Hipparchos

[228] ... Derpå udvalgte han [Hipparchos] fra sin egen skat af visdom, delvis lært af andre og delvis selverhvervet, det, han fandt visest, formede det til sentenser og indskrev dem på figurerne som vers af ham selv og vidnesbyrd om hans visdom, så hans folk for det første ikke skulle beundre de vise Delfi-legender med „Kend dig selv“ og „Intet til overmål“ og de andre sentenser af den slags, men derimod betragte Hipparchos’ ord som vise; ...

Alkibiades

[128] ... Hvordan da med den kunst at gøre sig selv bedre, kan vi mon forstå den, dersom vi ikke forstår, hvad vi selv er?
[129] Alkibiades: Umuligt.
Sokrates: Er det nu en nem sag, det at kende sig selv, og var det mon et almindeligt menneske, der skrev dette i det Pythiske Tempel, eller er det mon noget vanskeligt og ikke hvermands sag?
Alkibiades: Mig er det ofte forekommet som noget almindeligt, men ofte også som noget vanskeligt.
Sokrates: Men, kære Alkibiades, om det nu er let eller ej, så står det i hvert fald sådan: dersom vi forstår det, så kan vi vel også forstå, hvori omsorgen for os selv består, men forstår vi det ikke, så vel aldrig.

Protagoras

[343] Til disse hørte Thales fra Milet, Pithakos fra Mytilene, Bias fra Priene og vor egen Solon, Kleobulos fra Lindos og Chenieren Myson, og som den syvende i rækken blev lækedæmonieren Chilon regnet. De var alle beundrere og efterlignere af den lakedæmoniske opdragelse, og af deres visdom, som de alle udtrykte i korte læresætninger, ser man, at deres visdom virkelig var af denne art. Således havde netop også disse mænd en sammenkomst og viede herunder, som en førstegrøde af deres visdom til Apollon og hans tempel i Delfi, de indskrifter, som jo er i alles munde: „Kend dig selv“ og „Intet til overmål“.

Charmides

[138] ... At erkende sig selv er altså at være besindig?
Det vil jeg påstå, sagde han.
Dette er det altså, ser det ud til, hvad den kendte indskrift i Delfi befaler: at øve besindighed og retfærdighed.
Sådan ser det ud.
Og det er i kraft heraf, at vi forstår også at tøjle andre rigtigt?
Det vil jeg påstå, sagde han.
Og det, hvorved man ret forstår at tøjle andre, det er retfærdighed; men det, hvorved man ret forstår at erkende sig selv og andre, det er besindighed?

Menexenos

[247] ... Allerede længe har man anset ordene „Intet til overmål“ for skønne, og de er virkelig også velanbragte. For det menneske, for hvem alt eller dog det meste af det, der fører til lyksalighed, afhænger af ham selv og ikke knytter sig til andre mennesker, så også hans anliggender nødvendigvis vakler, [248] alt efter som de andre befinder sig godt eller dårligt — han er bedst udrustet til livet, han er den besindige, han er den tapre og vise; og om han så har besiddelser og børn eller mister dem, så vil han mest følge de nævnte ord. Han vil nemlig hverken optræde for glad eller for bedrøvet, eftersom han har tillid til sig selv. Sådan ønsker vi, at vore efterkommere skal være, og vil det og hævder det, ligesom vi også selv viser os som sådanne, idet vi hverken er modvillige eller for bange, dersom vi måske nu må dø. ...