Platon Akademi Udgivelser Forside Kontakt

Tema: FORSTAND OG FORNUFT

Platon

Temaet Fornuft fik Platon i arv fra sin ungdoms læremester, Sokrates, der ville bringe alt under fornuftens herredømme: 1. i retning af 'viden', idet menneskets største ulykke ifølge Sokrates er uvidenhed; og 2. i retning af 'selvbeherskelse', dvs. fornuftens herredømme over lyster og lidenskaber.

Platon udviklede herfra et mere nuanceret syn på disse forhold, og hans forståelse af begrebet fornuft er af helt central betydning for hele hans tænkning; frem for alt er fornuften det organ, med hvilket mennesket 'ser' ideen; fornuften er 'sjælens øje' og noget andet og mere end 'forstand'.

Fornuft og forstand (noús /diánoia)

Staten 511d

... Forstand [diánoia] kalder du, efter hvad jeg forstår, målekunstnernes færdighed og det, der ligner denne; ikke fornuften [nous] , men noget, der ligger mellem den blotte forestilling og fornuftserkendelsen.
Fuldkommen rigtigt har du opfattet dette, sagde jeg. Og tag nu også de tilstande i sjælen, der hører til disse dele, fornuftserkendelsen til den øverste, forstandens til den anden, men til den tredje skal du henvise troen og til den fjerde indbildningen. Dem skal du ordne efter dette forhold, at lige så meget sandhed, der er i det, de forholder sig til, lige så meget sikkerhed tilkommer der dem også.

Fornuften som 'sjælens øje'

Staten 518

... Men den teori, vi nu står med, tyder åbenbart på, at evnen til denne viden oprindelig lå i sjælen. Det organ, med hvilket enhver erkender, må blot vendes om, og — ligesom et øje ikke kan vendes om fra det mørke mod lyset undtagen sammen med hele legemet — vendes sammen med hele sjælen bort fra området for den foranderlige tilblivelse, indtil den lærer at udholde anskuelsen af den rene væren og den lyseste region; og denne lyseste region er så efter vores forklaring det Gode. ... Der må derfor være en kunst, som kan frembringe omvendelsen på den nemmeste og hurtigste måde, ikke ved at indpode evnen til at se, for den eksisterer allerede, derimod ved at sikre, at den ikke ser i den forkerte retning, men er vendt sådan, som den bør være? ... Det ser da ud til, at visdom er forskellig fra de sædvanlige dyder, som de kaldes, der ikke ligger fjernt fra legemlige kvaliteter, idet de kan frembringes ved vane og øvelse i en sjæl, som ikke fra begyndelsen besad dem. Visdom, ser det ud til, er virkelig en mere guddommelig evne, som aldrig mister sin kraft, selv om dens nytte afhænger af den retning, den er vendt i. [519] Har du måske ikke bemærket dem, man kalder slette og alligevel kloge, hvor skarpt deres små sjæle ser, og hvor nøje de erkender det, de er rettet imod. Der er intet i vejen med deres evne til at se, men den er blevet tvunget i det slettes tjeneste, og jo dristigere den ser, jo mere skade gør den.

Fornuften som Dæmon

Timaios 90:

... Men den del, der skal være den styrende, må vel endnu mere og tidligere forberedes til at være bedst muligt egnet og i stand til at opfylde denne sin opgave. ... Vi har ofte hævdet, at vi i os huser tre slags sjæl i tre regioner, ... Og hvad angår den fornemste slags sjæl i os, må vi forstå det således: at Guden har givet hver af os denne slags sjæl som vor dæmon, der har hjemme i den øverste del af vort legeme og hæver os, som væsener, der ikke har jordisk, men overjordisk oprindelse, over jorden til vor egen slægt i himlen. Og dette hævder vi med sandhed; for det er ved at hænge vort hoved og vor rod ved den region, hvorfra vor sjæls substans først kom, at Guddommen holder vor krop oprejst. ...

B