Udgivelser Akademi Forside Kontaktt

Fra dialogen Theaitetos:

[143] ... Theodorus [til Sokrates]: ... men nu er han tværtimod ikke smuk, men — ja, tag mig det ikke ilde op — ligner dig noget, både på braknæsen og på de fremspringende øjne; dog er det ikke så udpræget som hos dig. ...

[149] Sokrates [til Theaitetos]: Men har du dumrian da aldrig hørt, at jeg er søn af en jordemoder, en berømt og brav, nemlig Fainarete?
...
Sokrates: Du skal dog vide, at det er sådan! Men du må ikke røbe mig over for de andre, for der er ingen, min ven, der ved, at jeg besidder denne kunst. Da folk nu ikke ved det, så lader de mig da heller ikke høre for dette, men derimod nok, at jeg er den forunderligste af alle mennesker, og at jeg sætter alle i tvivl. Det har du bestemt også hørt?
Theaitetos: Mange gange.

[150c] ... Sokrates: Om min jordemoderkunst gælder nu i øvrigt alt det samme som om deres; men den adskiller sig derved, at den yder fødselshjælp til mænd og ikke kvinder, og at den drager omsorg for deres fødende sjæle, og ikke deres legemer. Men det største ved min kunst er den, at den er i stand til at prøve, om ynglingens sjæl er i færd med at føde noget illusionært og forkert eller noget livskraftigt og ægte. Og også i dette går det mig som jordemødrene: jeg føder ingen visdom, og når det ofte er blevet bebrejdet mig, at jeg nok udspørger andre, men selv ikke svarer noget om noget, fordi jeg nemlig ikke har noget klogt at svare, så er det med rette. Og årsagen hertil er nu denne: til at yde fødselshjælp tvinger Guddommen mig, men at avle har han nægtet mig. Derfor er jeg selv på ingen måde viis og kan heller ikke fremvise noget, som er født ud af min egen sjæl. De, der omgås mig, viser sig da også for en del ganske ude af stand til at lære af mig; men derefter ved fortsat samvær gør alle de, som Guddommen under det, fremskridt i vidunderlig fart, efter hvad de selv og andre synes; og det åbenbart uden nogen sinde at have lært noget af mig. Helt alene opdager de ud af sig selv meget skønt og føder det; og fødselshjælpen yder så Guddommen og jeg.

B