Platon Akademi Udgivelser Forside Kontakt

Tema: ERINDRING

Platon

Menon 81

... Sokrates: Jovist, for jeg har hørt det af folk med visdom om de guddommelige ting, både mænd og kvinder.
... De siger nemlig, at menneskets sjæl er udødelig, og snart går den herfra, hvilket man kalder at dø, men snart kommer den igen, og den går aldrig tilgrunde. Derfor skal man leve sit liv så fromt som overhovedet muligt.

Eftersom nu sjælen er udødelig og flere gange er født påny og har set tingene hernede og i Hades og overhovedet alle ting, så findes der heller ikke noget, som den ikke har erhvervet sig kendskab til, så at det slet ikke er noget under, når den også med hensyn til dyden og andre genstande er i stand til at erindre sig, hvad den tidligere har vidst herom. Da nemlig hele naturen står i slægtskabelig sammenhæng, og sjælen har erfaret alt, så står intet i vejen for, at et menneske, der først har erindret sig én ting, hvilket folk kalder at lære, selv finder alt øvrigt, dersom man blot holder tappert ud derved og ikke bliver træt af undersøgelsen. Det at undersøge og at lære er nemlig overhovedet ikke andet end generindring.

Faidros 249

...Mennesket må nemlig begribe i ideens form, som ud fra en mangfoldighed af sanselige indtryk sammenfattes til enhed af tænkningen. Men dette er netop en generindring af det, som vor sjæl i sin tid så, da den vandrede med Guddommen og så bort fra det, vi nu kalder for væren, idet den rettede sig mod det i sandhed værende. Derfor er det nu også retfærdigvis kun filosoffens sjæl, der får vinger, for han dvæler så meget, han kan, i uafbrudt erindren af det, som Guddommen dvæler ved, og som er guddommeligt. Den, der nu på rette måde drager fordel af sådanne erindringer, han modtager alene, ved uafbrudt at leve i fuldkommen indvielse, i sandhed indvielsen til fuldkommenhed. Men for så vidt han unddrager sig de menneskelige interesser og dvæler ved det Guddommelige, bliver han til gengæld af mængden kaldt forrykt, og at han er en guddommeligt begejstret, forbliver skjult for den.

Staten 518

... Men den teori, vi nu står med, tyder åbenbart på, at evnen til denne viden oprindelig lå i sjælen. Det organ, med hvilket enhver erkender, må blot vendes om, og — ligesom et øje ikke kan vendes om fra det mørke mod lyset undtagen sammen med hele legemet — vendes sammen med hele sjælen bort fra området for den foranderlige tilblivelse, indtil den lærer at udholde anskuelsen af den rene væren og den lyseste region; og denne lyseste region er så efter vores forklaring det Gode. ...

B