Henrik Pontoppidan Akademi Udgivelser Forside Kontakt

Lykke-Per og selvet

af Preben Lilhav, februar 2019

Hen imod slutningen af beretningen om Lykke-Per bekender hovedpersonen over for sin hustru, præstedatteren Inger, at han ikke længere „tror på Gud“, hvorefter han tilføjer:

  • „Overalt, hvor jeg har søgt ham, har jeg kun fundet mig selv. ...

Denne bemærkning vil de fleste læsere nok opfatte som den ultimative resignation for en religiøs søgende, men som fortsættelsen viser, er det på ingen måde tilfældet for Per:

  • ... Og i Opdagelsen af Selvet ser jeg nu udelukkende Betydningen af al Religiøsitet. For den, som er bleven sig bevidst, er en Gud overflødig.“ (VIII,240 / 2,396)

I andenudgaven af bogen ændrede Pontoppidan den sidste formulering til „den, som er bleven sig sit eget selv rigtig bevidst“, hvilket altså præciserer, at det ikke bare handler om mennesket, som det uden videre „selv“ er — om dets „jeg“ — men om noget, der i en eller anden forstand er dets „egentlige selv“.
Hvordan Pontoppidan nu forstår dette, er naturligvis det store spørgsmål, og her har der været en udtalt tendens i litteraturen om Pontoppidan til at ville finde svaret hos den tyske filosof Arthur Schopenhauer (1788-1860). Denne antagelse er dog ret forbløffende, da der intet foreligger om, at Pontoppidan nogensinde læste Schopenhauer, eller at han skulle have tilsluttet sig hans tanker (se evt. artiklen „Pontoppidan og Schopenhauer“).
Schopenhauers tankegang går kort sagt ud på, at mennesket er et produkt af den rene og skære „vilje“, hvis brændpunkt er seksualiteten. Drevet af viljen er individet i stadig bevægelse og kamp for at hævde sig over for alle de andre individuelle viljer i verden, og til brug for dette har viljen frembragt bevidstheden („forestillingen“) som et redskab i denne kamp. Udover denne jegbevidsthed hævder Schopenhauer dog, at ethvert menneske samtidig eksisterer som en evig størrelse, som en „intelligibel karakter“ eller „platonisk ide“, der udgør individets sande og uforanderlige væsen og bestemmer dets skæbne helt uafhængigt af dets kropslige liv i den pulserende virkelighed.
Hvordan dette skal forstås, behøver vi ikke at gå nærmere ind på her, eftersom det hos Pontoppidan er åbenlyst, at hans forståelse af „selvet“ er en ganske anden.
Der er hos Pontoppidan intet, der peger på antagelsen af et „evigt menneske“, der skulle findes adskilt fra det eksisterende, levende menneske i en art „ideverden“. — Derimod er Pontoppidans forståelse af „selvet“ uløseligt forbundet med bevægelse, men på en dobbelt måde.
På den ene side får man hos Pontoppidan fremstillet selvet som den drivende kraft i bevægelsen, og denne „selvskabende kraft“ betegnes som lidenskaben. — Men på den anden side virker selvet åbenbart samtidig som en art „styreapparat“, hvis sigte er at holde den rette kurs i livets omskiftelige bevægethed, som frembringes af lidenskaben (VIII,208 / 2,376). — Og til forskel fra filosoffen Schopenhauer, der var en inkarneret ungkarl, finder Pontoppidan både livets og selvets brændpunkt i kærlighedslivet.
Umiddelbart efter fuldendelsen af Lykke-Per skrev Pontoppidan den lille roman Ung Elskov, og heri finder man nedslaget af erfaringer, som Schopenhauer efter alt at dømme intet kendte til:

  • ... Sandelig! Elskoven er en Besættelse. Ingen veed, hvorfra den kommer; ingen kender dens Veje; ingen kender Raad for dens Ve. Den kommer og svinder efter Love, der er dunkle og gaadefulde og fylder os med Gru. Den er vort Livs Lyst og Forbandelse, vor Salighed og vor evige Pine, vort Himmerig og vort Helvede. ...

