Henrik Pontoppidan Akademi Udgivelser Forside Kontakt

Lykke-Per og Jakobe
Til Henrik Pontoppidans Lykke-Per

Udkast til kommende bog om "Lykke-Pers dannelse"

Preben Lilhav, jan. 2019

Lige siden Pontoppidans Lykke-Per udkom, har der været en bemærkelsesværdig tendens til at se romanens kvindelige hovedfigur Jakobe Salomon, som dens egentlige „helt“ frem for dens mandlige titelfigur. Nu har enhver læser naturligvis ret til at lægge sin personlige sym- eller antipati på en bogs personer, som man nu synes, og det vil bogen læsere naturligvis til enhver tid være uenige om.
En anden sag er det dog, dersom man spørger, hvem der efter forfatterens fremstilling må betegnes som bogens helt; og hvordan man afgør dette, vil så igen være afhængigt af, hvordan man forstår forfatterens intention med bogen, dvs. hvilken tolkning af bogen man anlægger.
Dersom man evt. forstår romanen som en kærlighedsroman om Per og Jakobe — som Bille August f.eks. har gjort det med sin filmatisering af romanen — så vil man næppe kunne undgå at se Per som en vindbøjtel, der svigter deres fælles kærlighed, medens Jakobe lige så uundgåeligt bliver historiens tragiske heltinde.
Med denne opsætning har Bille August fået en gribende film ud af Pontoppidans bog, men vender man sig fra filmen til bogen, vil man dog opdage, at bogens historie er en anden end filmens, idet forfatteren gør det helt klart, at det ikke er kærlighed, der fører Per og Jakobe sammen.
Hvad Per angår, så vælger han i første omgang Jakobe som genvej til hendes fars formue og dermed muligheden for at få realiseret sine store drømme som ingeniør:

”Philip Salomons Svigersøn”, – det var Trylleordet, der skulde aabne Livets Fløjporte for ham og gøre ham Menneskene underdanige. (II,100f / 1,174)

Per kommer ganske vist efterhånden til at sætte pris på Jakobe som en klog rådgiver, men alligevel bliver det aldrig til egentlig kærlighed for ham. — Her kan det bemærkes, at Per i romanen bringes i forhold til hele syv andre kvinder ud over Jakobe, og forholdet til Jakobe er heller ikke det eneste, der fuldbyrdes seksuelt. Det gælder også fire af de øvrige, men vigtigere er det dog, at det ifølge forfatteren kun er i to af disse i alt otte forhold, at der er tale om egentlig kærlighed — og ingen af dem er Jakobe. Det er derimod nyboderkæresten Fransisca og præstedatteren Inger.
Vender vi os derefter til Jakobe, så er det lige så klart, at hun efter forfatterens fremstilling heller ikke tager Per af kærlighed. — Hun finder ham faktisk inderligt usympatisk, men til gengæld bliver hun voldsomt tiltrukket af ham seksuelt. — Hun havde egentlig besluttet sig for aldrig at knytte sig til en mand, men må hurtigt konstatere, at Per har fået et „nedværdigende herredømme, over hendes fantasi“ (III,72 / 1,245). Denne „unaturlige betagethed af en hende fremmed og usympatisk mand“ (III,78 / 1,249) volder hende nu de største kvaler. Hun er ikke bare fortvivlet, men grebet af „den dybeste skam“ over „denne unaturlige og uværdige forbindelse“, der ikke alene forstyrrer hendes forhold til forældre og venner, men også er ved at berøve hende „den sidste rest af selvagtelse“ (III,111 / 1,270):

Hun gjorde sig ingensomhelst falske Forestillinger om Arten af de Følelser, der havde kastet hende i hans Arme. Ikke heller søgte hun at bedrage sig selv ved en Indbildning om, at hun skulde kunne rive sig ud af sin Forvildelse. (III,103 / 1,266)

