Henrik Pontoppidan Akademi Udgivelser Forside Kontakt

Pontoppidan om Lykke-Per

Enetale, Politiken 12. marts 1897

(anvendt omtrent uændret i Lykke-Per, VIII,263f / 2,409f)

„Saalænge vi er unge stiller vi saa ubeskedne Fordringer til Tilværelsens styrende Magter. Vi vil, at de skal aabenbare sig for os, vi forlanger at kontrollere og korrigere det store Verdensmaskineri. Naar vi bliver lidt ældre, kaster vi i vor Utaalmodighed Blikket ud over Menneskene og Menneskehedens Historie for i det mindste her at finde Sammenhængen, Lovene, Udviklingen, kort sagt for her at søge Meningen med Livet, Formaalet for vor Kamp og Liden. Indtil vi en Dag standses af en Stemme fra Dybet af vort Indre, en Spøgelsestemme, der spørger: Men hvem er du selv? Fra den Dag kender vi intet andet Spørgsmaal end dette ene. Fra den Dag er vort eget, sande Jeg blevet den store Sfinks, hvis Gaade vi stræber at løse. Mit sande Jeg? Den Mand, der i Morges kørte ud i den stride Regn, forstemt, bitter, saa uendelig led ved Livet og dets Besvær, var det mit sande Jeg? Eller den, som i Skumringen sad derhenne ved Kakkelovnen og af Ildens Buldren lod sig lulle ind i lykkelige Drømme om Hus og Hjem og legende Børn, var det mit sande, mit egentlige Jeg? Eller den, som nu sidder her alene ved Lampen, hverken glad eller bedrøvet, hverken gammel eller ung, med den stille, ophøjede Fred i sit Indre, som kun Natten og Ensomheden skænker, er det mig, mig selv, saadan som jeg udgik fra Naturens Haand, uforvansket, ubesmittet? Det, vi kalder vor Sjæl, er det bare en forbifarende Stemning, et Resultat af vor Nattesøvn og vor Avislæsning, afhængigt af Barometerstanden og Torvepriserne? Eller har vi lige saa mange Sjæle i os, som der er Brikker i en Gnavpose? Hver Gang Posen rystes, kommer en ny tilsyne: en Nar, en Hugaf, en Natugle … Jeg spørger! Jeg spørger!“

Brev til Ernst Bojesen 1. december 1897
... Af slutningen har jeg hele tiden haft mest liggende færdigt. Det er den del, der har interesseret mig mest; og den foregår i vore egne dage

Brev til Ernst Bojesen 2. juli 1898
... Bogen vil næppe gøre lykke; og derpå er den heller ikke beregnet.

Brev til Otto Borchsenius 3. juli 1898
... Min hensigt med bogen er først og fremmest at skildre fem forskellige danske hjem, ... Men når jeg har samlet skildringerne omkring Lykke-Pers person, er det for tillige at give noget mere. Jeg har søgt for mig selv at efterspore og klarlægge grundene til, at halvfjersernes såkaldte gennembrudsbevægelse, trods alt, måtte mislykkes, i hvert fald i første omgang, idet den stødte an mod de evige love, hvorefter menneskeskæbner og tidsskæbner styres. — Også om lykke handler bogen, thi at titlen skal forstås ironisk, er ikke ganske rigtigt (jeg er i det hele ikke nær så ironisk som jeg desværre nu en gang har fået ord for at være), — men ordet lykke har i mine ører en melankolsk klang; og „moralen“ i denne bog er ganske den samme som i min forrige roman, hvor den tydeligt og ganske uironisk er udtrykt i de ord: „at lykken her i livet består i at fæste rod i egen jordbund og vokse i lyset af den hjemlige himmel“, hvor sort denne så er!

