Udgivelser Akademi Forside Kontakt

Aristoteles

Ligesom Sokrates gik også Aristoteles i en anden retning end Platon, og i stedet for orienteringen efter midten og helhed forstår Aristoteles tingene entydigt hierarkisk, således at der er noget, der ikke bare er bedre end andet, men også sit eget formål. Således er den filosofiske tænkning ikke et "middel" til noget, f.eks. et bedre liv, men et mål i sig selv:

... Den teoretiske virksomhed vil også vise sig i den højeste grad at rumme den egenskab, der kaldes selv-tilstrækkelighed; medens det nemlig er sandt, at den viise ligesom den retfærdige behøver livets fornødenheder, så vil, hvor disse er tilstrækkeligt for hånden, den retfærdige behøve andre mennesker, mod hvilke eller med hvilke han kan handle retfærdigt, medens den viise derimod også kan tænke [theoreín] for sig selv, og det jo mere, jo viisere han er. Uden tvivl vil han studere bedre med hjælp fra medstuderende, men stadig er han den mest selvtilstrækkelige blandt mennesker. Tænkevirksomheden må også anses for at være den eneste virksomhed, der elskes for sin egen skyld: den frembringer intet resultat ud over den aktuelle tænkning, ...

Det teoretiske menneske guddommeligt:

... Dersom da forstanden [nous] er noget guddommeligt i sammenligning med mennesket, så er forstandens liv guddommeligt i sammenligning med menneskeligt liv. Vi behøver heller ikke at tilslutte os dem, der hævder, at et menneske skal have menneskets tanker og en dødelig dødeliges; men vi bør så meget som muligt opnå udødelighed og gøre alt, der er menneskeligt muligt, for at leve i overensstemmelse med den højeste del i os; for selv om denne er lille af omfang, så overgår den resten i kraft og værdi.
Det må endog antages, at dette er enhvers sande selv, for så vidt som det er den herskende og bedste del; ...
... Forstandigheden [phrónesis] er endvidere nært forbundet med moralsk dyd, og denne med forstandighed, for så vidt som de første principper for forstandigheden er bestemt af moralske dyder, og den rette standard for de moralske dyder er bestemt af forstandigheden. ...

... Også de følgende betragtninger vil vise, at fuldkommen lykke er en form for teoretisk virksomhed. Guderne, som vi forstår dem, nyder den højeste salighed og lykke. ... (Metafysikken [1177-1178]

Aristoteles (ca. 384-322 f.Kr.), født i Stagira i Makedonien, hvor faderen var livlæge hos Kong Amyntas II. Kom som 17-årig til Athen (367), hvor han deltog i Platons undervisning ved Akademiet lige til Platons død i 347.

Platon om sine to bedste elever: "Xenokrates behøver sporen, Aristoteles derimod tøjlen ... Den ene er lige så svær at drive frem som et æsel, den anden let som en hest." (Diog. Laert. IV. 2)

Indtil Platons død synes elevens forhold til Mesteren at have været uproblematisk, og i det helt grundlæggende kan det også hævdes, at Aristoteles aldrig forlod Platons fundamenter; men efter Mesterens død tog udviklingen ved Akademiet en drejning, som Aristoteles kom i opposition til. Han forlod Athen og var bl.a. en tid lærer for kongesønnen Alexander i Makedonien; men da dennes far, Filip, døde i 336, og Alexander besteg tronen, vendte Aristoteles tilbage til Athen, hvor han nu dannede sin egen skole i 'Lykeion', et område viet guden Apollon. Efter en søjlegang (perípatos), hvor Aristoteles i begyndelsen yndede at gå og diskutere, fik hans skole navnet 'Peripatetikerne'.

Se evt. Platon og Aristoteles

I modsætning til Platon var Aristoteles gift, nemlig med en adoptivdatter af en lilleasiatisk hersker. Det vides også, at han i ægteskabet fik en datter.

ARISTOTELES I DIALOG:
Aristoteles om Pythagoras
Aristoteles om Empedokles
Aristoteles om Heraklit
Aristoteles om Anaxagoras
*
Platon om Aristoteles
TEMA:
Forstand og fornuft

B