Jakobe prøver længe at rive sig løs af dette „nedværdigende“ forhold, og når hun ikke er i stand til det, skyldes det, at der — ligesom for Per — også for hende hurtigt kommer et andet aspekt ind i forholdet. Per viser sig nemlig at besidde kvaliteter, der kan opfylde visse stærke behov og ambitioner, Jakobe nærer i forholdet til det omgivende samfund.
Jakobe har som jøde oplevet at vokse op i en ond, smudsig og uretfærdig verden, og det har i hendes følsomme sind fostret stærke forestillinger om en anden verden — en bedre, en smuk og retfærdig verden. Med disse ophøjede tanker er hun også blevet kendt og værdsat som en usædvanlig klog og højttænkende kvinde, der i selskabslivet altid samler åndslivets repræsentanter omkring sig, og med sin idealistiske tænkemåde gør hun også stort indtryk på Per (II,154 / 1,204),
Fortælleren lader os dog også vide, at Jakobes sindelag har en anden og mindre ophøjet side. En bejler ved navn Eybert har hun givet visse forhåbninger, og det skyldes ikke mindst, at han har udsigt til en glimrende politisk karriere:

... og denne Udsigt til Storhed og Magtbesiddelse, saa ringe og fjern den end var, havde altid haft noget fristende for Jakobe. Den overlegne Ligegyldighed for selskabelig Rang og ydre Udmærkelse, som hun bar tilskue, var ikke helt naturlig; den var et Nødskjul, som Klogskab og Stolthed paabød hende. ...

Samtidig med, at forfatteren her lader læseren vide, at Jakobe i realiteten faktisk er noget af en hykler, lader han forstå, at hendes trang til „storhed og magt“ skyldes de ydmygelser, hun i sin opvækst har været udsat for som jøde:

Den Brand i hendes Sjæl, der i Skoletiden havde faaet hende til Gang efter Gang forgæves at indsmigre sig hos Admiralsdatteren og de to Komtesser for at vinde deres Venskab, var endnu ikke slukket. Glimrende Drømme om i selve Hoffets Sale at skaffe sig Oprejsning for alle lidte Ydmygelser og ved Kongers og Kejseres Arm at triumfere over sit Blods Forhaanere kunde endnu til Tider faa hendes Kinder til at gløde. (III,30f / 1,224)

Som allerede antydet, har Per store drømme om sin fremtid. Han vil omskabe Danmark og mener at være „kaldet til paa sit Omraade at blive Morgenvækkeren og Banebryderen i dette dorske Samfund af tykblodede Præste- og Degnesønner“. (II,100 / 1,). — Men nu viser det sig dog i romanens forløb, at Jakobes drømme på hans vegne faktisk er endnu større:

Han anede ikke, at hun i sine Drømme byggede endnu langt mere højtflyvende Planer for ham og deres fælles Fremtid. (III,130 / 1,288)

Problemet er nu blot, at Jakobes drømme på Pers vegne ikke er helt de samme som Pers egne!
Som nævnt opfatter Jakobe i første omgang Per som en uciviliseret og ildelugtende mandsperson og værdiger ham ikke megen opmærksomhed; men hun må hurtigt erkende, at han har en forunderlig evne til at få andre mennesker til at se noget stort i ham. Hun opdager i øvrigt også, at præstesønnen Per nærer et lige så dybt had til kristendommen som det, hun selv er optændt af, og på et tidspunkt begynder hun således at se muligheden for, at han kunne være manden for at skaffe hende den så hedt begærede oprejsning, ja endog hævn:

Maaske var han virkelig en Naturkraft, der engang skulde bryde Skranker og rejse Kamp. I hvert Fald syntes han jo at eje en mærkelig Evne til at vinde Folk for sig og sin Sag, ... Hun havde rigtignok tænkt sig Fremtidens Helte af et renere, finere, ædlere Stof. Men hvem kunde vide? Maaske var han en af de Urettens mørke Hævnere, der engang skulde lægge Dynamit under den frønnede Samfundsbygning ....? (III,64 / 1,241)

Pers ambitioner går dog på ingen måde i denne retning, som det kommer frem i en afgørende diskussion, der finder sted mellem Per og Jakobe omtrent midt i bogen. Per har fremkaldt et brud med det konsortium, der var blevet dannet for at realisere hans store projekt om udbygning af de jyske vandveje og etableringen af en frihavn ved Tarm. Dette konsortium blev ledet af den jødiske forretningsmand Max Bernhardt, og det er frem for alt i vurderingen af ham, at forfatteren lader en markant holdningsforskel mellem Per og Jakobe komme til syne.
Jakobe er nemlig meget utilfreds med Pers optræden. Da Per antyder, at konsortiet bestod af folk, han ikke fandt værdige at samarbejde med, afviser Jakobe det faktisk heller ikke, men hun mener, at han vel kunne affinde sig med dem, „dersom det kunne blive til gavn for foretagendet“. Hun tilføjer, at dersom man han vil tænke på at få indflydelse, gør man også klogt i at begynde med at anerkende den, der har magten — „hvad man saa end mener om, hvordan den er erhvervet.” (V,161f). Det forstår Per dog ikke:

Ja du maa undskylde mig, at jeg har ganske andre Forestillinger om, hvad man skylder sig selv og de Ideer, man har gjort sig til Talsmand for.

