Udgivelser Akademi Forside Kontakt

Schopenhauer

En pessimist:

„ ... Tragedien må betragtes og anerkendes som digtekunstens højdepunkt ... og det bør man lægge godt mærke til, at målet for denne højeste poetiske ydelse er fremstillingen af livets skrækkelige side: Vi ser her den ubeskrivelige smerte, menneskehedens jammer, det ondes triumf, tilfældets ironiske herredømme, det retfærdiges og uskyl-diges uundgåelige fald. Heri ligger nemlig et tydeligt vink om verdens og tilværelsens beskaffenhed. Det er viljens evige kamp med sig selv, som her, på det højeste trin af sin objektivitet, udfolder sig i hele sin frygtelighed. ...“ (Verden som vilje og forestilling, 1818/1859; Werke 1,126)

*

Jeget som verdens midtpunkt:

(fejlagtigt forbundet med aforisme i Henrik Pontoppidans Lykke-Per)

[727] Hoved- og grunddrivfjederen i mennesket såvel som i dyret er egoismen, dvs. trangen til at være til og til at have det godt. ... Denne egoisme er i dyret såvel som i mennesket på det nøjeste forbundet med dets inderste kerne og væsen, ja egentlig identisk. ... Egoismen er efter sin natur grænseløs: ... [728] I overensstemmesle med dette gør enhver sig til verdens midtpunkt, relaterer alt, hvad der sker, til sig selv ... Den eneste verden, som hver enkelt virkelig kender, og som man ved af, bærer man i sig som sin forestilling, og derfor er man centrum i denne. Derfor er netop enhver for sig selv alt i alt: man finder sig selv som indehaver af al realitet, og intet kan være vigtigere end én selv. Medens nu ens selv efter ens egen subjektive synspunkt fremstår i denne kollossale størrelse, skrumper det efter det objektive ind til næsten intet, nemlig til omkring en milliardedel af den nu levende menneskehed. Derfor ved man nu fuldstændig sikkert, at netop dette over alt vigtige selv, denne lille verden [mikrokosmos], som hvis blotte modifikation eller accidens den store verden [makrokosmos] fremtræder, altså ens hele verden må gå under i døden, som derfor for én er ensbetydende med verdensundergangen.

    TEMA:
    DIALOG:
    Schopenhauer om Bruno
    Schopenhauer om Spinoza
    Arthur Schopenhauer (1788-1860), tysk filosof, søn af storkøbmand fra Danzig, men fra 1805 alene med moderen, der nu blev forfatterinde i Weimar. — Da sønnen i 1809 fik sin arv, droppede han alle tanker om den handelskarriere, faderen havde ønsket, og kastede sig i stedet ud i omfattende studier, især filosofien (Platon og Kant). Blev dr. phil. i 1813 og forsøgte sig fra 1820 som privatdocent i Berlin, i åbenlys konkurrence med Hegel, men med et lige så åbenlyst nederlag som resultat. — Fra 1833 bosat i Frankfurt a.M., hvor han levede og døde som ensom ungkarl. Indtil begyndelsen af 1850’erne blev hans tanker totalt ignoreret, men han nåede en ganske anselig berømmelse i sine sidste år, bl.a. gennem komponisten Richard Wagner.
    Hovedværk: Verden som Vilje og Forestilling (1819/1844/1859); på dansk i udvalg ved Thomas Mann i serien ‘De store Tænkere’, Martins Forlag 1964.

    B