Henrik Pontoppidan Akademi Udgivelser Forside Kontakt

Lykke-Pers projekt

af Preben Lilhav, februar 2019

Ikke bare enhver vurdering af Pers kærlighedsforhold, men også enhver vurdering af ham som person i det hele taget, må hvile på en forståelse af det projekt, der for ham selv betød hans „skæbnebestemte opgave“. — Det var nemlig kun i udgangspunktet, at det var et rent og skært ingeniørprojekt, og det antog gradvist karakter af noget langt videre og højere, nemlig „et arbejde i kulturens og åndsfrigørelsens tjeneste“. Som sådan var det ikke længere blot en plan om et konkret og rent teknisk projekt, men derimod en „revolutionerende ide“.
Det var endda en „ide“ i filosofisk forstand, dvs. i den forstand som begrebet i sin tid blev introduceret i filosofien af Platon, og når Per gav sit første skriftlige udkast om denne ide titlen „Fremtidsstaten“, er der al mulig grund til at tænke på Platons tilsvarende skrift om „Staten“, for Platon kunne udmærket have brugt Pers titel til sin berømte „utopi“.
Pontoppidan i marts 1897, dvs. under begyndelsen af arbejdet med Lykke-Per, en „Enetale“ i Politiken, som han senere lod indgå i den nye roman, nemlig i Pers efterladte dagbog. Den handler om det at „blive sig selv“, men det er nok værd at bemærke, at Pontoppidan ugen efter skrev en ny „Enetale“, og med den viste han, at hans interesse for det enkelte menneskes selvtilblivelse på ingen måde var et mål i sig selv, men — ligesom for Platon — kun en del af interessen for det samfund, der dannes af de enkelte mennesker, ja for menneskeheden som helhed:

  • At lovprise det Skønne, Gode, Retfærdige; at brændemærke Skurkene, Narrene, Hyklerne – det er og har været og vil vedblive at være en værdig Opgave ogsaa for de skønne Kunster, og det nytter ikke at indvende herimod, at den er frugtesløs; at trods alt, hvad Literaturen har lovsunget og tugtet, er Verden ikke bleven et Haar bedre siden Verdens Skabelse. ...

Dette er netop den indvending, man også i årtusinder har fremført mod Platons statstanke, hvis hovedtema netop var ideen om „det skønne, gode og retfærdige“; men denne indvending anfægter ikke Pontoppidan, for som han siger, er verden måske ikke blevet bedre, så har litteraturen dog nok bidraget til, at den i alle fald ikke er blevet værre. Heller ikke den moderne litteratur medfører direkte forbedringer, siger Pontoppidan —

  • ... Men derfor kan den vel endelig nok have den opdragende Betydning for Samfundet, som man gør Fordring paa. Er der nemlig en Ting, vi i vor bevægede Tid, der vil reformere og restavrere Alt, ja opbygge en hel ny og lykkeligere Fremtid for Menneskeheden .... er der Noget, som Alle trænger til, Statsmænd, Politikere, Skolemænd og Præster, saa er det Menneskekundskab, tilforladelige og utilslørede Meddelelser om det underligt sammensatte Væsen, hvis Velfærd ogsaa er alle disse store Bestræbelsers Maal .... men det er netop, hvad den moderne Literatur med sin Sandhedstrang giver os. (Enetale, Politiken 19. marts 1897, delvis i Omkring Lykke-Per s. 283)

Pontoppidan kunne i sine erindringer bekende, at også hans litterære liv havde „væsentlig været en krigstjeneste“. Ganske vist havde han ikke optrådt „blandt stormtropperne med flyvende faner og klingende spil“, men han havde dog deltaget „som simpel soldat i menneskeåndens befrielseskamp“, og det var han stolt af. (Erindringer,1962, s. 232f)
Romanen om Lykke-Per var uden tvivl hans hovedværk i denne henseende, og der er al mulig grund til at høre forfatteren selv i Pers tanker, hvor han er kommet hjem fra udlandet og mener at stå over for virkeliggørelsen af sit projekt. — Han står i et vindue og ser ned på gaden i København:

  • Det var helt underligt for ham at tænke derpaa. Efter saa mange Aars ensomme Arbejden, efter saa mange Forberedelser og forgæves Tilløb skulde endelig idag Grundstenen lægges til det nye Rige, som han Stykke for Stykke havde udformet af sine Tankers Kaos, egentlig lige siden han var en Dreng paa elleve Aar. Og dernede gik det intet anende Folk, – Raastoffet til Fremtidens Danmark, det døde Ler, som han lig en Gud drømte om at omskabe i sit Billede, indblæse sin Aand, fylde med sit Livsmod, sin Styrke. (V,138 / 2,18)

Som det her fremgår, handler Pers vision ikke bare om et konkret ingeniørprojekt, men om et nyt Danmark, en ny tid, en renæssance, dvs. en kulturel genfødsel. — Men som vi også hører, er denne vision vokset frem i Per siden elleveårsalderen, og romanen er i sin kerne beretningen om, hvordan denne vision udvikler sig — i takt med at Per selv udvikler sig.

