Tema: HELHED
Kærlighed som længsel efter helhed
[Aristofanes under 'Symposiet' har fortalt om, hvordan menneskene i sin tid var blevet for overmodige, så Guderne enedes om at spalte dem midt igennem i to halvdele:]
... Helt siden dengang har kærligheden til hinanden altså været mennesket medfødt og søger at tilbageføre den gamle natur og gøre to til ét og læge den menneskelige svaghed.
Enhver af os er efter dette kun halvdelen af et menneske, da vi er gennemskårne ligesom flyndere og fra at være én er blevet gjort til to. Derfor søger enhver hele tiden sin anden halvdel. ...
... Grunden hertil ligger nemlig deri, at dette er vor oprindelige natur, og at vi engang var hele; og således fører begæret efter og bestræbelsen for helhed navnet kærlighed. (Symposion 191-193)
Fornuften som sjælens helhedsorgan... Bør nu ikke fornuftens princip, som er viist og tager sig af hele sjælen, være det styrende, og det lidenskabelige være underordnet og allieret?
Bestemt.
Og som vi sagde, vil den forenede indflydelse fra musikken og gymnastikken bringe dem i harmoni, den vil styrke og opbygge fornuften med ædle ord og belæringer og dæmpe og blødgøre og mildne den anden ved harmoni og rytme?
Ganske sandt.
Og disse to, der er blevet næret og opdraget på denne måde og i sandhed har lært deres egne funktioner at kende, vil herske over den begærende del, som i hver af os er den største del af sjælen og af natur mest umættelig i sine ønsker. ... (Staten 441f)
... Den del af sjælen, som er behersket af lysten til mad og drikke og alle de andre behov, der skyldes kroppens natur, gav de [Guderne] bolig mellem mellemgulvet og området ved navlen, idet de i hele denne region byggede en krybbe til kroppens næring. Dér bandt de den som et dyr, der, selv om det var utæmmet, måtte opretholdes og næres sammen med resten, dersom en dødelig slægt nogensinde skulle eksistere. Derfor anbragte de den her med den hensigt, at den altid skulle spise ved sin krybbe og holde sig så langt som muligt fra rådslagningens sæde og således volde mindst muligt spektakel og skrål og tillade den øverste del at overveje i fred og ro om det enkelte og det hele (Timaios 70f)
Lederen som samfundets helhedsorgan
... Nu har du allerede igen glemt, min kære, at det vigtigste anliggende for loven ikke er, at kun nogle bestemte i staten skal leve i særlig lykke, men at den skal frembringe denne højere lykke i hele staten overhovedet. Ved overtalelse og tvang vil den forene borgerne i harmoni og få dem til at dele, hvad hver enkelt klasse nu kan bidrage med til det fælles gode; og dens hensigt med at forme mænd med denne indstilling var ikke, at hver enkelt skulle overlades at gå sin egen vej, men at de skulle være et redskab til at føje samfundet sammen til ét. (Staten 519f)
... jeres fordring var den, at en god lovgiver skal give alle lovbestemmelser med henblik på krigen; men jeg hævder for min del, at dette ville betyde, at lovene kun blev opstillet med henblik på en enkelt dyd, hvor der dog findes fire. Man må rette blikket på hver af dem, især dog og frem for alt på anføreren for den samlede dyd, som ikke er andet end bevidstheden, fornuften og overbevisningen forbundet med lyst og en drift, som følger dem. (Lovene 688)