Forside Akademi Udgivelser Kontakt
Platon om visdommen fra Delfi

PLATON (427-347 f.Kr.), af fremtrædende familie i Athen; skrev tidligt digte og tragedier, men brændte dem efter overleveringen, da han lærte Sokrates at kende. Han synes dog ikke at have hørt til Sokrates’ nærmeste disciple og lærte efter overleveringen også af Heraklit-filosoffen Kratylos.
Der er delte meninger om, hvorvidt Platon allerede inden Sokrates’ død begyndte at udfolde sig i den nye form, hans digteriske skabetrang førte ham ind på, nemlig dialogen, men formentlig er der en del af dem, der blev til endnu før retssagen mod Sokrates i 399 f. Kr.
I årene efter Sokrates’ henrettelse foretog Platon efter overleveringen en del rejser, måske til Ægypten, men i hvert fald til det græske Syd-Italien, hvor han fik kontakt med de såkaldte „pythagoræere“. — Efter hjemkomsten oprettede Platon ca. 386 f.Kr. sin egen skole uden for Athen, „Akademiet“, og nu fulgte de store manddomsdialoger: „Menon“, „Faidon“, „Faidros“, „Gorgias“, „Symposion“ samt „Staten“. — I 367 og igen i 361 rejste Platon til Sicilien i et forsøg på en reform af byens styre, der dog mislykkedes — et foretagende, der udgør en vigtig baggrund for de sene dialoger. Storværket „Lovene“, der først udkom efter Platons død, blev formentlig skrevet med henblik på at bruges på Sicilien i praksis. — Platon døde ugift og barnløs; en søn af hans søster, Speusippos, overtog ledelsen af Akademiet, medens Platons nok skarpeste elev gennem 20 år, Aristoteles, valgte at søge nye græsgange.
Platons helt særlige betydning i historien ligger måske frem for alt i, at han på helt enestående vis opsummerede hele den antikke græske filosofi frem til sin egen tid og sammenfattede, bevarede og bearbejdede det altsammen til et hele i sit dialektiske „laboratorium“, hvorfra man lige siden har kunnet hente alt frem til stadig fornyet inspiration.
Uden forudsætningerne forstår man ikke Platons bedrift: — at sammentænke en Pythagoras’ kosmiske visioner med en Sokrates, der ikke ville tale om andet end mennesket; — at forene en Heraklit, der så alt i bevægelse, med en Parmenides, der benægtede bevægelse — og dette gjorde Platon vel at mærke uden at tage parti i forhold til disse tilsyneladende uløselige modsætninger!
Dette står i nøje sammenhæng med, at Platon ikke selv optræder som ophavsmand til de filosofiske anskuelser, der fremlægges i hans værker, men tillægger dem fiktive personer, oftest Sokrates, men også adskillige andre. I hele forfatterskabet finder man kun Platons navn tre gange, i alle tilfælde kun som ubetydelig biperson, og den ene gang nævnes han kun med den konstatering, at han ved den pågældende lejlighed var — fraværende!

Udgaver på dansk:
Platons Skrifter. Bd.1-10, ved Carsten Høeg og Hans Ræder, Kbh. 1932-1941, 2. opl. 1954-55
Platon. Udvalg v. Johannes Sløk, Berlingske 1964, Munksgaard 1991 [Symposion, Faidros, Staten, Protagoras, Menon, Theaitetos, Sofisten, Faidon, Faidros, Staten]
Kend dig selv. Et Platon-udvalg v. Jørgen Mejer og Chr. Gorm Tortzen. Gyldendal 2000 [Alkibiades, Symposion, Hulebilledet, Theaitetos, Sokrates’ forsvarstale]
Platons hovedværker. Udvalg v. Preben Lilhav [Faidon, Symposion, Faidros, Staten, Timaios]. Sicana 2005
Platons ungdomsværker. Udvalg ved Preben Lilhav, Sicana 2009
Platons samlede værker i ny oversættelse. Bd. 1-6. Udg. af Jørgen Mejer og Chr. Gorm Tortzen, Gyldendal 2009ff (under udgivelse).