Drengedrømmen

Hvad Pontoppidan tydeligvis lægger vægt på, er det forhold, at Pers ide ikke falder fiks og færdig ned fra himlen, men bliver til og udvikler sig på helt naturlig vis i hans sind. Den er heller ikke fra starten et idealistisk projekt, men et direkte produkt af den elleveårige Pers indre modstand mod faderen og hans kristne livsanskuelse.
Der var nemlig i hans hjemby fremkommet et forslag om at søge byens hensygnende skibsfart fremmet ved en omfattende regulering og uddybning af fjordindløbet, men det havde faderen udtalt sig om med den dybeste ringeagt ud fra sit standpunkt, at man ikke skulle bekymre sig om andet end „det ene fornødne“. — Fra den dag vidste Peter Andreas, at han ville være ingeniør, og det var dels i forventning om et spændende liv, men også som en helt bevidst „udfordring til familien, navnlig til faderen“ (I,42 / 1,33).
Længe er projektet da også for Per præget af denne trang til at få oprejsning over for faderen, og da han på et tidspunkt hører, at faderen er døende, bliver han derfor meget urolig:

  • Aldrig før var den Tanke falden ham ind, at hans Fader eller Moder kunde dø, før han ved sit Livsværk og sin Sejr havde retfærdiggjort sig for dem og tvunget dem til Erkendelse af deres Uret imod ham. (I,181 / 1,112, uden den sidste sætning)

Fra starten er Pers projekt altså helt egoistisk, nemlig en ærgerrig drøm om at blive „den fejrede matador“ i hjembyen, „der havde været vidne til hans fornedrelse“, men sådan bliver hans forhold til hjembyen ikke ved med a være:

  • Den var i Aarenes Løb gleden ud af hans Liv, var sunken ned under hans Horisont. Han havde endog ment, at han slet ikke længer huskede den, saa lidt havde den i de senere Aar beskæftiget ham. (IV,46 / 1,315)

Efterhånden antager projektet stadigt større former og bliver også stadigt mere et mål i sig selv, hans personlige mål:

  • Saaledes gik det ham nu ogsaa med hans kæmpemæssige Kanalprojekt, dette fantastiske Værk, der skulde gengive hans Barndomsby dens tabte Storhed som Jyllands Hovedstad og samtidig bringe Fremtidens Hede-Byer og vidtstrakte Skovstrækninger i direkte Forbindelse med Havet og Verdenshavnene. Oprindeligt udkastet i et Ungdomslune; siden – efter at han i et helt Aar havde arbejdet paa det med anspændt Flid – henlagt uden synderlig Sorg; derpaa atter og atter genoptaget til fornyet Prøvelse, var dette Værk nu paa Veje til at blive hans fikse Idé, i hvis Virkeliggørelse han med stedse større Overbevisning saa’ sit Livs skæbnebestemte Opgave og store Maal. (II,4 / 1,50)

Drømmens idealisering

En betydningsfuld rolle i denne proces, hvor projektet stadigt mere udvikler sig til en idealistisk vision, spiller Jakobe, den jødiske millionærdatter, som Per en tid er forlovet med. Hun er fuld af begejstring for ingeniørhvervet og den betydning, det eventuelt kunne få for „menneskehedens frigørelse“. Hun mener nemlig, at man med jernbaner, telegrafer og kanaler både vil formindske afstanden mellem landene, men også bidrage til at udjævne de indbyrdes forskelligheder og føre i retning af virkeliggørelsen af „menneskenes gamle drøm om en broderlig forståelse mellem alle jordens folkeslag“ — og det var slet ikke noget, Per havde haft i tankerne:

