Tema: GENI (BEGEJSTRING)
Ion
[533] ... Thi alle rigtige digtere af gamle sagn skaber ikke af kyndighed alle disse skønne digte, men som begejstrede og besatte, og ligesom de, der er ramt af danser-vanvidet, danser uden forstandig bevidsthed, således digter heller ikke visedigterne deres skønne sange med forstandig bevidsthed; men når de er fyldt af harmonien og rytmen, så begejstres de ligesom Bacchanterne, og ligesom også disse kun øser af strømmene af mælk og honning, når de er begejstrede, men ikke når de har deres forstand, således er det også med visedigternes sjæl, som de også selv siger. Digterne fortæller os nemlig, at de bringer os disse sange ligesom bierne, idet de flyver rundt ligesom disse og plukker dem i visse af Musernes haver og lunde. Og sandt taler de; thi et let væsen er en digter, bevinget og hellig og først i stand til at digte, når han er blevet begejstret og tankeløs, så forstanden ikke længere bor i ham. ... Derfor bruger Guddommen heller ikke dem og orakelsangerne og de guddommelige sandsigere som sine tjenere, før han har taget deres forstand, for at vi tilhørere sikkert kan vide, at det ikke er dem, der siger det, og at det kun er gennem dem, han taler til os.
Menon
[99] ... Guddommelige kan vi altså med rette kalde både dem, som vi netop nævnte, orakeltyderne og sandsigerne, ligesom også digterne; men også statsmændene kunne vi ikke mindre fortjent nævne sammen med alle disse, at de er guddommelige og begejstrede, beåndede og indtagne af Guddommen, når de ved deres taler fuldfører mange store foretagender uden egentlig at vide, hvad de taler om.
Apologien
[22] ... Jeg erfarede altså også af digterne i al korthed dette, at de ikke digtede af visdom, hvad de digtede, men af en naturgave og i begejstring, helt ligesom sandsigerne og orakelsangerne.
Faidros
[245] Den tredje art af begejstring og vanvid er den fra Muserne, som, hvor den griber en fin og uskyldig sjæl og ægger og begejstrer til festsange og anden digtning og forherliger tusind af de gamles gerninger, opdrager efterkommerne. Men dersom nogen uden dette Musernes vanvid kommer til digtningens porte, i den tro at han også ved kyndighed ville kunne blive en god digter, han bliver dels selv betragtet som en uindviet, dels bliver hans forstands-digtning fordunklet af den vanvittiges.
[249] ... Den, der nu på rette måde drager fordel af sådanne erindringer, han alene modtager, ved uafbrudt at leve i fuldkommen indvielse, i sandhed indvielsen til fuldkommenhed. Men for så vidt han unddrager sig de menneskelige interesser og holder sig til det Guddommelige, bliver han til gengæld af mængden kaldt forrykt, og at han er en guddommeligt begejstret, forbliver skjult for den.