Akademi Udgivelser Forside Kontakt

Pontoppidan om Goethe

Som vist i artiklen Pontoppidan og Lykke-Per, er der al mulig grund til at forstå romanen om Lykke-Per som et led i Pontoppidans egen „selvopdragelse“ og som et bevidst udtryk for Pontoppidans eget „livssyn“, som han også ønsker at „bibringe læseren“. Det udelukker dog ikke, at han selv nåede frem til dette livssyn under påvirkning af andre forfattere; og ikke mindst er der god grund til den antagelse, at han var sig sin gæld bevidst til Tysklands „digterfyrste“, Johann Wolfgang Goethe (1749-1832).
At Goethes navn i Lykke-Per nævnes hele fire gange, hver gang med den største respekt, er ikke nogen tilfældighed. I to af tilfældene er det Pers forlovede, Jakobe, der viser sig som stor beundrer af Goethe, bl.a. hvor hun studerer fysik for at følge Per og til sin overraskelse opdager, at lærebogen betager hende „som i sin tid et tankedigt af Goethe“ (V,22 / 1,341).
At hovedpersonen selv læser Goethe, får vi dog ikke at vide, i hvert fald ikke direkte, men til gengæld „drømmer“ han på en måde, som afslører ham for enhver Goethe-kender. Per har tidligt fostret planen til et dristigt ingeniørprojekt, der ikke bare skal revolutionere skibsfart og samfærdsel i Danmark, men i det hele taget sætte Danmark på verdenskortet:

  • Når tuschpennen gled hen over det hvide papir, så han gerne sig selv stå som en anselig — støvet og solbrændt — skikkelse på et eller andet ophøjet punkt i terrænet, hvorfra han — ligesom en feltherre — ledede mægtige arbejderkolonners bevægelser. Han så i ånden tusinde hakker og skovle blinke i solen, følte med fryd tusinde stridige viljer samlede i hans hånd. Han så dale fyldes og høje jævnes med jorden på hans bud og hørte for sit øre drønet af minerne, når de rystede selve jordens grundvold ved et tryk af hans finger. (II,18f / mgl.).

Ingen, der har læst Goethes berømte drama om Faust, vil være i tvivl om oprindelsen til det billede, Per her forestilller sig. Det svarer nemlig umiskendeligt til en tilsvarende scene hos Goethe, hvor gudsfornægteren Faust ender sin sagnomspundne løbebane. Det gør han som driftig nyskaber og ingeniør — netop hvad Per drømmer om at blive — og kort før sin død har han følgende replik, som Pers udtalelse tydeligvis er en genklang af:

  • Til arbejd’ op, I svende, mand for mand!
    Bring mig min tankes storværk rask i stand.
    Tag straks jert værktøj fat, brug skovl og spade
    og gennemgrav den mærkesatte flade!
    På rigtig ordning, ivrig flid,
    skal følge lønnens skønne tid;
    til rigest dåd, som herligst man fuldender,
    én ånd er nok for tusind hænder.
    (Goethe: Faust, 1832, v. 11503-11510; fork. udg. ved Preben Lilhav, 2000, 2. udg. 2008 s. 193)

Per taler ganske vist om „hakker og skovle“ i stedet for „skovle og spader“, men hans fryd ved tanken om at samle „tusinde stridige viljer“ i sin hånd er umiskendeligt en genklang af Fausts forsikring hos Goethe, at „én ånd er nok for tusind hænder“.
At Goethes Faust hørte til Pontoppidans forudsætninger for Lykke-Per, må dermed stå fast; men endnu vigtigere var dog uden tvivl Goethes roman Wilhelm Meisters læreår. Den unge mand, der er hovedperson i denne roman, minder ikke så lidt om Pontoppidans „Lykke-Per“, og også han har sit eget „selv“ for øje som det store mål:

  • For at sige dig det med ét ord: At uddanne mig selv, helt som jeg er til, det var dunkelt fra min ungdom mit ønske og mål.
    Goethe: Wilhelm Meisters Lehrjahre, 1796; HA 7,290; MA 5,288; se evt. min: Goethe og Schiller, 2004, s. 235

Goethes Wilhelm Meister blev i det følgende århundrede det store forbillede for utallige „dannelsesromaner“ i den europæiske litteratur, og Pontoppidans Lykke-Per hører nok til dem, der bedst kan tåle at sammenlignes med forbilledet. At Goethe indtager en helt særlig position i Pontoppidans univers, er i alle fald åbenlyst nok. Goethe er ifølge Pontoppidan intet mindre end „den moderne kulturs fader“ (Brev til Georg Brandes 4. januar 1915), og tilsvarende kan Pontoppidan også betegne sig selv som en „goethedøbt“ (Brev til Georg Brandes 23. november 1909).

Goethes unikke status for Pontoppidan kommer bl.a. frem, når han et sted udnævner Goethes selvbiografi, Digtning og sandhed, til at være den „klassiske vejledning til selvopdragelse“ (Brev til Martin Andersen Nexø 15. november 1932). Dette viser direkte videre til Pontoppidans Lykke-Per, som et sted også taler om den „strenge og oprigtige selvopdragelse, på hvilken han allerede i nogen tid af egen drift havde beflittet sig“ (VII, 99 / 2,176); men det fører også direkte tilbage til Pontoppidan selv, der — som allerede nævnt — i et brev fortæller, at hele hans egen skribentvirksomhed „først og fremmest“ har været ham et „middel til selvopdragelse“.
Han slog også gang på gang fast, at hans forfatterskab fra først til sidst var „et ganske privat opgør med mig selv“ (Brev til Inger Holt 10. februar 1936) — og uden tvivl trådte han dermed helt bevidst i sporet efter Goethe, som i sin berømte selvbiografi bekendte, at alt, hvad han havde skrevet, kun var „brudstykker af én stor konfession“ (Goethe: Digtning og sandhed, II, 1812, 7. bog; HA 9,283; MA 16,306.).
Måske det vægtigste udtryk for Goethes position i Pontoppidans univers er en udtalelse, han i sine erindringer tillægger vennen Schaff, men som han selv stadfæster ved at videregive den uden forbehold. Det er en bemærkning fra Goethes Samtaler med Eckermann, hvori — som Pontoppidan selv siger det — „selve Goethe“ erklærer det som det højeste mål for en sand digter, at man kan skrive „en mandig stærk og klar prosa“. At dette også var Pontoppidans eget ideal som forfatter, foreligger der mange vidnesbyrd om, så der er al mulig grund til også at notere sig hans følgende kommentar hertil:

  • Men dertil krævedes, at man havde et budskab at bringe menneskeheden, at man med andre ord var en forkynder.
    Hamskifte 1936 s. 141, Erindringer 1962, s. 141

Pontoppidan lader selv sin Lykke-Per optræde som forkynder, og selv om Per ender med at indtage en mere beskeden rolle, er det måske ikke ensbetydende med, at Pontoppidan selv også gjorde det.

Pontoppidan om Grundtvig

B