Tema: DÆMON

At "blive en dæmon"

I dialogen Kratylos lader Platon Sokrates og den unge Hermogenes gennemgå en række ord for deres egentlige betydning:

... Dæmonerne? Ja virkelig, Hermogenes, hvad kan vel dette navn ‘Dæmon’ betyde? Hør nu, om du synes om det, jeg siger. ... Du ved dog, hvad Hesiod siger, at Dæmonerne er.
Det husker jeg ikke.
Heller ikke, at han siger, at den første menneskeslægt var den gyldne?
Jo, det ved jeg godt.
Om denne siger han nu:

Men da nu jordens dyb havde omsluttet guldalderslægten,
blev de på bud af den mægtige Zeus Dæmoner på jorden,
venligtsindede vogtere her af menneskeætten.

Og hvordan mere?
Jeg tror nemlig ikke, at han mener den gyldne slægt på den måde, at den skulle have været af guld, men at den var god og ædel. ... Og de gode, er de ikke fornuftige? ... Derfor siger han helt rigtigt, og også mange andre digtere, at når en god mand dør, så opnår han stor hæder og lykke og bliver en Dæmon, hvormed de tænker på hans fornuft. Således hævder også jeg, at enhver mand, der er god, er af dæmonisk art i liv såvel som død, og at han med fuld ret kaldes en ‘dæmon’. (Kratylos 397f)

Eros som dæmon

[Sokrates er af den kloge dame, Diotima, blevet belært om, at Eros ikke kan være nogen gud:] — Hvad skulle Eros da ellers være, indvendte jeg, måske en dødelig? — På ingen måde. — Men hvad da? — En stor Dæmon, kære Sokrates; for alt dæmonisk er netop mellemleddet mellem Gud og menneske. — Hvilken opgave har han da? — At være tolk og budbringer fra menneskene til Guderne og fra Guderne til menneskene, fra de første for deres bønner og ofre, fra de sidste for deres befalinger og det, de gengælder ofrene med. I midten mellem dem udfylder det altet, så det bindes sammen med sig selv. Og deri har også hele sandsigerkunsten sit grundlag og præsternes kunst med hensyn til ofre og vielser og besværgelser, samt alle former for sandsigeri og trolddom. Guddommen træder nemlig ikke umiddelbart i berøring med mennesket; kun gennem denne formidling foregår ethvert samkvem og al samtale mellem Guderne og menneskene i vågen tilstand såvel som i søvnen. Og den, der er viis i disse ting, er en dæmonisk, hvem der er kyndig i én af de øvrige kunster og erhverv, er blot en håndværker. Af sådanne Dæmoner findes der nu mange og af mange slags; men også Eros er én af dem. (Symposion 202f)

Fornuften som dæmon

Vi har ofte hævdet, at vi i os huser tre slags sjæl i tre regioner, ... Og hvad angår den fornemste slags sjæl i os, må vi forstå det således: at Guden har givet hver af os denne slags sjæl som vor dæmon, der har hjemme i den øverste del af vort legeme og hæver os, som væsener, der ikke har jordisk, men overjordisk oprindelse, over jorden til vor egen slægt i himlen. Og dette hævder vi med sandhed; for det er ved at hænge vort hoved og vor rod ved den region, hvorfra vor sjæls substans først kom, at Guddommen holder vor krop oprejst. (Timaios 90)

*