Pers henvisning til de „ideer“, han ikke vil svigte, tager Jakob dog ikke alvorligt

Hun ønskede inderligt, at han vilde holde op med sine Forklaringer, som i hendes Øjne kun var Udflugter, der skulde dække over, at han havde manglet Overlegenhed til at kunne hævde sig overfor de Mænd, han nu smædede. At hans uoverlagte Brud med dem var en af den Slags desperate Udfordringer, hvormed Afmagten forsøger at besmykke et Tilbagetog, – derom var hun ikke længer i Tvivl. (V,162 / 2,32)

Nu er det dog Per, der ikke kan godtage Jakobes argumentation, for efter hans mening har Jakobe pludselig skiftet standpunkt:

„Det morer mig virkelig med den Beundring, du synes at have faaet for Max Bernhardt og hans Kabylere,” sagde han med et koldt Smil. ”Den Kærlighed er af ny Dato. Den skulde da ikke være opfundet for Lejligheden?”
”Det sidste har jeg overhørt, Per,” svarede Jakobe, hvis Mine var bleven mere og mere mørk, men som endnu søgte at bevare sin Ro. ”Forresten veed jeg ikke af, at jeg har udtalt nogensomhelst Beundring; men jeg fragaar ikke at have glædet mig lidt over, at det blev Max Bernhardt, du kom til at arbejde sammen med, – derfor er jeg vel ogsaa nu bleven desmere skuffet.”
”Du betragter ham med andre Ord som Idealet af en Gentleman … et efterfølgelsesværdigt Eksempel!”
”Aldeles ikke – skønt jeg troer, han er en hel Del bedre end sit Rygte. Jeg veed tilfældigt, at han, som har Ord for at være den personificerede Egenkærlighed, i Stilhed er meget godgørende og underholder flere fattige jødiske Familjer her i Byen –”
”– som Bod maaske for de Ulykker, han gør paa kristne Familjer over hele Landet. Han har jo allerede ikke saa faa ruinerede Hjem paa Samvittigheden.”
”Naa ja – han er en Stridsmand. ”Krig er min Haandtering” skal han nok engang have sagt. Han er skaanselsløs og uforsonlig, undertiden vistnok ogsaa grusom. Derfor var jeg ogsaa en Tid betænkelig ved hans voksende Indflydelse, – deri har du ganske Ret. Men jeg er kommen til at tænke paa, at man maaske netop trænger til en saadan Mand herhjemme, hvor man synes at have saa vanskeligt ved at lære at forstaa, at vil man Maalet, maa man ogsaa ville Midlerne, og ikke idelig tinge om dem – med sig selv og andre.”
”Altsaa alligevel et Ideal, en Læremester for os alle! Du er mageløs! – Sig mig, hvormange Selvmord er det, man regner, at han til Dato kan tilskrive sig Æren af?”
”Aa, den dumme Snak!”
”Men du bliver dog nødt til at indrømme –”.
”Ja, om saa var? – Jeg synes, at netop det Paastyr, der opstaar, hver Gang han gør Brug af sin Magt til at uskadeliggøre en Modstander eller til at bringe en Medhjælper frem, tydeligere end noget viser, at man hertillands har været i Færd med at glemme, hvordan en virkelig myndig Mand ser ud … en Mand, der veed, hvad han vil, og som forstaar den sjeldne Kunst at herske.”
”Kære, du bliver jo helt højtidelig! Man skulde virkelig tro, du havde forelsket dig i den sortsmudsede lille –”
165 Han vilde have sagt ”Jøde” men tog sig i det og sagde ”Grævling”.
”Men det er vel paa Grund af Stammefrændskabet,” fortsatte han lidt efter.
Jakobe tav. (V,163ff / 2,32f)

