Henrik Pontoppidan Akademi Udgivelser Forside Kontakt

Lykke-Per som "den ny tids menneske"

af Preben Lilhav, jan. 2019

Til den herskende fejlopfattelse af Pontoppidans intention med Lykke-Per hører påstanden, at han fra starten ikke havde tænkt sig Per som "den ny tids menneske, en teknikkens hero".

Ifølge Flemming Behrendt (Omkring Lykke-Per s. 110) skulle dette fremgå af et brev fra Pontoppidan til Georg Brandes d. 11. januar 1900 (se overfor), men dette er dog på ingen måde tilfældet. Tærtimod fremgår det af brevet, at Per netop var tænkt som en sådan ny "teknikkens hero", og at han også "selv tror på sin mission og får andre til at tro på den", ligesom han også "har vist snarrådighed, mod og hensynsløshed i forfølgningen af de mål, han har sat sig".

At Per så alligevel ikke når målet, som Pontoppidan siger, skyldes ikke manglende dygtighed, men har helt andre grunde, nemlig at han "ikke har hjemme i de regioner, hvori Jakobes kærlighed fører ham op".

Denne konstatering tager Flemming Behrendt så til indtægt for sin påstand, at Per fra starten var tænkt ud fra novellen "Ørneflugt" og ud fra "svinedreng"-motivet i romanen, men det er heller ikke tilfældet. Derimod hentyder Pontoppidan her med sin karakteristiske ironi til motivet fra den centrale kontrovers mellem Per og Jakobe, hvor Jakobe harcellerer over, at Per ikke har ambitioner om at erhverve sig et ridderkors:

  • Herregud, denne stakkels Rest af vor Stolthed, skal nu ogsaa den mistænkeliggøres? Jeg har ganske vist selv engang været revolutionær paa det Punkt; men jeg er med Aarene bleven mere nøgtern. Mit Syn paa Menneskene bliver i det hele mere og mere gammeldags. Om det saa er saa foragtede Ting som Ordner og Titler, begynder jeg at begribe saadanne Naragtigheders Betydning for Menneskehedens Vel. Det kan jo tidt være helt opbyggeligt at iagttage den Virksomhedsaand, der kan vaagne i en Stymper af en Mand, naar der aabner sig Udsigt for ham til et Ridderkors. (VII,62 / 2,176)

Se evt. artiklen Lykke-Per og Jakobe.

*

Fremstillingen af Per som "den ny tids menneske" er ganske klart til stede allerede i førsteudgavens første bind fra 1898, "Lykke-Per. Hans Ungdom". Heri hører vi, hvordan hans livsbestemmende vision om en teknisk udvikling i Danmark bliver til allerede i drengeårene og som en direkte reaktion på faderens opdragelse:

  • Hans Valg var en bevidst Udfordring til Familjen, navnlig til Faderen, der en Gang, da der blandt Byens Borgere herskede stor Bevægelse i Anledning af, at der var fremkommet Forslag om ved en omfattende Regulering og Uddybning af Fjordindløbet at søge Byens hensygnende Skibsfart fremmet, ved Middagsbordet havde udtalt sig meget overlegent og yderst ringeagtende om den hele Sag. ”Disse Folk, med deres idelige Bekymringer for alle andre Ting end netop det ene Fornødne,” havde han sagt. Fra den Dag vidste Peter Andreas, at han vilde være Ingeniør. (I,42 / 1,33)

Per møder også op med usædvanligt høje tanker til studiet i København:

  • Da han første Gang betraadte den polytekniske Undervisningsanstalt, der i hin Tid havde sit Asyl i et Par gamle Bygninger i Studiestræde bagved den ærværdige Bispegaard, havde han forestillet sig den som et imponerende Aandens Værksted, hvor den frigjorte Menneskeheds Fremtidslykke og Velfærd smeddedes under elektrisk Lyn og Torden, ... (I,67 / 1,49)

Lykke-Per og Goethes "Faust"

Ganske vist fremgår det ikke direkte, at Lykke-Per læser Goethes berømte drama om Faust, men til gengæld „drømmer“ han på en måde, som afslører ham for enhver Goethe-kender:

  • Når tuschpennen gled hen over det hvide papir, så han gerne sig selv stå som en anselig — støvet og solbrændt — skikkelse på et eller andet ophøjet punkt i terrænet, hvorfra han — ligesom en feltherre — ledede mægtige arbejderkolonners bevægelser. Han så i ånden tusinde hakker og skovle blinke i solen, følte med fryd tusinde stridige viljer samlede i hans hånd. Han så dale fyldes og høje jævnes med jorden på hans bud og hørte for sit øre drønet af minerne, når de rystede selve jordens grundvold ved et tryk af hans finger. (II,18f / mgl.)

