Henrik Pontoppidan Akademi Udgivelser Forside Kontakt

Lykke-Per som "den nye tids menneske"

Til den herskende fejlopfattelse af Pontoppidans intention med Lykke-Per hører påstanden, at han fra starten ikke havde tænkt sig Per som "den ny tids menneske, en teknikkens hero" (Flemming Behrendt, Fra ledefigur til hovedperson, Omkring Lykke-Per s. 110)

Ifølge Flemming Behrendt skulle dette fremgå af et brev fra Pontoppidan til Georg Brandes d. 11. januar 1900 (se overfor), men dette er dog på ingen måde tilfældet. Tærtimod fremgår det af brevet, at Per netop var tænkt som en sådan ny "teknikkens hero", og at han også "selv tror på sin mission og får andre til at tro på den", ligesom han også "har vist snarrådighed, mod og hensynsløshed i forfølgningen af de mål, han har sat sig".

At Per så alligevel ikke når målet, som Pontoppidan siger, skyldes ikke manglende dygtighed, men har helt andre grunde, nemlig at han "ikke har hjemme i de regioner, hvori Jakobes kærlighed fører ham op".

Denne konstatering tager Flemming Behrendt så til indtægt for sin påstand, at Per fra starten var tænkt ud fra novellen "Ørneflugt" og ud fra "svinedreng"-motivet i romanen, men det er heller ikke tilfældet. Derimod hentyder Pontoppidan her med sin karakteristiske ironi til motivet fra den centrale kontrovers mellem Per og Jakobe, hvor Jakobe harcellerer over, at Per ikke har ambitioner om at erhverve sig et ridderkors:

  • Herregud, denne stakkels Rest af vor Stolthed, skal nu ogsaa den mistænkeliggøres? Jeg har ganske vist selv engang været revolutionær paa det Punkt; men jeg er med Aarene bleven mere nøgtern. Mit Syn paa Menneskene bliver i det hele mere og mere gammeldags. Om det saa er saa foragtede Ting som Ordner og Titler, begynder jeg at begribe saadanne Naragtigheders Betydning for Menneskehedens Vel. Det kan jo tidt være helt opbyggeligt at iagttage den Virksomhedsaand, der kan vaagne i en Stymper af en Mand, naar der aabner sig Udsigt for ham til et Ridderkors. (VII,62 / 2,176)

Se evt. artiklen Per og Jakobe.

*

Fremstillingen af Per som "den ny tids menneske" er ganske klart til stede allerede i førsteudgavens første bind fra 1898, "Lykke-Per. Hans Ungdom". Heri hører vi, hvordan hans livsbestemmende vision om en teknisk udvikling i Danmark bliver til allerede i drengeårene og som en direkte reaktion på faderens opdragelse:

  • Hans Valg var en bevidst Udfordring til Familjen, navnlig til Faderen, der en Gang, da der blandt Byens Borgere herskede stor Bevægelse i Anledning af, at der var fremkommet Forslag om ved en omfattende Regulering og Uddybning af Fjordindløbet at søge Byens hensygnende Skibsfart fremmet, ved Middagsbordet havde udtalt sig meget overlegent og yderst ringeagtende om den hele Sag. ”Disse Folk, med deres idelige Bekymringer for alle andre Ting end netop det ene Fornødne,” havde han sagt. Fra den Dag vidste Peter Andreas, at han vilde være Ingeniør. (I,42 / 1,33)

Per møder også op med usædvanligt høje tanker til studiet i København:

  • Da han første Gang betraadte den polytekniske Undervisningsanstalt, der i hin Tid havde sit Asyl i et Par gamle Bygninger i Studiestræde bagved den ærværdige Bispegaard, havde han forestillet sig den som et imponerende Aandens Værksted, hvor den frigjorte Menneskeheds Fremtidslykke og Velfærd smeddedes under elektrisk Lyn og Torden, ... (I,67 / 1,49)

Lykke-Per og Goethes "Faust"

