Akademi Udgivelser Forside Kontakt

Bruno og Spinoza skal her helt holdes udenfor. De står begge for sig selv og alene og tilhører hverken deres århundrede eller deres verdensdel, som lønnede den ene med døden og den anden med forfølgelse og skældsord. Deres kummerlige tilværelse og død i dette Vesterland ligner en tropisk plantes i Europa. Deres sande åndelige hjemstavn var bredden af den hellige Ganges: der ville de have ført et roligt og æret liv blandt ligesindede. — Bruno udtrykker i de følgende vers, hvormed han indleder bogen ‘Della causa, principio et uno’, som han kom på skafottet for, tydeligt og smukt, hvor ensom han følte sig i sit århundrede, og viste samtidig en anelse om sin skæbne, som lod ham tøve med at fremføre sin sag, indtil den drift mod meddelelse, der er så stærk i ædle ånder, overvandt erkendelsen af realiteterne:
...

Den, der læser dette hans hovedværk, så vel som hans øvrige tidligere så sjældne italienske skrifter, der nu gennem en tysk udgave er tilgængelig for alle, vil ligesom jeg finde, at blandt alle filosoffer er det kun ham, der blot nærmer sig Platon med hensyn til den stærke medgift af poetisk kraft og målrettethed ved siden af den filosofiske, og som netop også særligt dramatisk fremviser en sådan. Det fine, åndelige, tænkende væsen, der træder os i møde i dette skrift af ham, skal man tænke sig i hænderne på rå, rasende præster som hans dommere og bødler og takke tiden, der har ført til et lysere og mildere århundrede, således at hans efterverden, hvis forbandelse skulle ramme disse djævelske fanatikere, allerede er samtiden.

Verden som Vilje og Forestilling, 1819, Werke 1,571.

B