}
Akademi Udgivelser Forside Kontakt

Pontoppidans utvetydige anerkendelse af Nietzsche fremkom første gang i Familieliv fra 1940, hvori Pontoppidan fortæller om, hvordan han har anskaffet sig alle Nietzsches værker — og med stort udbytte:

  • For hvert bind, jeg læste, voksede Nietzsche i mine øjne. Jeg måtte indrømme, at han virkelig var en nyskabende ånd, en ånd med stormfuglevinger i sammenligning f. eks. med Kierkegaard, hvis kritik af tiden og dens mennesker gennemgående havde forekommet mig ret småsindet, og hvis højt beundrede stil alt for ofte fik mig til at tænke på hans sørgmodige navn med dets mindelser om død og grav.
    Familjeliv, 1940, s. 80f, Erindringer, 1962, s. 221

At det for Pontoppidan var magtpåliggende at fremhæve forskellen mellem Nietzsche og Kierkegaard, viste sig med den forkortede udgave af erindringerne, som Pontoppidan udgav i 1943, og hvor han gav udtalelsen om Nietzsche denne form:

  • Jeg måtte indrømme, at han virkelig var en nyskabende ånd, en ånd med stormfuglevinger. Hyppigt under læsningen sammenlignede jeg ham med vor egen filosofiske berømthed, mørkemanden med det for en religiøs selvplager så karakteristiske navn Kierkegaard.
    Undervejs til mig selv, 1943 s. 156f.

I modsætning til overvurderingen af „mørkemanden“ Kierkegaard ser Pontoppidan det som fuldt berettiget, at Nietzsche har fået plads blandt „verdensliteraturens store navne“:

  • Hans forkyndelse med dens dristige krav til personligheden har ikke mindst haft betydning for hans eget land. ... dette nye Tyskland, hvis åndelige fader han i virkeligheden har været og også stadig må anerkendes for.
    Familjeliv, 1940, s. 81, Erindringer, 1962, s. 222

I Lykke-Per optræder Nietzsche ikke med navns nævnelse — til forskel fra Kierkegaard — men til gengæld er det ikke for meget sagt, at romanen som helhed er et værk i Nietzsches ånd.

Lykke-Per handler om en præstesøn, der ikke kan finde sig i det kristne univers, men hårdnakket insisterer på at finde sin egen vej. Ligesom Pontoppidan selv vælger han altså „selverkendelsens og selvforløsningens vej“, og Pontoppidans forbillede for denne ensomme opgave var uden tvivl Nietzsche mere end nogen anden. Som vi netop hørte, så Pontoppidan frem for alt Nietzsches storhed i dennes „dristige krav til personligheden“, og netop ordene selverkendelse og selvforløsning skrev Pontoppidan efter alt at dømme med følgende Nietzsche-sted i tankerne:

  • Var fejltagelsen og fantasiens forvildelse det eneste middel, gennem hvilket menneskeheden gradvist formåede at hæve sig til denne grad af selvoplysning og selvforløsning — hvem turde da ringeagte disse midler?
    Menschliches, Allzumenschliches 1878, nr. 107, KSA 2,105; se evt. min: Nietzsches kamp mod døden, 2011 s. 64.

Paradoksalt nok forbinder Pontoppidan dog ikke kun Nietzsche med ideen om „selvforløsning“, men også med en tilsyneladende modsat tanke, nemlig at mennesket bliver „ført“ — en tanke, Pontoppidan første gang kommer ind på i et brev fra 1931:

  • Hvad ved vi, når det kommer til stykket, om os selv ud over, hvad vi har tilstræbt med den enkelte bog? Sammenhængen aner vi som regel kun lidt om før bagefter, når sandheden af Augustinus’ valgsprog Trahimur, „vi føres“, går op for os. Dog tror jeg det rigtigt, når De antyder i Deres dom over mig, at det mere er personlighedens udvikling end digterevnens, der karakteriserer min betydning.
    Brev til Dina Lea 6. september 1931

Man bemærker her, hvordan Pontoppidan — ligesom Nietzsche — ser personlighedsudviklingen som sit hovedanliggende; men han påberåber sig altså her kirkefaderen Aurelius Augustinus (354-430) for tanken „Vi føres“. Den skulle ifølge Pontoppidan altså have været Augustins valgsprog, på latin „Trahimur“, men rigtigheden af denne påstand har faktisk ikke ladet sig påvise. For Pontoppidan stod forbindelsen dog åbenbart fast, idet han henviser til den igen i sine erindringer to år senere:

  • Det ord Trahimur, som Augustin gjorde til sit valgsprog og lod indgravere i sit signet, kendte jeg naturligvis ikke dengang, og jeg ville vel heller ikke have forstået den erfaring om livet, som det udtrykker. Vi føres. Stik imod vore egne ønsker og forhåbninger, ja mangen gang på trods af den sejeste, den selvherligste vilje, narres eller nødes vi skridt for skridt til at opfylde vort livs bestemmelse, som måske først bliver os åbenbar ved vejens ende.
    Drengeår, 1933, s. 121, Erindringer, 1962, s. 53

Om Pontoppidan nu har ret i at påberåbe sig Augustin for trahimur-ideen eller ej, så må man virkelig undre sig over, at han insisterer på sammenhængen; for i Augustins forståelse er det „Gud“, mennesket bliver ført af, og det var bestemt ikke Pontoppidans mening. Det lod han selv tydeligt komme frem, da han ti år senere i en ny udgave af erindringerne præsenterede trahimur-ideen i denne form:

  • Jeg kendte endnu ikke det ord „trahimur“, som Augustin lod indgravere i sit signet og gjorde til sit valgsprog. Og om jeg også havde kendt det, ville jeg ikke dengang have forstået, hvilken livserfaring det rummer. Vi føres. Ofte stik imod vore hedeste ønsker, ja på trods af den selvherligste vilje opfylder vi, hvad der er bestemt og måske ikke bliver os klart, før ved livets afslutning. Nietzsche må åbenbart også have kendt noget dertil: I fortalen til hans store værk: Menschliches, Allzumenschliches hedder det: „Vor bestemmelse regerer over os, før vi kender den. Det er fremtiden, der uden vort vidende styrer øjeblikkets liv.“
    Pontoppidan: Undervejs til mig selv 1943, 2. oplag 1954, s. 161 — Nietzsche-citatet fra Menschliches, Allzumenschliches, 1878, Fortale til 2. udg. 1886 par. 7, KSA 2,21: Unsre Bestimmung verfügt über uns, auch wenn wir sie noch nicht kennen; es ist die Zukunft, die unserm Heute die Regel giebt..

Hvor sammenkædningen af trahimur-ideen med Augustin var uforståelig, da falder alt til gengæld på plads ved sammenkædningen med Nietzsche. Når Nietzsche i det anførte citat taler om „vor bestemmelse“, handler det om et gennemgående grundmotiv i hans tænkning, som han har utallige udtryk for, men oftest omtaler som sin „opgave“:

  • Dette skjulte og herskesyge noget, som vi længe intet navn har for, indtil det sluttelig viser sig som vor opgave — denne tyran i os tager en skrækkelig hævn for ethvert forsøg, vi gør på at vige uden om eller undvige den, ...
    Fortale til nyudgivelsen af Menneskeligt-altformenneskeligt II, 1886, KSA 2,373; se evt. min: Den sene Nietzsche, 2013, s. 392.

Hvad nu Nietzsches opgave angår, så var den i det væsentlige identisk med den, Henrik Pontoppidan så sig stillet overfor. Begge var de præstesønner, men for begge blev deres fædres kristendom et problem. Fælles for dem var det dog også, at de i deres kritik af kristendommen ikke uden videre forkastede den som en fejltagelse, der blot skulle afskaffes til fordel for et ateistisk standpunkt. Derimod stod det for både Nietzsche og Pontoppidan fast, at kristendommen havde haft sin berettigelse, ja at den ved sin historiske fremkomst havde udgjort et hidtil uhørt højdepunkt i menneskets åndelige udvikling. Ikke desto mindre var det dog en åbenlys kendsgerning for begge, at kristendommen i deres samtid havde udspillet sin rolle, men det store spørgsmål var det nu, hvad der skulle træde i stedet.
Dette spørgsmål var for Nietzsche den „opgave“, han brugte sit liv på, men det var det på samme måde for Pontoppidan; og hos dem begge vil vi se, at de fulgte Goethe i den forståelse af problemet, vi tidligere hørte ham anlægge i de to romaner om Wilhelm Meister, og at det nye og højere mål for mennesket skulle findes i en ny forståelse af menneskets sande „selv“.
Det skal vi se nærmere på i det følgende, og her skal forbindelsen mellem Nietzsche og Pontoppidans Lykke-Per blot anslås med et fælles grundtema. I Nietzsches sene kampskrift Antikrist finder man dette voldsomme angreb på kristendommen:

  • Parasitismen som kirkens eneste praksis; idet den med sit blegsots-, sit „helligheds“-ideal opsuger alt blod, enhver kærlighed, ethvert håb til livet; det hinsidige som vilje til fornægtelse af enhver realitet; korset som kendetegn på den mest underjordiske sammensværgelse, der nogensinde har eksisteret — mod sundhed, skønhed, velskabthed, tapperhed, ånd, sjælens godhed, mod livet selv . . . .
    Nietzsche: Antichrist KSA 6,252f; se evt. min: Den sene Nietzsche, 2013, s. 257