Den sidste drejning i diskussionen er jo højst bemærkelsesværdig, idet Per jo her direkte angriber Jakobe som jøde. Ikke mindre bemærkelsesværdigt er det, at forfatteren tydeligt nok også har givet Per grund til det. Jakobe erkender jo åbent, at Bernhardt er brutal og har mange ofre på sin samvittighed, og dog mener hun at kunne forsvare ham derved, at han understøtter nogle fattige jødiske familier i byen. Da Per svarer igen med, at Bernhardt gør det „som bod for de ulykker, han gør på kristne familier over hele landet“, afviser Jakobe det ikke engang, men holder blot fast ved, at Bernhardt nu engang er en mand af den art, tiden har behov for: „en mand, der ved, hvad han vil, og som forstår den sjældne kunst at herske“.
Her står det nu klart, hvad Jakobe står for med hensyn til den mand, tiden har behov for, og det kan Per i første omgang ikke stille noget op imod. Nogen tid senere tager Per og Jakobe dog diskussionen op igen, og her konstaterer Per, at Jakobe har „fuldstændig ret i, hvad hun engang havde sagt eller skrevet til ham“, at et samfund af den art, de befinder sig i, har „dømt sig selv“ — hvorefter han fortsætter:

Han var bleven ganske klar over, at om der skulde være Haab om Sejr for Frisind og Fremsyn i Danmark, maatte der ganske andre Kræfter frem i første Linje, Mænd i Ordets sande Betydning, alvorlige og højsindede Naturer, der løftede deres Livsmaal en Smule op over Døgnets vilde Jagt efter Penge, Kvinder eller personlig Udmærkelse. ...

Som allerede nævnt, har Jakobe været med til at fostre disse høje tanker i Per, og dem vil han også for sit vedkommende stå inde for resten af sit liv, men nu lader forfatteren det komme åbent frem, at de store ord for Jakobe ikke har samme alvor, som de har for Per:

... Han udviklede denne Anskuelse nærmere og med sædvanlig Veltalenhed. Jakobe hørte imidlertid slet ikke paa ham. De mange smukke og virkelig følte Ord gled hendes Øre forbi som et tomt Sus. Hun manglede i Øjeblikket aldeles Modtagelighed for disse bekymringsfulde Tanker paa Fremtiden, som hun dog i sin Tid selv havde indgivet ham. (VI,80 / 2,90)

Man skal her bemærke, hvordan forfatteren her betoner, at Pers ord ikke bare er „smukke“, men også „virkelig følte“, men det går altså hen over hovedet på Jakobe — og det på trods af at hun selv har indgivet Per disse tanker!
Man kan vist vanskeligt forestille sig en mere klar tilkendegivelse fra forfatterens side med hensyn til, hvor hans sympati ligger i denne konfrontation.
Diskussionen fortsætter nogen tid senere, og her hævder Per igen med indignation, at man dog ikke bør sælge både sin sjæl og sin krop for at erhverve sig „navn, ære, rigdom osv.“, og igen giver det forfatteren anledning til at afsløre Jakobes dobbeltbundethed for læseren:

Jakobe var bleven lidt urolig under denne Tale. Skønt det i Grunden var hendes egne Ord ja netop dem, hvorom hun havde drømt, at han engang vilde gøre dem til sine, opskræmte de hende nu, da hun hørte dem af hans Mund. Men hun havde jo i Mellemtiden ogsaa selv til en vis Grad ændret sine Meninger om de sande Livsværdier. (VI,99 / 2,102)

Her siger forfatteren altså lige ud, at Jakobe — som håner Per for at svigte sine drømme — selv svigter sine egne idealer, endda netop dem, hun tidligere har været med til at vække i Per!
Det gør hun nu virkelig også konsekvent. Da Per fastholder, at det er „egennytte, forfængelighed, brutalitet, herskesyge osv.“, der driver hele samfundslivet, hævder Jakobe i stedet, at det jo „nu engang er de drivkræfter, der fører menneskene og verden fremad“, hvorfor de vel heller ikke kan være „slet så fordømmelige, som man gerne gør dem til“. (VI,100 / 2,102)
Som nævnt bestod hendes kærlighed til Per i starten også kun i den seksuelle tiltrækning, indtil hun kom til at se ham som den store omstyrter og hævner, der skulle lave om på tingene. Det er da også karakteristisk, at Jakobe intet blik har for det, der er det allermest karakteristiske ved Per, som Pontoppidan skildrer ham, nemlig hans gradvise udvikling på alle mulige felter, dvs. hans dannelse. Da Per kommer hjem fra en rejse og imponerer alle andre ved sit ændrede væsen, er Jakobe direkte skuffet:

