Akademi Udgivelser Forside Kontakt

Pontoppidan om Kierkegaard

Til forudsætningerne for Pontoppidans Lykke-Per og hans kongstanke om at „blive sig selv“ hører uden tvivl også Søren Kierkegaard (1813-1855), som tilsyneladende hyldede netop den samme tanke i sin berømte Enten-Eller. Selve den nu så berømte parole enten-eller betød for Kierkegaard det valg, hvormed man vælger „sig selv“, og det skildrer han som en skelsættende oplevelse:

  • Når da alt er blevet stille omkring én, højtideligt som en stjerneklar nat, når sjælen bliver ene i den hele verden, da viser der sig lige over for den, ikke et udmærket menneske, men den evige magt selv, da skiller himlen sig ligesom ad, og jeget vælger sig selv, eller rettere, det modtager sig selv. ...
    Kierkegaard: Enten-Eller II, SV3 3,166; SKS 3,172.

Det kan her bemærkes, at Kierkegaard også i sin ungdom havde læst Goethe med stor begejstring, ikke mindst Wilhelm Meisters læreår. I en dagbogsoptegnelse taler han om „det fuldendte totalindtryk, denne roman udøver måske fremfor nogen anden“ (Pap. I C 73, marts 1836; Notesbog 3, SKS 19,102), og senere hyldede Kierkegaard også i sin disputats fra 1841 Goethe som den, der selv havde virkeliggjort sin dannelsestanke:

  • Derved var det, at Goethes digtereksistens var så stor, at han fik sin digtertilværelse til at kongruere med sin virkelighed.
    Om Begrebet Ironi, 1841, SV3 1,327; SKS 1,353

Man kan da også pege på visse formuleringer i Enten-Eller, der kunne tydes i retning af Goethes dannelsestanke — som f.eks. denne:

  • Den, der etisk har valgt og fundet sig selv, han har da sig selv bestemt i hele sin konkretion. Han har sig da som et individ, der har disse evner, disse lidenskaber, disse tilbøjeligheder, disse vaner; der står under disse ydre indflydelser, der påvirkes i én retning således, i en anden således. Her har han da sig selv som en opgave, således at denne nærmest er den at ordne, danne, temperere, opflamme, tilbagetrykke, kort at tilvejebringe en ligelighed i sjælen, en harmoni, der er de personlige dyders frugt.
    Enten-Eller II, SV3 3,242; SKS 3,250

Kierkegaards anliggende var dog et ganske andet end ideen om „dannelse“.

  • Skulle det kristelige være dannelse, så måtte det da blive karakter-dannelse, eller dannelse til at være karakter. Og således forstår jeg det også for en del. Her vil så også blive plads for selvfornægtelse, forsagelse, dødelse, kun ikke i den ekstravagante forstand, som når man hudflettede sig selv i klosteret.
    Pap. X,3 A 588, 1850; SKS 24,89

Dannelse var for Kierkegaard „verdslighed“ — „kristendommen derimod fordrer selvfornægtelse“ (Christelige Taler, 1848, SV3 13,214f; SKS 10,235), og det havde han også selv efterlevet ifølge hans selvbiografi:

  • Kun den, der ved sig selv forstår, hvad sand selvfornægtelse er, kun han kan løse min gåde, og se, at det er selvfornægtelse.
    Synspunktet for min Forfattervirksomhed, SV3 18,83; SKS 16,13

Som vi skal vende tilbage til, viser det sig også ved en nærlæsning af Enten-Eller, at dette værks ide om at „blive sig selv“ i realiteten også handler om at fornægte sig selv, og efter alt at dømme blev Pontoppidan også tidligt klar over, at dette var Kierkegaards anliggende.

Man ved, at Pontoppidan studerede Kierkegaard i en årrække forud for Lykke-Per, nemlig i forbindelse med den foregående store roman, Det forjættede Land. Heri omtales Kierkegaard også direkte med navns nævnelse, men det er dog på en måde, der ikke tyder på, at Pontoppidan havde fundet positiv inspiration hos ham. Af en vis Pastor Petersen, og efter alt at dømme med forfatterens fulde tilslutning, bliver han nemlig omtalt på denne måde:

  • Jeg vil da for det første fortælle Dem, — hvad De måske vil have lidt ondt ved at forstå — at også jeg engang i mine unge dage har siddet og gransket mig svedt og svimmel i Mester Eckehart, Johan Tauler, Søren Kierkegaard og hvad nu alle de andre kanoniserede saltomortale-akrobater hedder, som i gamle og nye tider har gjort et nervøst publikum hovedørt.
    Pontoppidan: Det forjættede Land, 1898, 6. udg. 1920 s. 392

Hvad der menes med udtrykket „saltomortale-akrobat“ i forbindelse med Kierkegaard, skal vi vende tilbage til; men at denne omtale i Det forjættede Land udtrykte Pontoppidans egen mening om Kierkegaard, er der klare beviser for. I 1930 skrev Pontoppidan således i en avisartikel, at Kierkegaard „i al slags klosterlig formumning glorificerede sig selv som Kristi enbårne søn“ (Randgloser til et og andet i Tiden. Flensborg Avis 27. nov. 1930, stk. 8) — og som vi nu straks vil få at høre, kunne Pontoppidan også i sine erindringsbøger affærdige Kierkegaard som en „mørkemand“ og „religiøs selvplager“.

Pontoppidans utvetydige affærdigelse af Kierkegaard fremkom i en bemærkelsesværdig sammenligning mellem Kierkegaard og Nietzsche, første gang i Familieliv fra 1940, hvori Pontoppidan fortæller om, hvordan han har anskaffet sig alle Nietzsches værker — og med stort udbytte:

  • For hvert bind, jeg læste, voksede Nietzsche i mine øjne. Jeg måtte indrømme, at han virkelig var en nyskabende ånd, en ånd med stormfuglevinger i sammenligning f. eks. med Kierkegaard, hvis kritik af tiden og dens mennesker gennemgående havde forekommet mig ret småsindet, og hvis højt beundrede stil alt for ofte fik mig til at tænke på hans sørgmodige navn med dets mindelser om død og grav.
    Familjeliv, 1940, s. 80f, Erindringer, 1962, s. 221

At det for Pontoppidan var magtpåliggende at fremhæve forskellen mellem Nietzsche og Kierkegaard, viste sig med den forkortede udgave af erindringerne, som Pontoppidan udgav i 1943, og hvor han gav udtalelsen om Nietzsche denne form:

  • Jeg måtte indrømme, at han virkelig var en nyskabende ånd, en ånd med stormfuglevinger. Hyppigt under læsningen sammenlignede jeg ham med vor egen filosofiske berømthed, mørkemanden med det for en religiøs selvplager så karakteristiske navn Kierkegaard.
    Undervejs til mig selv, 1943 s. 156f.

I modsætning til overvurderingen af „mørkemanden“ Kierkegaard ser Pontoppidan det som fuldt berettiget, at Nietzsche har fået plads blandt „verdensliteraturens store navne“, se herom Pontoppidan og Nietzsche

Pontoppidan om Goethe
Pontoppidan om Grundtvig

Se evt.:

Lykke-Per

*

Lykke-Per

Førsteudgaven. 2019

*

Debat om Lykke-Per

B