Sammenkædningen af Himmel og Helvede er ikke tilfældig, som det viser sig senere i den lille roman, hvor der nemlig tales om „det underfundige spil mellem den himmelske og den jordiske lyst“:

  • ... Den Gud, der talte gennem hans Mund, var det den jomfrufødte Jesus Kristus, der korsfæstede Kødet og helliggjorde Forsagelsen? Var det ikke i hvert Fald lige saa meget den hedenske Kærlighedsgud med den dødbringende Pil? Var han ikke selv en Stakkel under Naturens ubarmhjertige Lov? Et Offer for den dæmoniske Besættelse, vi kalder Elskov? Uden at vide af det, gaar vi Mennesker gennem Livet med tilbundne Øjne. Mens vi indbilder os at styre selvraadigt mod vort lysende Maal, leder dunkle Magter os ad dunkle Veje nedad eller opad efter vor Bestemmelse.
    (Ung Elskov, 1885, 2. udg. 1906, Noveller og Skitser 1950, I, 105 og124f)

Kærlighedens dæmoni

Første gang, Per oplever at stå over for den skæbnesvangre magt, han senere vil kalde „selvet“, er i mødet med den rige og smukke Fru Engelhardt, hvor han pludselig gribes af en hidtil ukendt følelse:

  • Han, for hvem Kærligheden hidtil kun havde været et lifligt Tidsfordriv, Kvinden et attraaværdigt men ganske ufarligt Stykke Legetøj, begyndte med ét at ane og skælve for de Magter, der driver deres lønlige Spil med Menneskenes Viljer, tumler med Liv og Død og Lykke som Stormen med det faldende Blad. For første Gang i sit Liv følte han sig i Kamp med de Dæmoner, som han ikke havde villet tro paa og overlegent havde smilet af. (I,154 / 1,98)

Per forlader den smukke dame i en følelse af væmmelse, men der går dog ikke lang tid, før han fortryder og håner sig selv for at have opført sig som et „forhutlet præstegårdsprodukt“ og været paa nippet til at optræde som „bodsprædikant“ (I,173 / 1,108). Der vil gå endnu nogen tid, før han begynder at indse, at hans „syndsbevidsthed“ er andet og mere end en påduttet moralisme fra hjemmet.
Den næste udfordring, Per stilles overfor, er mødet med den lige så forførende Nanny Salomon, som han dog fravælger til fordel for hendes mindre smukke, men mere åndfulde søster, Jakobe, og det kan han efterfølgende se tilbage på med tilfredshed i et brev til Jakobe:

  • Først nu, naar jeg ser tilbage paa de forløbne Aar, føler jeg at en Skytsaand har fulgt mig gennem Livet. Skønt jeg mangen en Gang har været paa Vildspor, og skønt jeg ofte har grebet fejl og jaget efter uægte Glimmer, saa staar jeg nu med Sejrens Guldæble i min Haand: dig og din Kærlighed. Jeg indser det nu meget godt, at det ikke er min egen Vilje eller min egen Forstand, men et lykkeligt Instinkt jeg kan takke for mit Held. Min Fortjeneste indskrænker sig til, at jeg fulgte dets Indskydelser. (III,134 / 1,291, uden de sidste to sætninger)

Her hører vi nu for første gang Per tale om et „instinkt“, der virker i ham, og selv om han kalder det sin „skytsånd“, begynder han altså at forstå det som en del af sin egen natur. Netop om det her nævnte forhold, hvor Jakobe trådte i stedet for Nanny, har romanens førsteudgave en særdeles interessant uddybning, som blev udeladt i de senere udgaver:

  • At han i sin Tid havde foretrukket hende for Nanny, undrede ham dog med alt dette slet ikke. Han havde jo virkelig begyndt at faa en Slags Forstaaelse af sig selv og de skjulte Tilskyndelser, der Gang efter Gang havde givet hans Livsforløb en Retning stik modsat den oprindeligt tilsigtede. ...

