derfor. ... Inger. (VIII,265 / 2,411)

Den, der vil kaste den første sten og dømme Per for hans forhold til kvindekønnet, står altså over for det faktum, at de to kvinder, der fik hovedrollerne i Pers liv, begge kunne frikende ham.

Se evt:

Lykke-Per

*

Lykke-Per

FØRSTEUDGAVEN

internetAkademiet 2019

*

Debat om udgivelsen af Førsteudgaven

*

Kommentar til Lykke-Per af Preben Lilhav:

Hvad handler Lykke-Per om?

Lykke-Per og Pontoppidan

Lykke-Per og Jakobe

Per som den nye tids menneske

Pers projekt

Lykke-Per og Platon

Lykke-Per og kristendommen

Lykke-Per og selvet

B