... I virkeligheden er retfærdigheden ikke noget, der angår den ydre handlemåde, men ens indre selv og alt det, der i den fuldeste betydning er menneskets egentlige anliggende. Det retfærdige menneske tillader ikke de forskellige dele af sig selv at give sig af med fremmede ting eller overtage hverandres gerning; han er i sandhed én, der har bragt sit hus i orden og ved selv-beherskelse og disciplin er blevet ven med sig selv, idet han har tilvejebragt harmoni mellem de tre dele, ligesom de tre hovedstrenge på et instrument, den nederste, den øverste og den midterste streng — og de andre, der måske ligger derimellem. Først når han har knyttet alt dette sammen og har gjort sig selv til ét menneske i stedet for mange, vil han være rede til at give sig i kast med, hvad han nu måtte have at gøre, ...

... Og virkelig, begyndte jeg, efter at vi er nået til dette trin af betragtningen, og jeg ligesom står på et udsigtspunkt, så forekommer det mig, at der af dyd kun findes én slags, men utallige af sletheden, ... (Staten 443 og 445)

Epinomis ("Efterskrift" til Lovene)

Vejen er denne — for det er nødvendigt at forklare det så vidt: ethvert diagram og enhver talmæssig figur og enhver harmonisk kombination må sammen med overensstemmelsen i stjernernes omløb fremstille sig som ét i det hele for den, der lærer på den rette måde, og vil vise sig, som vi siger, dersom man lærer rigtigt ved at holde blikket mod enheden. Det vil nemlig blive åbenbart for os, når vi tænker os om, at der er et bånd, der naturligt forener alle ting; men dersom man nærmer sig det på nogen anden måde, må man kalde det Tilfældet, ...

... Og den, der har gennemført alt dette på denne måde, er den, som jeg anser for at være den i sandhed viiseste; og om ham forsikrer jeg også, i spøg og i alvor, at når én af hans slags fuldender sit tildelte mål med døden, så vil jeg sige, at han stadig er til, selv om han er død. Han vil ikke længere have del i de mange følelser, som han har nu, men idet han kun har haft sit eget enkelte mål og fra at have været mange er blevet én, så vil han være lykkelig og samtidig i højeste grad viis og salig. (Epinomis 991)