Platon

Filebos 16 og 26

Sokrates*: ... En gave fra Guderne til menneskene, i hvert fald som det ser ud for mig, er engang kastet herned af Guderne ved én eller anden Prometheus [dvs. Pythagoras], sammen med den mest strålende ild; og de gamle, bedre mennesker end vi og nærmere på Guderne, har overgivet os denne gave som et sagn, at alt, hvad der kan siges at være, er forbundet af én og mange og har begrænsning og ubegrænsethed i sig. Derfor må nu vi, da dette er ordnet således, altid antage og søge efter en form for alt, for vi vil ganske sikkert finde den deri. ...

Protarchos: Jeg tror godt, jeg forstår det; for noget erklærer du for det ubegrænsede, noget andet som grænsen i tingene, men det tredje har jeg endnu ikke rigtig forstået, hvad du vil sige med. ... Sokrates: ... Men ved det tredje kan vi sige, hele afkommet af disse to som ét, tilblivelsen til en væren af de mål, der forbindes ved begrænsningen.

* At Platon i denne sene dialog lader Sokrates fremsætte ideen om tilværelsens sammensætning af ubegrænsethed og grænse, kan se lidt underligt ud. Det er hævet over enhver tvivl, at det er Pythagoras' kongstanke, og intet tyder på, at den historiske Sokrates nogensinde var i nærheden af den. Men Sokrates' rolle i dialogen er frem for alt at tale fornuftens sag i en diskussion, der handler om, hvad der er det vigtigste for mennesker: lysten eller fornuften. - Og man bemærker, at Platon lader resultatet være noget helt tredje.