Bemærk, hvordan Per her er sig bevidst om en stigende forståelse af sit „selv“ og det, der virker i hans natur; men som det nu viser sig, er det dog stadig forbundet med den gamle tendens til at finde baggrunden for alt i sin „Sidenius-arv“:

  • ... Naar han tænkte tilbage paa de Indtryk, hvoraf hans Forelskelse i Jakobe var opstaaet; naar han f. Eks. genkaldte sig hin Vinteraften derhjemme i det Salomonske Palæ, da han sad og ventede paa Nannys Hjemkomst fra et Selskab, og hans Blik, straks efter at hun var kommen ind i Stuen, med Ligegyldighed gled bort fra hendes silkesvøbte, festligt straalende Skikkelse for at søge tilbage til Jakobe, med hvem han i den lange Ventetid havde underholdt sig, og som endnu sad henne under den skærmbehængte Lampe, sortklædt og alvorlig, med Haanden tænksomt under Hagen og den høje, klare Pande omgydt af Lampens rolige Skær, – saa forstod han nu meget godt, at det var hans mange troldeagtige Forfædres Lysskyhed og Verdensforsagelse, der igen ved den Lejlighed havde givet sig et spøgelseagtigt Udslag i hans Liv og Handlinger. (V,106f / mgl.)

At Per forstår sit valg af Jakobe som et udslag af sin „Sidenius-arv“, er jo et højst interessant perspektiv, som dog altså er gået tabt for alle, der kun kender de senere udgaver. Det er dog godt at have in mente, når det nu kort efter viser sig, at han i visse stunder helt kan vedkende sig valget af Jakobe som noget, han selv står inde for:

  • Ja – tænkte han – det var og blev dog alene hos hende, at han følte sig hjemme her. Det havde ikke været noget forræderisk Instinkt men selve den inderste Livsvilje i ham, der havde draget ham til hende, før han endnu kunde skønne hendes fulde Værd. (VI,71 / 2,86)

Her taler Per altså meget indtryksfuldt om „den inderste livsvilje“, men til forskel fra Schopenhauer kan han konstatere, at denne „vilje“ på ingen måde er „blind“ eller „forræderisk“, men en vejleder, han kan være tilfreds med. — Ganske vist kommer Per kort tid efter til en ubehagelig erkendelse af, at han nok havde set mere i Jakobe, end hun kunne være for ham. Efter sammenstødet med hende om Max Bernhardt (se evt. „Lykke-Per og Jakobe“) er det så, at Pers mor dør, og Per følger hendes kiste til Jylland, og her møder vi ham nu i denne stemning:

  • Det var den samme Ensomhedsfølelse, han havde kendt allerede som Dreng. Kun rejste den nu ikke længer Oprør i hans Sind. Trodsen i hans Hjerte var forstummet. Han anklagede Ingen, ikke sine Forældre, ikke Tidsaanden, ikke Slægtsarven. Ikke heller sig selv. Som alt, hvad der levede, havde han vel kun virket efter sin forud satte Bestemmelse. De uopsporlige Magter, der sammenvævede de menneskelige Vilkaar, havde mærket hans Liv allerede ved Fødslen. (VII,92f / mgl.)

Her anklager Per jo ganske vist ikke sine forældre, men til gengæld er han i denne nedslåede tilstand heller ikke i stand til at se sin skæbne som et produkt af sit eget „instinkt“, men af mere udefinerbare „magter“. Det sker først noget senere, i en refleksion, der er frembragt af nyheden om en elsker af Nanny, der har skudt sig, og hvor Per må prise sig lykkelig over, at det var lykkedes ham at undslippe det livsfarlige pigebarn:

  • Det var, som om der ved dette Ord aabnedes en Skodde i hans Sjæls dybeste Mørke; og i det indstrømmende Lys jog halvglemte Billeder fra hans forgangne Liv ham skyggeagtig forbi. Han saae sig selv i hin Nat for længe siden, da han flyede bort fra Fru Engelhardts Seng, grebet af Væmmelse ved de Glæder, som Skøgerne skænker. Han mindedes en anden Gang endnu længere tilbage i Tiden, i hans Drengeaar, da han fristedes af den sortøjede Tiggertøs fra Riisagers Gaard, men i det afgørende Øjeblik frelstes af den Blu, der vaktes i ham af det fordærvede Barns skamløse Ord og Lader. ...