  • Per saa’ ved disse Ord undrende hen paa hende. Han havde aldrig selv betragtet sin Virksomhed fra det Standpunkt; men han følte sig i høj Grad tiltalt af saaledes at se sit Kanal-Projekt stillet i en ophøjet Idés Tjeneste. Han var ikke langt fra at blive bevæget. Han slog Blikket mod Jorden og følte selv, at han blev rød. (II,154 /1,204)

I dette glimt har man et eksempel på, hvordan forfatteren fører sin helt igennem en lang række konfrontationer med hans endnu uudviklede selvforståelse og mod en stadigt større grad af „dannelse“. Men hvor det i det følgende viser sig, at Jakobes høje ideer slår blivende rod i Pers sind, ja vel egentlig kun vækker, hvad der lå der i forvejen, så viser det sig i det følgende, at de i Jakobe må vige, da de støder mod en konkret forhindring i form af Max Bernhardts krav til Per for at finansiere hans projekt. Derom kan man se nærmere i artiklen „Per og Jakobe“.
Hvor de høje ideer i Jakobes regi må vige for hensynet til Jakobes ønske om at få Per promoveret frem som den, der skal skaffe hende den sociale oprejsning, hun tørster efter, så slår de hos Per rent ind og gøre ham ganske kompromisløs over for Max Bernhardt og hans konsortium. Han er dog helt bevidst om at det egentlig først var Jakobe, der åbnede hans øjne i dette forhold, som det kommer frem langt senere, hvor Per ser tilbage på denne fase og tænker på, hvordan projektet —

  • ...i sin Tid var vokset i personlig Betydning for ham, da det under Jakobes Paavirkning omformedes i hans Forestilling fra noget, der udelukkende tjente hans egne, egoistiske Formaal, til et Arbejde i Kulturens og Aandsfrigørelsens Tjeneste“ (V,79 / 1,410).

Som det senere forløb viste, tjente projektet for Jakobe kun hendes egne „egoistiske“ formål, men det var på ingen måde tilfældet med Per. I hans optik havde projektet netop antaget en stadigt mere idealistisk karakter, som i det følgende, hvor der er tale om „de fantasibilleder, hans længsler skabte“, og de er af denne art:

  • Naar Tuschpennen gled hen over det hvide Papir, saa’ han gærne sig selv staa som en anselig – støvet og solbrændt – Skikkelse paa et eller andet ophøjet Punkt i Terrænet, hvorfra han – ligesom en Feltherre – ledede mægtige Arbejderkolonners Bevægelser. Han saa’ i Aanden tusinde Hakker og Skovle blinke i Solen, følte med Fryd tusinde stridige Viljer samlede i hans Haand. Han saa’ Dale fyldes og Høje jævnes med Jorden paa hans Bud og hørte for sit Øre Drønet af Minerne, naar de rystede selve Jordens Grundvold ved et Tryk af hans Finger. (II,18f /1,119, stærkt ændret)

Ingen, der har læst Goethes berømte drama om Faust, vil være i tvivl om oprindelsen til det billede, Per her forestilller sig. Det svarer nemlig umiskendeligt til en tilsvarende scene hos Goethe, hvor gudsfornægteren Faust står ved afslutningen på sin sagnomspundne løbebane. Det gør han som driftig nyskaber og ingeniør — netop hvad Per drømmer om at blive — og med store visioner om inddæmning af et landområde ved havet med forbillede i dæmningsbyggeriet i Holland (som vi også vil høre Pontoppidans Per henvise til!) — og Faust har kort før sin død følgende replik, som Pers udtalelse tydeligvis er en genklang af:

  • Til arbejd’ op, I svende, mand for mand!
    Bring mig min tankes storværk rask i stand.
    Tag straks jert værktøj fat, brug skovl og spade
    og gennemgrav den mærkesatte flade!
    På rigtig ordning, ivrig flid,
    skal følge lønnens skønne tid;
    til rigest dåd, som herligst man fuldender,
    én ånd er nok for tusind hænder.
    (Faust, v. 11503-11510; fork. udg. ved Preben Lilhav, 2. udg. 2008 s. 193)

