Udgivelser Akademi Forside Kontakt

Alkmaion
ca. 540-480 f. Kr., fra Kroton, Syditalien.

Alkmaion fra Kroton (ca. 540-470) var filosof, men også læge, og han kan ikke uden videre indordnes under de egentlige pythagoræere — f.eks. findes der ikke spor af hverken tal-læren eller sjælevandringstanken hos ham — men pythagoræisk er hans grundlæggende tanke om modsætningerne og hans ide om sundhed som ligevægt!

Som læge udmærker han sig især ved sin opdagelse af hjernens centrale betydning for sanselivet, som lægekunstens grand old man, Hippokrates overtog. Det gjorde også Platon, hvorimod Empedokles og Aristoteles m.fl. fastholdt den gamle forestilling om hjertet.

Forestillingen om sjælens udødelighed og planeternes guddommelighed — og især sammenknytningen af disse motiver — synes at være Alkmaions egen, og med dette fik han stor betydning for Platon.

Aristoteles om „de såkaldte pythagoræere“ og Alkmaion:
Det er åbenlyst, at disse tænkere også antager tallet som et første princip, både som det materielle princip for tingene og som konstituerende deres egenskaber og tilstande. Tallets elementer er ifølge dem det ulige og det lige. Af disse er det første begrænset og det sidste ubegrænset; enhed består af begge (eftersom det er både ulige og lige); tal er afledt af enhed, og tal udgør, som vi har sagt, hele det sanselige univers.
Andre fra den samme skole antager, at der findes ti principper, som de opregner i en række korresponderende par: grænse ubegrænset, ulige lige, enhed flerhed, højre venstre, mand kvinde, hvile bevægelse, lige krum, lys mørke, godt ondt, kvadrat rektangel.
Netop denne opfattelse synes også Alkmaion fra Kroton at have, og enten har han denne lære fra dem, eller de har overtaget den fra ham; for Alkmaion var jo ung, da Pythagoras var ældre, og hans lære lignede deres meget. Han siger, at de fleste ting i menneskenes verden er i par; men de modsætninger, han nævner, er ikke, som hos de nævnte filosoffer, nøjagtigt bestemte, men taget tilfældigt, som hvidt og sort, sødt og bittert, godt og ondt, stor og lille. Om de øvrige ting ytrede han sig altså ikke bestemt; pythagoræerne derimod udtalte klart, hvor mange modsætninger, der findes, og hvilke. Af disse to [dvs. pythagoræerne og Alkmaion] kan man altså uddrage så meget, at modsætningerne er tingenes principper. ... For de siger, at de er de oprindelige bestanddele, som det værende er formet og skabt af. (
Met. 985b, Loeb)

Sjælens udødelighed:

En lignende opfattelse som disse synes også Alkmaion at have om sjælen. Han hævder nemlig, at den er udødelig, eftersom den ligner de udødelige [væsener]. Det gør den, fordi den er i evig bevægelse. For også samtlige guddommelige [væsner] er i evigtvarende bevægelse: måne, sol, stjerner og hele himlen. (Aristoteles Om sjælen, I,2 405a 29ff)

Sundhed som ligevægt:

Alkmaion hævder, at sundhed opretholdes ved kræfternes ligevægt: det fugtige og tørre, kolde og varme, bitre og søde osv. Én dels „eneherredømme“ iblandt dem er årsagen til sygdommen. For eneherredømme til fordel for det ene af de to er fordærveligt. Sygdom indtræder, hvad angår dens oprindelse, som følge af et overmål af varme eller kulde; men hvad angår dens anledning som følge af overmål eller mangel på spise; hvad derimod angår „hvor?“, så har den sit sæde enten i blodet eller i marven eller i hjernen. Undertiden opstår dog her sygdomme også af ydre årsager: som følge af vandets beskaffenhed, eller landets, eller som følge af overanstrengelse eller pinsler eller lignende. Sundheden derimod beror på kvaliteternes ligelige blanding. (DK 4; Aetius V 30,1; Capelle 2 (K&R 286)

Alkmaion mener, at sjælen bliver bevæget af sig selv og befinder sig i evig bevægelse; derfor er den udødelig og ligner de guddommelige væsener. (Aetius IV 2,2; Capelle 8)

Kroton (Crotone)
Se evt. også: Pythagoras

B