Hvordan dette dog hos Platon er forbundet med en ny, rent filosofisk begrundet fordring til mennesket i bl.a. denne sætning ved slutningen af det store værk om „Staten“:

... Derimod skal man forstå med hensyn til livsførelse at vælge banen i midten og såvel i dette liv som i det evige i fremtiden undgå overmålet til begge sider; for således bliver et menneske lykkeligst. (Staten 619a)

Midtens guddom i Lovene:
Platons nye forståelse af den gamle „apollinske“ fordring får et sammenfattende udtryk i det sene værk „Lovene“, hvor Platon tegner en guddomsfigur, der er uden navn, men udmærket kunne være Apollon:

... „Hør her, mænd“, vil vi altså sige til dem, „guddommen, der, som også det gamle ord siger, holder begyndelsen, enden og midten af alle ting i sin hånd, går den lige vej til målet, idet den i overensstemmelse med naturen drager sin bane i kreds; og efter den følger hele tiden retfærdigheden, der straffer alle, som ikke til fulde opfylder den guddommelige lov. ... Hvilken optræden er nu guddommen velbehagelig og en efterfølgelse af den? Én eneste, som man også kan sætte et bestemt gammelt ord ved siden af, at nemlig det lige elsker det lige, når det holder det rette mål, men at det uden mål hverken er kært for sig selv eller for det veltilmålte. Guddommen vil vel allersnarest forekomme os som det rette mål af alt, hvad der er til, og det meget mere end, som mange siger, et eller andet menneske. Hvem der nu vil være et sådant væsen kært og dyrebart, må nødvendigvis også selv af alle kræfter komme til at ligne et sådant, og således er efter denne sætning den besindige iblandt os guddommen kær, for han ligner den. ...“ (Lovene 715e-716a)

Eros i Symposion:
Langt tidligere skabte Platon et andet billede på den kraft, der gennemtrænger tilværelsen — som en „midte“, der i skabende virksomhed forbinder dens yderpunkter. Det er kærlighedens guddom, Eros, som dog ifølge Platons talerør, den kloge dame Diotima, egentlig slet ikke er nogen gud. Det belærer hun her Sokrates om:

... Ser du nu, sagde hun, at heller ikke du regner Eros for en gud? — Hvad skulle Eros da ellers være, indvendte jeg; måske en dødelig? — På ingen måde. — Men hvad da? — En stor dæmon, kære Sokrates; for alt dæmonisk er netop mellemleddet mellem gud og menneske. — Hvilken opgave har han da? — At være tolk og budbringer fra menneskene til guderne og fra guderne til menneskene, fra de første for deres bønner og ofre, fra de sidste for deres befalinger og det, de gengælder ofrene med. I midten mellem dem udfylder det altet, så det bindes sammen med sig selv. Og deri har også hele sandsigerkunsten sit grundlag og præsternes kunst med hensyn til ofre og vielser og besværgelser, samt alle former for magi og trolddom. Guddommen træder nemlig ikke umiddelbart i berøring med mennesket; kun gennem denne formidling foregår ethvert samkvem og al samtale mellem guderne og menneskene i vågen tilstand såvel som i søvnen. Og hvem der er vis i disse ting, er en dæmonisk mand, men hvem der er kyndig i én af de øvrige kunster og håndværk, er blot en arbejdsmand.

Den vigtige pointe er her, at den store „dæmon“, Platon her tegner, viser sig at være forbilledet for mennesket, der der også har muligheden for ved skabekraft at blive delagtig i arbejdet med at formidle mellem det ideale og det virkelige. — Nu fortæller Diotima, hvordan Eros blev født af moderen „Mangel“ og faderen „Opfyldelse“ og derfor har en helt særlig dobbeltnatur, der snart lider savn og snart får dette afhjulpet:

... Og hverken som en udødelig er han, eller som en dødelig, men på samme dag blomstrer han snart op og trives, når han har nået det efterstræbtes fylde, snart dør han igen bort; men altid vågner han igen til live i kraft af sin fars natur. Det vundne flyder dog hele tiden fra ham, således at Eros hverken lider mangel eller besidder rigdom.

Og Platons hensigt med alt dette viser sig nu at handle om den sande „filosof“:

... Også mellem visdom og uforstand står han i midten. Dermed forholder det sig nemlig på følgende måde: Ingen af guderne dyrker filosofi eller begærer at blive vise, for de er det allerede; også når andre er vise, filosoferer de ikke; men lige så lidt dyrker dog de uforstandige filosofi, eller begærer at blive vise. Det er nemlig det fordærvelige ved uforstand, at man uden at være skøn, god og forstandig alligevel mener at være det; og den, der ikke mener at savne noget, begærer heller ikke det, som han ikke mener at savne. — Men Diotima, spurgte jeg, hvem er da filosofferne, når det hverken er de vise eller de uvidende? — Det er dog nu vel klart selv for et barn, svarede hun, at det er dem, der står i midten mellem begge, og til dem hører nu også Eros. Bestemt hører jo dog visdommen til det allerskønneste; men kærligheden er rettet mod alt skønt, altså er Eros en filosof, og som filosof står han i midten mellem den vise og den uvidende. (Symposion 202d-204b)

(De fede fremhævelser er udgiverens)