Per taler ganske vist om „hakker og skovle“ i stedet for „skovle og spader“, men hans fryd ved tanken om at se „tusinde stridige viljer samlede i hans hånd“ er umiskendeligt en genklang af Fausts forsikring hos Goethe, at „én ånd er nok for tusind hænder“.
Nu foreligger der ganske vist i romanen ikke noget om, at Per læser Goethe, men Goethes navn nævnes fire gange, hver gang med den dybeste respekt, og det ene af tilfældene giver også et klart indicium for, at Pontoppidan har lagt Faust-citatet til grund for Pers vision. Det er Jakobe, der i et brev til Per fortæller, at hun er begyndt at studere en lærebog i hydrostatik, dvs. læren om tryk i væsker. Det gør hun for at kunne følge Per i hans tekniske planer, og Jakobe bliver så engageret i bogen, at hun kalder den ligeså betagende „som et tankedigt af Goethe“ — og at hun med begrebet „tankedigt“ har netop Faust i tankerne, er mere end nærliggende (V,22 / 1,381).
Som nævnt omtales Pers projekt som „de fantasibilleder, hans længsler skabte“. Det handler ikke bare om et konkret ingeniørprojekt, men om en veritabel vision, som noget senere får sit fulde udtryk i form af et lille skrift, Per vil udgive om sine tanker. Da stedet allerede i romanens anden udgave blev kraftigt beskåret, følger det her i sin fulde længde, medens den senere version kan ses i kolonnen ved siden af:

  • Per havde nu lagt en udførlig Plan for sin Virksomhed i den nærmest kommende Tid. Han havde blandt andet besluttet at udgive en Pjece, i hvilken han vilde fremstille sin Ide om en fuldstændig Omordning af Landets Samfærdselsvæsen og med Tal og Tegninger godtgøre, hvor urimeligt det var for et bjergløst, brændselfattigt og af Havet omflydt Land at begunstige Udviklingen af et bekosteligt Jernbanenet i Stedet for at lægge Hovedvægten paa et vidtforgrenet Kanalsystem, der kunde bringe hver eneste lille By i direkte Forbindelse med Verdenshavnene. Desuden agtede han at udstyre Bogen med nogle kraftige Indledningsord, en Art Forkyndelse, hvori han mere i Almindelighed vilde udtale sig om Landets Fremtidsopgaver.
    Dette Forord var han allerede begyndt at udarbejde. I en Stil og Tone, som han tildels havde laant fra Dr. Nathans Stridsskrifter, havde han søgt at fastslaa det dybe Forfald, hvori “det akademiske Spidsborgerskab“ i Løbet af det sidste Hundredaar havde styrtet Nationen. Han havde udkastet en trøstesløs Skildring af den uophjælpelige Armod, hvori Landet tilsidst vilde synke ned, dersom man ikke gjorde Alvor af at bryde med de nedarvede, falske Forestillinger om den hjemlige Muldjords “gyldne Aks“ og resolut skaffede Befolkningen nye Indtægtskilder. Paavirket bl.a. af, hvad han denne Sommer havde set og lært i det rige, jødiske Købmandshjem, havde han villet vise, hvorledes en romantisk Tids Dyrkelse af den enfoldige Bonde i Forening med en hysterisk Tilbedelse af Naturen havde faaet de danske til paa Trods af al sund Fornuft og andre Landes Erfaringer at opretholde en Degne-Overtro paa Ploven og Smørret og Flæsket, der vilde føre Landet til den sikre Undergang.
    Som Modstykke hertil var det hans Hensigt at fremtrylle et Billede af det Eventyrrige, hvortil Industrien i Forbindelse med hans eget Storværk engang vilde kunne forandre Landet helt ind til de mørkeste og goldeste Hedestrækninger, hvor nu kun et Par magre Faar fandt kummerlig Føde. Han var paa dette Punkt fuldtud troende. Den Tanke, Jakobe hin Aften i København havde givet Udtryk, om Ingeniørvidenskaben som den naturlige Banebryder for Menneskehedens kommende Stortid, havde slaaet mægtig ned i hans Sind og genvakt skønne Drømme fra den halvforglemte Tid, da han som glathaget Yngling første Gang betraadte den polytekniske Skole med en højtidelig Forestilling om at træde ind i det Aandens hemmelighedsfulde Værksted, hvor den frigjorte Menneskeheds Fremtidslykke smeddedes under elektrisk Lyn og Torden. Naar han i de lange, solhede Dage stod og svedte over sit Tegnebræt, fantaserede han ikke længer udelukkende om sin egen Forherligelse eller Magtfuldkommenhed. Mens Tuschpennen gled henover Papiret og tegnede Kanalkurver og opridsede Sluseværker, saae han i Aanden mægtige Skibe dampe frem ad de brede Vandveje, tungt ladede med fjerne Landes Raaprodukter. Han saae statelige Fabriker rejse sig langs de rindende Vandes regulerede Løb, hørte for sit Øre Lyden af summende Svinghjul og brusende Turbiner. Han saae de menneskemylrende Storstæder, som engang vilde dække den skumle Lyngørken … travle Fremtidsbyer, hvorover ingen Kirkeklokker i Midnatstimen ringede Spøgelsefrygt ind i Sindene, men som med deres elektriske Banstraaler jog Mørket og dets Aander paa Flugt. Ja, endog til Kunsten havde han faaet Plads i sit Vidunderland, paavirket som han ogsaa i den Henseende var bleven af det Salomonske Hjem. Paa Byernes Torve tænkte han sig skønne Marmortempler, helligede Sandheden, Modet, Retfærdigheden o.s.v. Udover Heden strøede han med rund Haand herlige Lystparker med Statuer, Springvand, Obelisker … (III,35-37)