DIALOG:
Platon om Heraklit
Schleiermacher om Platon
Schlegel om Platon
Mynster om Platon
TEMA:
Apollon
Forløsning
Geni (Begejstring)
Gud
Menneske, indre
Nedstigning
Onde, det
Reinkarnation
Selverkendelse
Sjælens fald
Solen
Spejl
Verdensfornuft
Viljesfrihed

Den evige filosofis dobbelte midte

Platon er den første, der bringer de to berømte sætninger fra Delfi, „Intet til overmål“ og „Kend dig selv“, ind i en filosofisk sammenhæng, men han gør det på den måde, at han lader dem bevare tilknytningen til den sammenhæng, de udsprang af, nemlig den tilværelsesforståelse, der knyttede sig til guden Apollon og hans tempel i Delfi, der for grækerne var selve „verdens midte“.
Denne gamle mytologiske ramme får dog nu et helt nyt perspektiv hos Platon, dels ved at det på en helt ny måde stiller stiller sig som en individuel opgave, en rent filosofisk begrundet fordring til mennesket, som f.eks. fremsættes ved slutningen af det store værk om „Staten“:

... Derimod skal man forstå med hensyn til livsførelse at vælge banen i midten og såvel i dette liv som i det evige i fremtiden undgå overmålet til begge sider; for således bliver et menneske lykkeligst. (Staten 619a)

Samtidig forvandler den gamle mytiske forestilling om en Verdensmidte sig også på en karakteristisk måde i Staten, nemlig til et centrums-motiv, der dels forbindes med solen, og dels defineres helt abstrakt som „det gode“.
Forestillingen om „det gode“ er på sin vis blot en ny version af en midte-forestilling, Platon lidt tidligere havde fremsat i dialogen „Symposion“, hvor det centrale optræder under navnet „kærlighed“ (Eros). Også her spiller Platon på såvel en mytisk som en abstrakt-filosofisk forståelse. Dels skildrer han kærligheden i skikkelse af den gamle gud, Eros, som han dog omdefinerer til at være en „dæmon“, og som han da også lader udfolder sig på en noget anden måde end de traditionelle gudeskikkelser. Han er nemlig det store væsen „i midten“ mellem guder og mennesker!

...Hvilken opgave har han da? — At være tolk og budbringer fra menneskene til guderne og fra guderne til menneskene, fra de første for deres bønner og ofre, fra de sidste for deres befalinger og det, de gengælder ofrene med. I midten mellem dem udfylder det altet, så det bindes sammen med sig selv.

Netop denne formidlende egenskab viser sig nu også at være det, Platon giver en mere abstrakt-filosofisk forståelse, idet han nemlig lader Eros være forbilledet for alle „skabende“ mennesker“, der forsøger at forbinde det virkelige og det ideale — men også lader det „at stå i midten“ være selve definitionen på den sande filosof. Det lader Platon i „Symposion“ den kloge dame, Diotima, belære Sokrates om:

... Også mellem visdom og uforstand står han i midten. Dermed forholder det sig nemlig på følgende måde: Ingen af guderne dyrker filosofi eller begærer at blive vise, for de er det allerede; også når andre er vise, filosoferer de ikke; men lige så lidt dyrker dog de uforstandige filosofi, eller begærer at blive vise. Det er nemlig det fordærvelige ved uforstand, at man uden at være skøn, god og forstandig alligevel mener at være det; og den, der ikke mener at savne noget, begærer heller ikke det, som han ikke mener at savne. — Men Diotima, spurgte jeg, hvem er da filosofferne, når det hverken er de vise eller de uvidende? — Det er dog nu vel klart selv for et barn, svarede hun, at det er dem, der står i midten mellem begge, og til dem hører nu også Eros. Bestemt hører jo dog visdommen til det allerskønneste; men kærligheden er rettet mod alt skønt, altså er Eros en filosof, og som filosof står han i midten mellem den vise og den uvidende. (Symposion 202d-204b)

Fra Kærligheden“ i „Symposion“ og Det gode i „Staten“ kan man følge Platons centrale kongstanke til dialogen „Timaios“, hvor det handler om en skaber, „Demiurgen“, der skaber en verden, der er god, fordi han selv er god („uden misundelse“) og ønsker at skabe en verden, der er lige så god som ham selv. Det gør han ved at give den en kuglerund form, da det er den mest fuldkomne, og dernæst ved at give den en „sjæl“, der anbringes i centrum, så sjæl og legeme er „forbundet midtpunkt mod midtpunkt“, hvorefter han til slut tildeler denne syntese af sjæl og legeme en gnist af sin egen guddommelige forstand — som dermed bliver det dybeste og egentlige centrum. Som det også er tilfældet i den efterfølgende overføring af billedet på menneskets skabelse som legeme-sjæl-forstand.

(De fede fremhævelser er udgiverens)

Fodnoterne til Platon.
En historie om „afmontering“ og „okkupation“,
af Preben Lilhav

Logos nr. 3, oktober 2015

B