Det er forståelsen af kristendommen som „underjordisk“, man her skal bemærke. Det er nemlig ikke bare et gennemgående motiv hos Nietzsche gennem hele forfatterskabet, men det er på samme måde et centralt ledemotiv gennem hele romanen om Lykke-Per. — Heri oplever Per Sidenius sin kristne herkomst på denne måde:

  • Og virkelig havde han heller aldrig saa stærkt som i dette øjeblik følt, at han ikke hørte hjemme dernede i den halvmørke, beklumrede stue, hvor hans fader og søskende nu sad midt i vinternattens eventyrpragt og sang salmer og bad bange bønner — en slags underjordiske, blinde for lysets glans, fulde af gru for livet og dets herlighed. (I,37 / mgl.)

Hvordan Per Sidenius kommer til rette med sit forhold til den kristendom, han her reagerer så voldsomt på, skal vi senere se. Nu er det jo dog almindeligt kendt, at han på et tidspunkt i romanen indtager en mere forsonlig holdning til sin fædrene tro, hvilket markeres ved hans ægteskab med en præstedatter. Lige så kendt er det, at Per ved slutningen af bogen forlader kone og børn og lever resten af sit liv som ensom eremit ved den jyske vestkyst. Dette bliver i reglen uden videre forstået derhen, at Per falder lige lukt tilbage i den radikale — eller „underjordiske“ — religiøsitet, han forsøgte at frigøre sig fra, men det er dog nok en overfladisk forståelse.
Når Pontoppidans romanhelt ender med at finde sig selv i ensomheden, er det efter alt at dømme Nietzsche, der er Pontoppidans store forbillede. Ligesom Per valgte Nietzsche helt bevidst ensomheden; men lige så lidt som Per gjorde han det ud fra en kristen tankegang — som det bl.a. ses af denne aforisme:

  • At give afkald på verden uden at kende den, ligesom en nonne — det giver en ufrugtbar, måske tungsindig ensomhed. Det har intet til fælles med ensomheden i tænkerens vita kontemplativa [det betragtende liv] dersom han vælger det, vil han på ingen måde give afkald; tværtimod ville det for ham være afkald, tungsindighed og en undergang af ham selv at måtte holde ud i vita practica [det virksomme liv]. Det giver han afkald på, fordi han kender det, fordi han kender sig selv. Således springer han i sit eget vand; således vinder han sin egen munterhed.
    Morgenröte, 1881, par. 440, KSA 3,269; se evt. min: Nietzsches kamp mod døden, 2011 s. 254

Aforismen hører til dem, Pontoppidan noterede sig på en lille bevaret seddel (Ahnlund: Omkring Lykke-Per, 1971, frontispiece),og den bør man nok have i erindring i forbindelse med Lykke-Pers „afkald på verden“.
Det er ikke noget tilfælde, at aforismen stammer fra Nietzsches tidlige periode, før han trådte frem med digterværket Således talte Zarathustra med dens rabiate forkyndelse af „Guds død“ og „Overmennesket“. Vi skal senere se på baggrunden for denne kovending i Nietzsches udvikling, og her skal det blot noteres, at Pontoppidan ikke brød sig så meget om denne side af Nietzsche. Han fortæller selv, at Nietzsche blev et problem for ham på grund af „de mange selvmodsigelser“, han havde fundet hos ham (Brev til Carl Roos 17. oktober 1937). — Det skrev han til Professor Carl Roos, der havde udgivet en bog om Nietzsche; men Pontoppidan kunne dog senere vende tilbage med en bemærkelsesværdig taknemlighed:

  • Ganske vist er min interesse for Nietzsche ikke helt den samme nu som i mine yngre dage. Endogså i „Also sprach Zarathustra“ — i hvert fald i bogens sidste afsnit — finder jeg for megen hysterisk larm. Men også i sine syge øjeblikke formår Nietzsche jo tit at fængsle, og jeg nægter ikke, at jeg under læsningen af Professorens sidste, så indgående fremstilling af hans liv og tankeverden ofte har følt mig greben af mine gamle følelser for ham. Hvem ved? Måske kan jeg en dag påny regne mig blandt hans tilhængere.
    Brev til Carl Roos 19. december 1940

Dette taler sit tydelige sprog om den betydning, Nietzsche havde haft for Pontoppidan fyrre år tidligere, da han skrev Lykke-Per.

Se evt.:

Lykke-Per

*

Lykke-Per

Førsteudgaven. 2019

*

Debat om Lykke-Per

Pontoppidan om Goethe
Pontoppidan om Grundtvig

B