Tema: DØD, AFDØEN
Faidon 67:
Og vil ikke det netop være den renselse, som hele tiden er optrådt i vor tale, at man mest muligt skal afsondre sjælen fra legemet og vænne den til fra alle sider at samle sig og trække sig ud af legemet og så vidt muligt, både nu og senere, bestå for sig selv, befriet fra legemet som fra lænker?
Rigtigt nok, sagde han.
Men vil dette ikke sige døden: sjælens forløsning og afsondring fra legemet?
Jovist, sagde den anden.
Og de, der mest søger at udfri den, er altid kun de i sandhed filosoferende; og netop dette er altså filosofiens opgave: sjælens befrielse og afsondring fra legemet — eller ikke?
Åbenbart.
Altså ville det jo, som jeg sagde i begyndelsen, være latterligt, dersom en mand, der i hele sit liv har rettet sig imod at leve så tæt som muligt på at være død, så bagefter, når netop dette forestår, stiller sig modvillig an. Ville det ikke være latterligt?
Hvordan skulle det være andet?
Virkelig tragter altså, kære Simmias, de sande filosoffer efter at dø, og døden er for dem af alle mennesker mindst frygtelig. Overvej det nu sådan: Når de på alle måder er uvenner med legemet og begærer at have sjælen for sig alene, og dog, når dette så sker, bliver bange og modvillige, — ville det ikke være den største tåbelighed, om de da ikke med glæde ville gå derhen, hvor de har håb om at opnå det, de elskede i livet — og de elskede visdommen — og være fri for samværet med det, som var dem imod? [68] Eller skulle det kun være de mange, hvis kæreste, hvis kvinder og børn døde, der har villet gå frivilligt til Hades, drevet af det håb, at de dér ville gense dem, de længtes efter, og være sammen med dem; men hvem der i sandhed har elsket visdommen og netop kraftigt har fattet dette håb, at han aldrig vil opnå sit ønske andre steder end i Hades, ham skulle det gøre fortrydelig at dø, og han skulle ikke med glæde gå derhen? Det må man dog tro, min ven, dersom han blot i sandhed er en visdomselsker. For ganske stærkt vil en sådan tro, at han intet andet sted vil træffe sandheden ren end dér. Men dersom det forholder sig sådan, som jeg netop sagde, ville det så ikke være stor ufornuft, dersom en sådan frygtede døden?
Ganske stor, ved Zeus, sagde den anden.
Altså er det dig vel også et tilstrækkeligt bevis om en mand, som du ser uvillig, idet han skal dø, at han ikke elsker sandheden, men på den ene eller anden måde legemet. Den, der elsker legemet, er nemlig også pengegrisk og ærgerrig, enten én af delene eller begge.
Fuldkommen som du siger, forholder det sig.
Vil nu ikke også, Simmias, det, man kalder tapperhed, i udmærket grad tilkomme én med en sådan indstilling?
Helt bestemt vel, svarede han.
Og ikke også besindigheden, sådan som alle mennesker forstår den: — ikke at lade sig rive med af begæringerne, men forholde sig ligegyldigt over for dem og anstændigt, — tilkommer ikke også den kun dem, som mest ringeagter legemet og lever i kærlighed til visdommen?