Det beherskede, næsten stilfærdige, der havde været over hans Optræden den foregaaende Dag, og som Forældrene havde været saa glade for, tilfredstillede slet ikke hende. Hun havde lært at elske ham som den Vildbjørn, han var, da hun første Gang saae ham, ... Hun havde været vant til, naar de var sammen med andre, at sidde med Hjertet i Halsen af Angst for, at han skulde vække Anstød og udfordre Forargelsen, – og hun ønskede sig slet ikke befriet for dette lille Martyrium. ...

Det indblik, forfatteren her giver læseren i arten af Jakobes kærlighed, lader han til sidst munde ud i denne psykologiske pointe:

... Hun havde overhovedet ondt ved at forlige sig med, at nu ogsaa alle andre skulde kunne forstaa ham og fatte hans Værd. Der var heri – uden at hun selv forstod det – noget af en hemmelig Frygt for, at hun skulde komme til at elske ham mindre, naar han ikke længer var Offer for Miskendelse. (V,155 / 2,28)

Da diskussionen med Per efter hans afvisning af konsortiet går i hårdknude, og det viser sig, at Jakobe er helt uden forståelse for, hvad der i det hele taget betyder noget for Per, ender diskussionen da også med, at hun kun har det seksuelle at falde tilbage på:

Da han endelig sluttede og til Tegn paa deres Forsoning bad hende om et Kys, hørte hun ham derimod straks. Hurtig løftede hun Hovedet og rakte ham sin Mund som en Vansmægtende, der ikke har Tanke for andet end at slukke sin Tørst. (VI,80 / 2,90)

Hele sagen munder ud i, at Max Bernhardt selv afslører sit oprindelige dobbeltspil. Han var kun på skrømt gået ind på Pers projekt, nemlig for at modarbejde et andet, der var under opsejling, men da chancen kommer for at komme med på den anden vogn, griber han den straks. — Det giver Per en kærkommen triumf over for Jakobe:

„Vil du nu indrømme mig, at din Hr. Max er en samvittighedsløs Bandit, og at det var et Held, jeg itide fik Færten af hans Rævekage. Jeg havde ellers nu staaet der pænt som en afblanket Nar! … Nej, det er, som jeg siger, der maa rejses en Bevægelse herhjemme for at udrydde den Slags Skadedyr af det offenlige Liv. Ellers gaar tilsidst al Hæderlighed tilbunds i Uføret.“
Det rykkede i Jakobe; men hun opgav at svare. ... (VI,103 / 2,101)

Situationen er uhjælpeligt gået i hårdknude, og medens Per fortsætter sin indre udvikling under et ophold i Jylland, bliver Jakobe kun stadigt kampberedt på sit standpunkt. I et brev til Per bekender hun således åbent, at hun har skiftet mening, og at hun nu endog vil forsvare en egenskab som forfængelighed:

Herregud, denne stakkels Rest af vor Stolthed, skal nu ogsaa den mistænkeliggøres? Jeg har ganske vist selv engang været revolutionær paa det Punkt; men jeg er med Aarene bleven mere nøgtern. Mit Syn paa Menneskene bliver i det hele mere og mere gammeldags. Om det saa er saa foragtede Ting som Ordner og Titler, begynder jeg at begribe saadanne Naragtigheders Betydning for Menneskehedens Vel. Det kan jo tidt være helt opbyggeligt at iagttage den Virksomhedsaand, der kan vaagne i en Stymper af en Mand, naar der aabner sig Udsigt for ham til et Ridderkors. (VII,62 / 2,176)

Ja, Jakobe havde gerne set sin Per med ridderkors, og i hendes øjne er alle hans forsøg på at retfærdiggøre sig kun en besmykkelse af, at han er „en stymper af en mand“.

