Akademi Udgivelser Forside Kontakt

Tema: VERDENSFORNUFT

Heraklit

For fornuften [lógos] i denne lære, som den her foreligger, vinder menneskene aldrig forståelse, hverken før de har hørt den eller efter. For selv om også alt sker efter denne fornuft, så ligner de dog uerfarne, så snart de forsøger sig på sådanne ord og værker, som jeg taler om, efter hver enkelts natur skelnende og forklarende, hvordan det forholder sig. Men de andre mennesker forbliver det ubevidst, hvad de gør, efter de er vågnet, ligesom de mister bevidstheden om det, hvad de gør under søvnen. (DK 1)

Det betyder, at ilden ved den fornuft eller gud (lógou kai theou), der styrer verdensaltet (sýmpanta) gennem luften forvandles til vand som kimen (sperma) til verdensdannelsen (diakosméseos), som han kalder hav. Deraf opstår så igen jord, himmel og det, der ligger derimellem. Hvorledes så verden igen vender tilbage til sin urværen og verdensbranden opstår, siger han klart i det følgende: Jorden flyder hen som hav, og dette får sit mål efter den samme fornuft (lógos), som gjaldt, før jorden blev til. (DK 31)

Har man lyttet ikke til mig, men til fornuften (lógos), er det klogt (sophón) at sige i overensstemmelse med fornuften (homologeín), at alt er ét. (DK 50)

Diog. Laërt. 8,91
„Af megen viden lærer man ikke at få forstand; ellers havde Hesiod lært det og Pythagoras, ligeledes Xenofanes og Hekataios.“ Den består nemlig „i ét, den visdom at erkende den fornuft, der forstår at styre alt og ethvert.“ ...

B