Her kan det indskydes, at Pontoppidan i de senere udgaver lod dette komme frem allerede i omtalen af mødet i barndomsbyen med den sortøjede Oline, nemlig med denne tilføjelse:

  • Den altfor grovkornede ligefremhed i tøsens udtryk og lader havde gjort ham skamfuld, og da hun engang ligefrem forsøgte angreb på hans dyd, havde han med skyhed slængt hende fra sig og søgte hende ikke tiere. (mgl. / 1,32)

Man forstår også godt, at forfatteren ville lade læseren kende denne side af Per, der får så stor betydning for ham i det senere forløb — som vi nu vender tilbage til:

  • ... Og han tænkte paa de mange andre Gange, hvor han vilde være bleven Selvødelæggelsens sikre Bytte, dersom – – ja, dersom han ikke i sit Inderste havde baaret paa en instinktmæssig Sky for Synden, dersom han ikke gennem sine Forældre – og da vel særlig gennem sin Fader og hans Aarhundreder gamle Præsteslægt – havde staaet i lønlig Pagt med de livsbevarende Magter, han i sin Ungdoms Overmod aabent havde villet trodse. Den “sideniuske“ Arv, som han havde kaldt sit Livs Forbandelse, var den ikke netop den Amulet, det signede Tegn, han kunde takke for, at det dog ikke var gaaet ham værre, end det var? ...

Den „syndsbevidsthed“, Per længe måtte forbande som påtvungen, kan han altså nu ligefrem forstå som en „livsbevarende magt“, nemlig som en „instinktmæssig“ afstandtagen fra „synden“ — som han kan vedkende sig som både naturlig og sund. Og nu kan han direkte bekende sig til den som sin egen, som et udtryk for hans eget „selv“:

  • ... Denne medfødte Kraft til Frigørelse, der havde aabenbaret sig hos ham i det skjulte; denne Selvopholdelsens Drift i Sjælen, der virkede ganske uafhængig af alle Troeslærdomme, højt ophøjet over de skiftende Tiders strengere eller mildere Livssyn, hvad var den vel andet end Guds egen Aand, Biblens “hellige Aand“, den Kristnes Fylgje, der usynlig vogtede hans Fod for Fald og førte ham frelst gennem alle Forvildelser? (VIII,7f / 2,252)

Pers nyvundne selvforståelse er ikke just egnet til at bringe ham på talefod med svigerfaderen, pastor Blomberg, til gengæld gør den ham meget interesseret i den mere utraditionelle og selvrådige pastor Fjaltring. Han var nået til en forståelse af lignende art som Pers og kunne f.eks. sige at den menneskelige „åndsudvikling hen imod fuldkommenheden“ er et uafladeligt syndefald, som man dog kan redde sig frelst igennem „ved en instinktmæssig virkende selvopholdelsens kraft, der var af guddommelig oprindelse“. — At den kraft, Per havde lært at forstå som sit „selv“, ligefrem skulle være „guddommelig“, det var nyt for ham, men dog forekom det ham åbenbart helt på sin plads:

  • Idet Per saae tilbage paa sin egen Udvikling, syntes han, at den næsten var som en forbilledlig Anskueliggørelse af disse Ord. (VIII,151f / 2,343)

Hvad Per i denne fase ikke mindst kommer til bevidsthed om, er visse særheder og karaktertræk, der ligger i hans natur:

  • Jeg har nu paa afgørende Maade faaet bekræftet, at den Følelse, som i sin Tid – og dengang maaske ret uoverlagt – drev mig bort fra Hovedstadslivet, bunder dybt i min Natur. Jeg har derved fundet mere Sammenhæng i mit Liv, og alene i dette er der en stor Tilfredsstillelse. ...

Men det betyder i det hele taget, at Per nu er fremme ved sin og bogens centrale bekendelse:

  • ...Det er da ikke, som jeg undertiden i mismodige Øjeblikke har troet, det blinde Tilfælde, der har raadet for min Skæbne. En indre, skjult Magt, hvilken det nu er, har haft Styret over min Livsbaad, selv naar denne tilsyneladende har drevet om for Vind og Vove, – det har jeg da ogsaa før meget tydelig følt. Jeg vil nu tro paa, at naar jeg blot vedblivende lader dette (om jeg saa maa sige) avtomatiske Styreapparat bestemme Kursen, kommer jeg nok tilsidst derhen, hvor jeg skal. (VIII,208f / 2,376)

Med dette er Per fremme ved den afgørende erkendelse, der giver bogen dens slutning, nemlig, hans helt naturlige trang til ensomhed og smerte:

  • Han syntes med eet, at han aldrig havde set saa langt ind i sig selv som i dette Øjeblik. Det var, som saae han selve sit Væsens Grund afdækket nu. Han forstod, at naar han trods al den Medgang, han havde haft, ikke var bleven lykkelig, saa var det, fordi han ikke vilde være lykkelig i almindelig Forstand. Han følte, at naar han længtes hjem til Rimalt, saa var det ikke alene Inger og Børnene eller Hjemmets Fred, som drog ham. Den usynlige, spøgelseagtige Haand, der havde villet holde ham tilbage fra denne Rejse – og som var den samme, der gennem hele hans Liv havde grebet ind i alle afgørende Øjeblikke for at lede hans Skridt, – det var hans instinktmæssige Fornemmelse af, at det var i Ensomheden, hos Savnet og Smerten, hans Sjæl havde hjemme. (VIII,212f / 2,379)

Dette var baggrunden for situationen, der her var udgangspunktet, hvor Per over for Inger kunne fortælle, at han havde mistet troen på Gud. Til gengæld havde han altså i „opdagelsen af selvet“ fundet „betydningen af al religiøsitet“:

  • For den, som er bleven sig bevidst, er en Gud overflødig. Der er for ham hverken noget trøstende eller noget afskrækkende ved Forestillingen om en saadan overnaturlig Personlighed, hvad enten man saa tænker sig ham som Fader eller som Dommer. ...

Det kan Inger ikke forstå, og det er åbenlyst for både Per og læseren, at hun heller aldrig vil komme til at forstå det.
For Per er der til gengæld ikke længere tvivl om, hvad der må være hans liv fremover:

  • Der er dem, som drages mod Ulykken netop af deres religiøse Instinkt, der siger dem, at kun Sorgen og Savnet, ja maaske først Haabløsheden fuldt ud kan frigøre deres aandelige Menneske. Der er jo ogsaa Planter, som kun trives i Skyggen og Kulden, og som endda bærer Blomster.“ (VIII,240f / 2,396)

Per Sidenius viser med resten af sit liv, der er viet til ensomhed og nøjsomhed, men ikke til bitterhed, at dette var rigtigt — vel at mærke for ham, som han nu engang var. Til sin nabo, skolelæreren, havde han „på sin rolige måde“ forklaret, at det gjaldt om at finde sit „naturlige voksested“, dersom man ville lære „den højeste menneskelykke“ at kende, nemlig „at blive sig sit eget selv fuldt og klart bevidst“:

  • Men da Skolelæreren derefter spurgte ham, hvorledes man bar sig ad med at søge dette Voksested, svarede han, at herom kunde det ene Menneske ikke meddele det andet Raad, her maatte enhver frygtløst give sig det Selvudfoldelsens Instinkt i Vold, der var nedlagt i alt det skabte. (VIII,254 / 2,402)

Dette indebærer naturligvis, at Per på ingen måde vil gøre sit livsvalg til norm for andre, og det samme gælder dermed også forfatteren. At han dog selv havde samme ensomhedstendens som Per, kan man læse om i artiklen „Lykke-Per og Pontoppidan“. Efter alt at dømme står forfatteren også helt og fuldt bag den trosbekendelse, der står tilbage efter beretningen om præstesønnen Per Sidenius, der endte som vejassistent ved Agger Tange:

  • „Uden den urmenneskelige Udfoldelsesdrift, den selvskabende Kraft, der ytrer sig i Lidenskaben, den være nu vendt ud mod Virkelighedens eller ind mod Tankens eller op mod Drømmens Verden, og uden et stort, ja eventyrligt Mod til at ville sig selv i guddommelig Nøgenhed naaer Ingen til virkelig Frigjorthed. Derfor priser jeg mig lykkelig, at jeg har levet i en Tid, der kaldte paa denne Drift og styrkede dette Mod. Ellers var jeg bleven et halvfærdigt Menneske, en Sidenius alle mine Dage.“ (VIII,266f / 2,411)

Historien om Lykke-Per slutter med et indslag fra hans dagbog med overskriften „Det store Spøgelse“. Det er en lille anekdote, der handler om samvittigheden, som her kaldes „et hæsligt spøgelse“ og sættes op som modsætning til den sande tro, nemlig „troen på naturen“. Efter alt at dømme nedlagde forfatteren i denne afslutning noget centralt, ja måske selve „nøglen“ til forståelse af tanken om selvet som guddommeligt „styreorgan“, men derom i en senere artikel.

Se evt:

Lykke-Per

*

B