Som støtte for antagelsen af Jakobe som Pontoppidans helt og talerør henviser man bl.a. til et brev af Pontoppidan, hvori han om titlen Lykke-Per siger:

Titlen skal ingenlunde forstås ironisk. Men hans skæbne bliver i en vis forstand tragisk, fordi den lykke, han har attrået og virkelig fundet, ikke passer for ham; han har ikke hjemme i de regioner, hvori Jakobes kærlighed fører ham op.
Brev til Georg Brandes 11. januar 1900

Dette brev fremhæves som „vigtigt“ af Flemming Berhrendt, formanden for Henrik Pontoppidan-Selskabet, som netop også hører til dem, der har en forkærlighed for Jakobe og ser hende som „den højestflyvende af de to med den gumpetunge og bredbagede Per i luftstrømmen bag sig på deres fælles „ørneflugt““ (Flemming Behrendt: Pontoppidans jøder. Foredrag 2014, www.henrikpontoppidan.dk). — Men når Pontoppidan skriver, at Per ikke har hjemme i de regioner, Jakobe vil have ham op i, kan det kun forstås som pontoppidansk ironi — med hentydning til ridderkorset!

Når man vil gøre Jakobe til Pontoppidans heltinde, ja ligefrem hans talerør, kræver det ikke bare en fordrejning af kendsgerningerne, men direkte usande påstande, som det følgende kan være et eksempel på:

Gennem Jakobe tager fortælleren stilling for det amoralske magtmenneske i Bernhardts skikkelse. Jakobe forsvarer Bernhardts handlinger som gavnlige for samfundets dynamik og har i diskussionen kun den gennemskuet hykleriske Per som modstander. Nogen moralsk fordømmelse af Bernhardt vil ikke kunne findes i romanen.
Jørgen Moestrup: Lykke-Per og Nietzsche; in: Ahnlund: Omkring Lykke-Per s. 296

Ifølge en anden fortolker, Børge Kristiansen, har Moestrup med denne påvisning været „både den første og den hidtil eneste, der har vurderet Jakobe rigtigt“, men ikke desto mindre er argumentationen, at der i romanen ikke findes nogen fordømmelse af Bernhardt, en direkte usand påstand. Hvad Pontoppidan nemlig oplyser læseren om, er nemlig nok, at Max Bernhardt var en dygtig forretningsmand, men:

Til Gengæld indrømmede hans Venner i Almindelighed uden Forsøg paa Modsigelse, at han var tom som en ormædt Nød paa det Sted, hvor Samvittigheden skulde haft Plads, og at han med koldt Blod prisgav ethvert højere Hensyn for sine personlige Formaal. (V,26 /1,384)

Dersom man ikke hører den moralske fordømmelse i dette, må det være, fordi man ikke vil høre det. Den er ikke mindre et senere sted, hvor det siges, at for Bernhardt gik alt ud op „magtbesiddelse“ (V,26 /1,384), og her mindes læseren samtidig om, hvordan det tidligere er blevet sagt om Jakobe, at udsigten til „storhed og magtbesiddelse“ altid havde „haft noget fristende“ for hende. (III,30f / 1,224).
Det samme kan man ikke sige om Per; til gengæld tyder alt på, at han har forfatteren bag sig med den trosbekendelse, han afgav i den skildrede diskussion med Jakobe, og han skal derfor få det sidste ord:

Han var bleven ganske klar over, at om der skulde være Haab om Sejr for Frisind og Fremsyn i Danmark, maatte der ganske andre Kræfter frem i første Linje, Mænd i Ordets sande Betydning, alvorlige og højsindede Naturer, der løftede deres Livsmaal en Smule op over Døgnets vilde Jagt efter Penge, Kvinder eller personlig Udmærkelse. Han udviklede denne Anskuelse nærmere og med sædvanlig Veltalenhed. Jakobe hørte imidlertid slet ikke paa ham. De mange smukke og virkelig følte Ord gled hendes Øre forbi som et tomt Sus. Hun manglede i Øjeblikket aldeles Modtagelighed for disse bekymringsfulde Tanker paa Fremtiden, som hun dog i sin Tid selv havde indgivet ham. (VI,80 / 2,90)

Se evt. Lykke-Per som "den ny tids menneske"

Til sidens top

Til forside

Lykke-Per

Førsteudgaven. 2019

B