Som Per udtrykkeligt siger, er det et „eventyrrige“, han her drømmer om, og igen er han meget bevidst om, hvordan det er Jakobe, der har givet hans tanker et helt nyt opsving. Alligevel er det dog også klart, at hun ikke indpodede ham det som noget nyt, men at hun blot havde „genvakt skønne drømme“, som allerede var til stede i Per, da han ankom til hovedstaden og den Polytekniske Skole — „med en højtidelig Forestilling om at træde ind i det Aandens hemmelighedsfulde Værksted, hvor den frigjorte Menneskeheds Fremtidslykke smeddedes under elektrisk Lyn og Torden“.
Dette er ikke bare essensen af historien om Per, men også selve essensen af Pontoppidans anliggende med romanen om Per. Den ærefrygt, han allerede dengang bar i sit sind for det, der foregår i „åndens hemmelige værksted“, kommer her i den lange beskrivelse af det nye „eventyrrige“ helt til udtryk i det sidste motiv med de templer, han vil smykke sine byer med. De skal ikke være helliget guder, men derimod platonske ideer som sandheden, modet og retfærdigheden.
Som allerede bemærket, er der al mulig grund til at se Pers bog om Fremtidsstaten som et sidestykke til Platons Staten. Man får ganske vist ikke direkte at vide, at Per har læst dette berømte værk, men til gengæld fremhæves det i romanen, hvordan et andet værk af Platon, nemlig Faidon, spiller en central rolle i Pers filosofiske udvikling (VI,87 og VIII,127 / 2,94 og 2,326) — se evt. artiklen „Lykke-Per og Platon“.
Det skal her til slut også noteres, at Per — ligesom Platon — ender med den selvforståelse, at han nu engang er en „ideens“ mand, hvorimod den praktiske gennemførelse ikke er noget for ham.
Selv Pers indædte modstander, Oberst Bjerregrav må indrømme Per, at han „har ideer“ (III,52/1,232), og obersten har til det sidste den største respekt for dem, ligesom også den tænksomme Aron Israel og den tyske Professor Pfefferkorn har det. — Det kan man til gengæld ikke sige om det konsortium af forretningsmænd, der under ledelse af børsmatadoren Max Bernhardt tager hans plan op til gennemførelse, men Per anser på sin side heller ikke dem som værdige til at realisere hans ide:

  • I Pers Forhold til, hvad han kaldte sit Livsværk, var der i den senere Tid langsomt, tildels umærkeligt for ham selv, foregaaet en Forandring. Dette havde ikke netop tabt i Værdi; men lige som det i sin Tid var vokset i personlig Betydning for ham, da det under Jakobes Paavirkning omformedes i hans Forestilling fra noget, der udelukkende tjente hans egne, egoistiske Formaal, til et Arbejde i Kulturens og Aandsfrigørelsens Tjeneste, saaledes havde hans Interesse for dets Skæbne igen tabt sig noget, efter at det fra blot revolutionerende Ide var bleven en Genstand for praktisk Drøftelse, et Bytte for Børsfolks og Spekulanters snusfornuftige Beregninger. (V,79 / 1,410)

Kort efter konsortiets sammenbrud kan Per helt nøgternt konstatere, at han, når det gjaldt den „praktiske gennemførelse af en ide“, ikke egnede sig til at være foregangsmand (VII,60/mgl.). Han ender da også med helt at miste interessen for sit store projekt, og det store spørgsmål er naturligvis, om han kan klandres for det, dvs. om han blot var en fantast, der byggede sig et luftkastel og mistede interessen for det, da det viste sig uigennemførligt. Det afviste Pontoppidan selv konsekvent, og forstår man hans roman som beretningen om en lykkeridder og fantast, går man da også glip af alt det væsentlige i romanen. Til dette hører således den skuffede Pers bemærkning:

