Staten 504f og 508f:

... At det nemlig er ideen om det gode, der er genstand for den højeste erkendelse, det har du allerede hørt flere gange, og at alt andet først ved at have del heri bliver frugtbringende og gavnligt. Og også nu véd du vel allerede, hvad jeg forstår ved dette udtryk, og tillige, at vi om det godes væsen endnu ikke besidder nogen fuldkommen erkendelse. Men dersom vi ikke har fattet dette, så véd du, at uden dette væsentlige vil intet være os til nytte, om så også vi har enhver anden erkendelse, ligesom når vi besad et eller andet, uden at det var et gode for os. Eller tror du, der er vundet noget ved alt andet, dersom vi ikke besidder det gode, eller erkendelsen af alle andre ting, men ikke af skønhed og godhed?

... Nu er det, som giver sandhed til det erkendte og evnen til erkendelse til den erkendende, hvad jeg vil have dig til at kalde ideen om det gode, og denne vil du se som årsagen til videnskab og sandhed, for så vidt den sidste bliver genstand for erkendelse; men selv om begge dele altså er noget herligt, så må du ved denne ide selv forestille dig noget langt herligere, dersom du vil forstå den rigtigt. [509] ... Du vil være enig i, at Solen ikke alene gør de ting, vi ser, synlige, men også bringer dem til eksistens og giver dem vækst og næring; og dog er det ikke det samme som eksistens. Således også med de ved fornuften erkendelige ting: de får ikke alene evnen til at erkendes fra det egentligt gode, men også deres væren og virkelighed, uden at det højeste gode er eksistens; tværtimod rager det i højhed og magt ud over eksistensen.
Da udbrød Glaukon med en lattervækkende alvor: Oh Apollon, hvilken himmelsk overgåen! ...