Brev fra Pontoppidan til Georg Brandes 11. januar 1900
... I denne min nødtvungne uvirksomhed ligger forklaringen af „Lykke-Per“s langsomme udgivelse. Det gør mig ondt at høre, at De finder hovedpersonen noget uklar; men når De tilføjer, at det bl.a. er, fordi De ikke kan se, om han skal opfattes som et dygtigt eller et udygtigt menneske, så beroliges jeg noget. Det forekommer mig nemlig, at spørgsmålet om hans duelighed som praktisk ingeniør foreløbig kun har underordnet betydning; i andet fald ville ganske vist de vidnesbyrd om hans evner, der foreligger f.eks. i den tyske professors brev, ikke være tilstrækkelige. Men hovedsagen er dog, at han selv tror på sin mission og får andre til at tro på den, og at han dertil har vist snarrådighed, mod og hensynsløshed i forfølgningen af de mål, han har sat sig. Det skinner vel også allerede nu igennem, både at han alligevel ikke når målet, og at det ikke er spørgsmålet om hans dygtighed eller udygtighed, der heller ikke her bliver afgørende. Årsagen ligger ganske vist ikke udenfor ham; han er og bliver stadig højt benådet af lykken. Titlen skal da ingenlunde forstås ironisk. Men hans skæbne bliver i en vis forstand tragisk, fordi den lykke, han har attrået og virkelig fundet, ikke passer for ham; han har ikke hjemme i de regioner, hvori Jakobes kærlighed fører ham op.
Dog, en bogs dybere mening tillægger jeg ingen synderlig værdi for andre end for forfatteren, for hvem den er den skjulte lod, der bringer maskineriet i gang og får hjul og drev til at snurre og skinne i solen. ...

Brev fra Pontoppidan til Chrestense Nielsen 23. Oktober 1903

Billeskov-Jansen: Ledetråd for læsere, s. 92:

I et Brev af 23. Oktober 1903, til Fru Chrestense Nielsen, udtaler Henrik Pontoppidan, at Lykke-Per hører „til de Naturer, der – ligesom visse ædle Musikinstrumenter – skal slaas helt itu, sønderbrydes Led for Led, før Grundtonen bryder igennem med Klang og Styrke“

Brev fra Pontoppidan til Georg Brandes 6. januar 1905

... Den har vist mange mangler, og dog er jeg ikke selv utilfreds med den; den giver, tror jeg, nogenlunde, hvad jeg har villet og kunnet. Og kun en skælm giver mere, end hvad han har. ...

Stenografisk interview 1905

ved C.C.Clausen fra bladet Hver 8 Dag, Hillerød 24. august 1905; bragt den 10.9.1905. Omkring Lykke-Per s. 53-58
[57] ... Om Lykke-Per vil jeg helst ikke udtale mig endnu. Hvorfor jeg valgte denne titel? Jeg kunne jo også have kaldt bogen Klods-Hans eller noget lignende. Det gjaldt blot for mig om straks ved selve titlen at anslå en let eventyrstemning. Det er jo den gamle fortælling om bondedrengen, der drager ud i verden for at vinde prinsessen og det halve kongerige, sådan som det meget tydeligt er angivet i samtalen mellem Per og selvmorderen Neergaard i bogens allerførste hefte, hvor overhovedet hele gangen i fortællingen er skitseret. Det tidsbillede, der findes i den, har ikke været mig det vigtigste. ...
.... De spørger, om der ikke er agitation, et program i bogen. Jeg skal dertil svare, at det er der naturligvis, men ikke et, der lader sig sammenpresse til en formel, en læresætning eller moralsk leveregel — saadan som Pastor Schack og andre tåber forlanger det af literaturen. Hvor man er i stand til at sige sin fulde mening lige ud, skal man selvfølgelig ikke gå det digteriske sprogs, billedtalens, omveje. Men på den anden side — hvortil har man kunsten, uden gennem dem at få udtryk for det uudsigelige?
Javist er der agitation i ethvert sundt kunstværk! Men det er med det agitatoriske i en kunstners sind lige som med fyrstedet i et stort og indviklet maskineri, det ligger dybt nede i bygningens grund, utilgængeligt for publikum, der kun ser hjulene snurre og hører remmene klapre, men ikke tænker på, og jo heller ikke behøver at vide, hvorfra kraften kommer. Men man kan være overbevist om, at hvor der er skabende kræfter i bevægelse, er der også et eller andet sted en ild, der holder bevægelsen vedlige.

Se evt:

Lykke-Per

FØRSTEUDGAVEN

internetAkademiet 2019

*

Debat om udgivelsen af Førsteudgaven

*

Kommentar til Lykke-Per af Preben Lilhav:

Hvad handler Lykke-Per om?

Lykke-Per og Pontoppidan

Lykke-Per og Jakobe

Per som den nye tids mand

Pers projekt

Lykke-Per og Platon

Lykke-Per og kristendommen

Lykke-Per og selvet

*

Brev fra Georg Brandes til Pontoppidan 25. december 1904

... Til lykke med at Deres store værk er vel fuldendt. Jeg har det nogenlunde klart i min erindring og er lidt betænkelig ved, at De straks vil give Dem til omarbejdelsen. Hvorfor dog? Det er jo fast i sin form. ...

B