Ganske vist fremgår det ikke direkte, at Lykke-Per læser Goethes berømte drama om Faust, men til gengæld „drømmer“ han på en måde, som afslører ham for enhver Goethe-kender:

  • Når tuschpennen gled hen over det hvide papir, så han gerne sig selv stå som en anselig — støvet og solbrændt — skikkelse på et eller andet ophøjet punkt i terrænet, hvorfra han — ligesom en feltherre — ledede mægtige arbejderkolonners bevægelser. Han så i ånden tusinde hakker og skovle blinke i solen, følte med fryd tusinde stridige viljer samlede i hans hånd. Han så dale fyldes og høje jævnes med jorden på hans bud og hørte for sit øre drønet af minerne, når de rystede selve jordens grundvold ved et tryk af hans finger. (II,18f / mgl.)

Dette billede svarer umiskendeligt til en tilsvarende scene hos Goethe, hvor gudsfornægteren Faust ender sin sagnomspundne løbebane som driftig nyskaber og ingeniør — netop hvad Per drømmer om at blive — og kort før sin død har han følgende replik, som Pers udtalelse tydeligvis er en genklang af:

  • Til arbejd’ op, I svende, mand for mand!
    Bring mig min tankes storværk rask i stand.
    Tag straks jert værktøj fat, brug skovl og spade
    og gennemgrav den mærkesatte flade!
    På rigtig ordning, ivrig flid,
    skal følge lønnens skønne tid;
    til rigest dåd, som herligst man fuldender,
    én ånd er nok for tusind hænder.
    (Goethe: Faust, v. 11503-11510)

Hvor Faust taler om „skovle og spader“, taler Per om „hakker og skovle“, men først og fremmest er hans fryd ved tanken om at samle „tusinde stridige viljer“ i sin hånd en umiskendelig genklang af Fausts forsikring hos Goethe, at „én ånd er nok for tusind hænder“.

Brev fra Pontoppidan til Georg Brandes 11. januar 1900

... Det gør mig ondt at høre, at De finder hovedpersonen noget uklar; men når De tilføjer, at det bl.a. er, fordi De ikke kan se, om han skal opfattes som et dygtigt eller et udygtigt menneske, så beroliges jeg noget. Det forekommer mig nemlig, at spørgsmålet om hans duelighed som praktisk ingeniør foreløbig kun har underordnet betydning; i andet fald ville ganske vist de vidnesbyrd om hans evner, der foreligger f.eks. i den tyske professors brev, ikke være tilstrækkelige. Men hovedsagen er dog, at han selv tror på sin mission og får andre til at tro på den, og at han dertil har vist snarrådighed, mod og hensynsløshed i forfølgningen af de mål, han har sat sig. Det skinner vel også allerede nu igennem, både at han alligevel ikke når målet, og at det ikke er spørgsmålet om hans dygtighed eller udygtighed, der heller ikke her bliver afgørende. Årsagen ligger ganske vist ikke udenfor ham; han er og bliver stadig højt benådet af lykken. Titlen skal da ingenlunde forstås ironisk. Men hans skæbne bliver i en vis forstand tragisk, fordi den lykke, han har attrået og virkelig fundet, ikke passer for ham; han har ikke hjemme i de regioner, hvori Jakobes kærlighed fører ham op.

*

Af Pontoppidans erindringer fremgår det også klart, at hele fremstillingen af Per i forholdet til de nye tekniske fremtidsudsigter var Pontoppidans egne. Han fortæller f.eks. at broderen driller ham for hans "storagtige indbildninger om en gang at skulle imponere verden med en epokegørende opfindelse" (Er. 1962, s. 90), og om Brandes fortæller han, at han ganske vist nok hørte om ham:

Senere i erindringerne fortæller Pontoppidan, hvordan han måtte være skeptisk over for Grundtvig som

"forbillede og sand profet for et fremtidsfolk som det, jeg drømte om" (Er. 1962, s. 90),

så ingen kan være i tvivl om, at han netop lagde disse forhåbninger i sin Lykke-Per.

Til Debat om udgivelsen

B