Akademi Udgivelser Forside Kontakt

Pontoppidan og Schopenhauer

I litteraturen om Pontoppidan hævdes det ofte, at han skulle være påvirket af den tyske filosof, Arthur Schopenhauer (1788-1860). Således hævdes det bl.a. at et indslag i Lykke-Pers dagbog skulle være et direkte citat fra Schopenhauer. Dette gælder f.eks. Jørgen Moestrup: Lykke-Per og Nietzsche, (in: Ahnlund: Omkring Lykke-Per, 1971, s. 292-322), hos hvem man s. 313 kan læse dette:

  • Pontoppidan har nok først læst Schopenhauer via Nietzsche, men Lykke-Per viser dog, at han allerede her er gået til kilden selv. Den berømteste aforisme i romanen stammer fra Schopenhauer.

Til denne påstand er knyttet følgende fodnote:

  • Note s. 321: “Saa blev jeg dog en Verdenserobrer alligevel! Hvert Menneskes Sjæl er et selvstændigt Universum, hans Død en Verdensundergang i det smaa.“ (8,267) jvf. Schopenhauer: Über die Grundlage der Moral, Gesammelte Werke III, s. 728 (Cotta 1960-65): „... dabei nun weiss er völlig gewiss, dass eben jenes über alles wichtige selbst [korrekt: Selbst] dieser Mikrokosmos, als dessen blosse Modifikation oder Akzidenz der Makrokosmos auftritt, also seine ganze Welt untergehn muss im Tode, der daher für ihn gleichbedeutend ist mit dem Weltuntergange.“

Jørgen Moestrups påstand om, at aforismen i Lykke-Per skulle være et direkte citat fra Schopenhauer, viderebringes senere af F.J. Billeskov Jansen, som om Pontoppidans Per siger:

  • ... Og han kan gentage det med et Citat af Schopenhauer: „Ære være min Ungdoms store Drømme! Saa blev jeg dog en Verdenserobrer alligevel! Hvert Menneskes Sjæl er et selvstændigt Universum, hans Død en Verdensundergang i det smaa. Ja, Naturen er rig, Naturen er viis og miskundelig“ (267; Omkring Lykke-Per, 1971, S. 321).

Billeskov Jansens afsluttende henvisning går altså på Moestrups artikel, som om den er fyldestgørende autoritet. Går man dog sagen efter, viser Schopenhauer-stedet sig dog at have en mening, der intet har med Lykke-Per at gøre. Citatet er taget ud af følgende sammenhæng, som her bringes i oversættelse:

Schopenhauer: Über die Grundlage der Moral, s. 727f:

  • Hoved- og grunddrivfjederen i mennesket såvel som i dyret er egoismen, dvs. trangen til at være til og til at have det godt. ... Denne egoisme er i dyret såvel som i mennesket på det nøjeste forbundet med dets inderste kerne og væsen, ja egentlig identisk. ... Egoismen er efter sin natur grænseløs: ... I overensstemmesle med dette gør enhver sig til verdens midtpunkt, relaterer alt, hvad der sker, til sig selv ... Den eneste verden, som hver enkelt virkelig kender, og som man ved af, bærer man i sig som sin forestilling, og derfor er man centrum i denne. Derfor er netop enhver for sig selv alt i alt: man finder sig selv som indehaver af al realitet, og intet kan være vigtigere end én selv. Medens nu ens selv efter ens egen subjektive synspunkt fremstår i denne kollossale størrelse, skrumper det efter det objektive ind til næsten intet, nemlig til omkring en milliardedel af den nu levende menneskehed. Derfor ved man nu fuldstændig sikkert, at netop dette over alt vigtige selv, denne lille verden [mikrokosmos], som hvis blotte modifikation eller accidens den store verden [makrokosmos] fremtræder, altså ens hele verden må gå under i døden, som derfor for én er ensbetydende med verdensundergangen.

Som man ser heraf, forstår Schopenhauer ved ‘selvet“ ganske enkelt menneskets „jeg“, dvs. bevidsthedens centrum, men det har intet med Pontoppidans forståelse i Lykke-Per at gøre, som man vil kunne se her i bogen i kapitlet „Lykke-Per og selvet“.
Moestrups påstand, at „den berømteste aforisme i romanen stammer fra Schopenhauer“, som Billeskov Jansen altså uden videre viderebringer, er ikke bare grundløs, men vildledende. Og da Moestrup ikke har andet bevis for Pontoppidans Schopenhauer-læsning end dette, kan man konkludere, at Pontoppidan aldrig „gik til kilden“, som Moestrup.
Til gengæld tyder alt på, at Pontoppidan læste sin Nietzsche grundigt, og han mærkede sig uden tvivl, at Nietzsche efter sin ungdoms begejstring for Schopenhauer blev klar over, at Schopenhauer kun var kristendommens „underjordiske“ tankegang i en ny version:

  • ... Jeg så som den første den egentlige modsætning — det udartende instinkt, der vender sig imod livet med underjordisk hævntørst ( — kristendom, Schopenhauers filosofi, ... (Ecce homo, 1888, KSA 6,311)

Pontoppidan om Grundtvig

B