[Faidros 265:] ... Faidros: Hvad er det for to måder at tænke på?... Sokrates: Den første går ud på at samle de spredte enkeltheder til en fællesform, for at man gennem en nøjagtig begrænsning kan gøre det klart, hvad det er for en bestemt ting, man i hvert tilfælde vil tale om. ... det omvendte: at kunne sondre efter de forskellige arter og typer, dér hvor de naturlige leddelinger er, ... Jeg må indrømme, at jeg for det første elsker selv at sysle med disse analyser og synteser for at blive i stand til både at tale og tænke. Og hvis jeg dernæst får den tro om et andet menneske, at han er født med evner til at se enheden i mangfoldigheden og mangfoldigheden i enheden, så jager jeg ham „i sporet, som var han en guddom.“ De mennesker, der kan gøre dette, har jeg hidtil ikke betænkt mig på — om det er med rette eller ikke, må Gud vide — at kalde dialektikere. ... (ovs. H. Holten-Bechtolsheim)

[Sofisten 253:] ... Skal vi ikke sige, at inddeling efter begreber, hvorved man hverken giver samme begreb forskellige betydninger eller forskellige begreber samme betydning, netop er dialektikkens opgave? ... Den, som kan foretage en sådan inddeling, ser klart ét begreb strække sig helt igennem mange, som forefindes adskilt fra hinanden, og omvendt mange begreber, der er forskellige fra hinanden, omsluttes udefra af ét begreb. Og videre ser han ét begreb, sammenknyttet i en enhed gennem mange helheder, og mange begreber i fuldstændig adskillelse og udsondring derfra. Det er dette, der kaldes at kunne foretage en begrebsmæssig adskillelse af de enkelte ting og derved afgøre, hvilke der kan indgå forbindelse, og hvilke der ikke kan. (ovs. P. Krarup)