  • Han var bleven ganske klar over, at om der skulde være Haab om Sejr for Frisind og Fremsyn i Danmark, maatte der ganske andre Kræfter frem i første Linje, Mænd i Ordets sande Betydning, alvorlige og højsindede Naturer, der løftede deres Livsmaal en Smule op over Døgnets vilde Jagt efter Penge, Kvinder eller personlig Udmærkelse. (VI,80 / 2,90)

Med denne ene sætning alene vil Pontoppidans Lykke-Per efter alt at dømme vise sig lige så hårdnakket en utopi som Platons Staten, hvis aldrig opfyldte hypotese var nøjagtig det samme.

Til sidens top

Se evt:

Lykke-Per

*

Lykke-Per

FØRSTEUDGAVEN

internetAkademiet 2019

*

Debat om udgivelsen af Førsteudgaven

*

Kommentar til Lykke-Per af Preben Lilhav:

Hvad handler Lykke-Per om?

Lykke-Per og Pontoppidan

Lykke-Per og Kvinderne

Lykke-Per og Jakobe

Per som den nye tids menneske

Lykke-Per og Platon

Lykke-Per og kristendommen

Lykke-Per og selvet

2.-4. udgave (Traneudg. s. 1,208f)

For at gøre sit navn kendt af offenligheden og derved fremme også sine planer i det salomonske hjem havde Per i nogen tid tumlet med den tanke at udgive et lille skrift om sine ideer. Det skulle være hans svar til oberst Bjerregrav, og skriftet skulle formes som en udfordring til det hele hjemlige ”ingeniørkleresi”, der havde villet kneble ham og støde ham ned i mørket. De herrer skulle få at mærke, at der endnu var liv i rebellen.
Han ville blandt andet udvikle nødvendigheden af en fuldstændig omordning af landets samfærdselsvæsen. Med tal, som man nok skulle lade stå, ville han godtgøre, hvor tåbeligt det var for et brændselsfattigt, af havet omflydt lille land at begunstige udviklingen af et kostbart jernbanenet i stedet for at lægge hovedvægten på et mangearmet kanalsystem, der kunne bringe så at sige hver eneste lille by i direkte forbindelse med verdenshavnene. Han ville hermed først og fremmest slå til lyd for sit eget projekt, hvoraf bogen skulde indeholde en fuldstændig beskrivelse ledsaget af tegninger og overslag.
Iøvrig var det hans hensigt også at meddele betragtninger af et videre omfang. Ægget af de ord, Jakobe hin aften havde ladet falde om ingeniør[videnskab]ens naturlige førerstilling i nutidens kulturkamp, besluttede han at udstyre bogen med nogle kraftige indledningsord, hvori han mere i almindelighed ville udtale sig om landets fremtidsopgaver.
Dette kampskrift begyndte han nu at udarbejde. Så uvant det end var ham at udtrykke sig med pennen, og skønt ortografi og tegnsætning ikke var hans stærke side, gav han sig ufortrøden i kast med opgaven. I en stil og tone, der var farvet af hans indtryk fra dr. Nathans skrifter, fastslog han først det dybe forfald, hvori ”det akademiske [209] spidsborgerskab” i løbet af det sidste hundredår havde styrtet nationen, og gav en mørk skildring af den uophjælpelige armod, hvori landet tilsidst ville synke ned, dersom man på trods af sund fornuft og andre landes erfaringer ikke løsrev sig fra de overleverede forestillinger om smørrets og flæskets velsignelser og resolut skaffede befolkningen nye indtægtskilder. Som modstykke udkastede han et livfuldt billede af det vidunderrige, hvortil en kraftig industri forholdsvis hurtigt vilde kunne omskabe landet. Mens pennen tumlede henover papiret, såe han i ånden store skibe dampe frem ad hans kanalers blanke vandveje, tungt ladede med fjerne landes råprodukter. Han såe stolte fabriker rejse sig langs alle rindende strømmes regulerede løb, hørte lyden af summende svinghjul og brusende turbiner. På den golde, jyske hede, hvor nu kun nogle magre får fandt en kummerlig føde, såe han menneskemylrende stæder, travle nybyggerbyer, hvor ingen kirkeklokker i midnatstimen ringede spøgelsefrygt ind i sindene, men som med elektriske banstråler jog mørket og dets ånder på flugt. (1,208f)

B