... Og vil ikke det netop være den renselse, som hele tiden er optrådt i vor tale, at man mest muligt skal afsondre sjælen fra legemet og vænne den til fra alle sider at samle sig og trække sig ud af legemet og så vidt muligt, både nu og senere, bestå for sig selv, befriet fra legemet som fra lænker?
Rigtigt nok, sagde han.
Men vil dette ikke sige døden: sjælens forløsning og afsondring fra legemet?
Jovist, sagde den anden.
Og de, der mest søger at udfri den, er altid kun de i sandhed filosoferende; og netop dette er altså filosofiens opgave: sjælens befrielse og afsondring fra legemet — eller ikke?
Åbenbart.
Altså ville det jo, som jeg sagde i begyndelsen, være latterligt, dersom en mand, der i hele sit liv har rettet sig imod at leve så tæt som muligt på at være død, så bagefter, når netop dette forestår, stiller sig modvillig an. Ville det ikke være latterligt?
Hvordan skulle det være andet?
Virkelig tragter altså, kære Simmias, de sande filosoffer efter at dø, og døden er for dem af alle mennesker mindst frygtelig. Overvej det nu sådan: Når de på alle måder er uvenner med legemet og begærer at have sjælen for sig alene, og dog, når dette så sker, bliver bange og modvillige, — ville det ikke være den største tåbelighed, om de da ikke med glæde ville gå derhen, hvor de har håb om at opnå det, de elskede i livet — og de elskede visdommen — og være fri for samværet med det, som var dem imod?...
Symposion
... Ingen af guderne dyrker filosofi eller begærer at blive viise, for de er det allerede; også når andre er viise, filosoferer de ikke; men lige så lidt dyrker dog de uforstandige filosofi, eller begærer at blive viise.Det er nemlig det fordærvelige ved uforstand, at man uden at være skøn, god og forstandig alligevel tror at være det; og den, der ikke mener at savne noget, begærer heller ikke det, som han ikke mener at savne.
Men Diotima, spurgte jeg [Sokrates], hvem er da filosofferne, når det hverken er de viise eller de uvidende?
Det er dog nu vel klart selv for et barn, svarede hun, at det er dem, der står i midten mellem begge, ... (Symposion 203f).
Theaitetos
... Så lad os tale om de førende blandt filosofferne; for der er ingen grund til at tale om den lavere slags. De første har fra deres ungdom aldrig kendt vejen til torvet eller retssalen eller rådhuset eller nogen anden offentlig bygning; de hører aldrig en beslutning oplæst eller får en lovtekst for øje; og end ikke i drømme kunne de fatte interesse for de politiske kliker, deres møder, middage og drikkelag med fløjtepiger. Om en medborger er af god eller dårlig familie eller har arvet en plet fra sine forfædre på én af siderne, véd filosoffen lige så lidt, som hvor mange dråber vand der er i havet. Han er sig ikke engang bevidst, at han intet véd om alt dette, for når han holder sig på afstand af det, er det ikke for at gøre sig til, men fordi det i realiteten kun er hans krop, der opholder sig i byen, medens hans tanke foragter al den slags som værdiløst og hæver sig, som Pindar siger „over himlen, under jorden“, idet den udforsker himlene og udmåler dens områder og alle vegne søger den sande natur ved alting som et hele og aldrig synker ned til det, der ligger lige for. ... (Theaitetos 173)
Staten 611
At nu sjælen er udødelig, viser både denne undersøgelse såvel som de øvrige; men hvad den i sandhed er, det kan man ikke se på den, som vi nu ser den, forplumret ved foreningen med legemet og andre mangler. Man må se den, som den er, når den har renset sig, og således må vi med vor fornuft betragte den opmærksomt. ... Hvordan da?
I dens kærlighed til visdom, og vi må bemærke, hvad den stræber efter, hvilket selskab den søger, og hvordan den viser sit nære slægtskab med det Guddommelige og udødelige og altid værende, og hvorledes den ville blive, dersom den helt kunne følge denne stræben, ...