Dette billede svarer umiskendeligt til en tilsvarende scene hos Goethe, hvor gudsfornægteren Faust ender sin sagnomspundne løbebane som driftig nyskaber og ingeniør — netop hvad Per drømmer om at blive — og kort før sin død har han følgende replik, som Pers udtalelse tydeligvis er en genklang af:

  • Til arbejd’ op, I svende, mand for mand!
    Bring mig min tankes storværk rask i stand.
    Tag straks jert værktøj fat, brug skovl og spade
    og gennemgrav den mærkesatte flade!
    På rigtig ordning, ivrig flid,
    skal følge lønnens skønne tid;
    til rigest dåd, som herligst man fuldender,
    én ånd er nok for tusind hænder.
    (Goethe: Faust, v. 11503-11510)

Hvor Faust taler om „skovle og spader“, taler Per om „hakker og skovle“, men først og fremmest er hans fryd ved tanken om at samle „tusinde stridige viljer“ i sin hånd en umiskendelig genklang af Fausts forsikring hos Goethe, at „én ånd er nok for tusind hænder“.

I romanen finder Per også anerkendelse fra personer, der fremstår som talerør for forfatteren selv, som f.eks. den beskedne lærde, Aron Israel:

“... Som sagt, jeg drister mig ikke til at have nogen Mening om den tekniske Side af Sagen, men der synes mig at være noget overordentlig tiltalende ved selve Tanken … saaledes at forvandle de Naturmagter, vi hidtil har betragtet som vore Fjender og Landets Ødelæggere … Vestenvinden, Bølgeslaget, Luft-Uroen i det hele … at forvandle den til vor sande Rigdomskilde, et 83 uudtømmeligt Kraftvæld, der vil kunne omskabe netop vore hidtil fattigste Egne til et sandt Eldorado. Det klinger jo næsten som et Eventyr!“. (III,82 / 1,251)

Det er dog frem for alt den tyske professor Pfefferkorns brev, der overbeviser Jakobe om, at Per er fremtidens mand, nemlig med dette brev:

“– – Forresten lever jeg i Øjeblikket i ganske intimt Samkvem med dit Land gennem en ung Mand, af hvis Bekendtskab jeg har megen Fornøjelse. Jeg taler om en ung Ingeniør Sidenius, der, efter hvad han har fortalt mig, er en personlig Bekendt af dig, en mærkelig Naturbegavelse, af hvem den danske Nation vistnok har Lov til at vente sig noget ualmindeligt. Jeg har underholdt mig med ham et Par Gange og haft Lejlighed til at gøre mig bekendt med nogle Planer til en storstilet Anvendelse af Vind- og Bølgemotorer i Industriens Tjeneste, hvilke har interesseret mig meget. Jeg har sjælden truffet et Menneske, der besad en saa umiddelbar, frisk – men samtidigt rigtignok ganske uæstetisk – Opfattelse af Naturen og dens Fænomener. Jeg vil ikke paastaa, at hans Betragtningsmaade absolut tiltaler mig, men den hører vistnok Fremtiden til, og det hjælper da ikke at sukke. Hver Tid har sine Idealer; og naar jeg hører din unge Landsmand uden Svimmelhed eller Anfægtelser tumle med de dristigste Ideer til en Samfundsomskabelse, fremkaldt ved en stadig fuldkomnere Undertvingelse af Naturmagterne, synes jeg at se for mig en Prototype for det tyvende Aarhundredes tankemodige og handlestærke Menneske. – –“ (IV,26 / 1,305)

Se evt:

Lykke-Per

*

Lykke-Per

FØRSTEUDGAVEN

internetAkademiet 2019

*

Debat om udgivelsen af Førsteudgaven

*

Kommentar til Lykke-Per af Preben Lilhav:

Lykke-Per og Jakobe

Pers projekt

Lykke-Per og Platon

Lykke-Per og kristendommen

Lykke-Per og selvet

*

Brev fra Pontoppidan til Georg Brandes 11. januar 1900
... I denne min nødtvungne uvirksomhed ligger forklaringen af „Lykke-Per“s langsomme udgivelse. Det gør mig ondt at høre, at De finder hovedpersonen noget uklar; men når De tilføjer, at det bl.a. er, fordi De ikke kan se, om han skal opfattes som et dygtigt eller et udygtigt menneske, så beroliges jeg noget. Det forekommer mig nemlig, at spørgsmålet om hans duelighed som praktisk ingeniør foreløbig kun har underordnet betydning; i andet fald ville ganske vist de vidnesbyrd om hans evner, der foreligger f.eks. i den tyske professors brev, ikke være tilstrækkelige. Men hovedsagen er dog, at han selv tror på sin mission og får andre til at tro på den, og at han dertil har vist snarrådighed, mod og hensynsløshed i forfølgningen af de mål, han har sat sig. Det skinner vel også allerede nu igennem, både at han alligevel ikke når målet, og at det ikke er spørgsmålet om hans dygtighed eller udygtighed, der heller ikke her bliver afgørende. Årsagen ligger ganske vist ikke udenfor ham; han er og bliver stadig højt benådet af lykken. Titlen skal da ingenlunde forstås ironisk. Men hans skæbne bliver i en vis forstand tragisk, fordi den lykke, han har attrået og virkelig fundet, ikke passer for ham; han har ikke hjemme i de regioner, hvori Jakobes kærlighed fører ham op.
Dog, en bogs dybere mening tillægger jeg ingen synderlig værdi for andre end for forfatteren, for hvem den er den skjulte lod, der bringer maskineriet i gang og får hjul og drev til at snurre og skinne i solen. ...

B