Tema: FREMMEDGØRELSE
Den oplystes tilbagekomst til "hulen"
... Ja, hvem der har fornuft, vil erindre, at sådanne formørkelser af øjnene kan være af to slags og komme af to årsager, nemlig for det første, når man kommer fra lyset ind i mørke, og dernæst når man fra mørket kommer ud i lyset; og når han nu holder fast ved, at de samme fænomener forekommer i sjælen, så vil han ikke le uforstandigt, hver gang han bemærker forbløffelse og ubehændighed ved synet af en genstand hos en sjæl, men han vil undersøge, om den kommer fra et mere lysfyldt liv og bliver formørket ved det uvante, eller om den bliver betuttet af lysglansen ved overgangen fra en mere uvidende tilstand til en mere lysfyldt. Og efter dette vil han prise den første lykkelig på grund af dens liv og tilstand, men have medlidenhed med den sidste. Dersom han dog ville le over den sidste, så ville denne latter gøre ham mindre skam end en latter over den sjæl, der kom fra lyset. ... (Staten 518)
Filosoffen som fremmed i verden
... Så bliver der da kun lidt plads, kære Adeimantos, til dem, der omgås værdigt med filosofien, som når en ædel og veludviklet karakter er henvist til landsforvisning og nu, da der ingen er, der vil ødelægge ham, kan holde fast ved sin natur, eller dersom en stor sjæl er født i en alt for lille by og skuer ud over dennes anliggender med ringeagt; ...
Den, der har sluttet sig til denne lille kreds og har smagt glæden og velsignelsen ved filosofien, og som på den anden side har set mængdens vanvid, og set, at intet i statens anliggender er, som det burde være, at man ingen fælle finder, man kan slå følge med i kampen for retfærdigheden og sætte sig uskadt igennem, men at man, som et menneske, der er havnet blandt vilde dyr og ikke vil synde med, men heller ikke har kraften til alene at yde modstand mod uvæsenet, vil gå til grunde, endnu før man har gjort gavn for staten eller sine venner, til ingen nytte for sig selv og de øvrige —, hvem der, siger jeg, sammenfatter alle disse omstændigheder i fornuftig overvejelse, han vil leve helt i det stille og passe sine egne anliggender, som én, der under en storms fygen med sand eller slud stiller sig i læ; og idet han betragter de øvrige i deres tøjlesløse færd, vil han glæde sig, dersom han blot kan fuldføre sit liv fri for uretfærdighed og skændige gerninger og ved afslutningen tage afsked fra det med godt håb, i fred og glad fortrøstning. ... (Staten 496)
... Så lad os tale om de førende blandt filosofferne; for der er ingen grund til at tale om den lavere slags. De første har fra deres ungdom aldrig kendt vejen til torvet eller retssalen eller rådhuset eller nogen anden offentlig bygning; de hører aldrig en beslutning oplæst eller får en lovtekst for øje; og end ikke i drømme kunne de fatte interesse for de politiske kliker, deres møder, middage og drikkelag med fløjtepiger. Om en medborger er af god eller dårlig familie eller har arvet en plet fra sine forfædre på én af siderne, véd filosoffen lige så lidt, som hvor mange dråber vand der er i havet. Han er sig ikke engang bevidst, at han intet véd om alt dette, for når han holder sig på afstand af det, er det ikke for at gøre sig til, men fordi det i realiteten kun er hans krop, der opholder sig i byen, medens hans tanke foragter al den slags som værdiløst og hæver sig, som Pindar siger „over himlen, under jorden“, idet den udforsker himlene og udmåler dens områder og alle vegne søger den sande natur ved alting som et hele og aldrig synker ned til det, der ligger lige for.
... (Theaitetos 173)