Staten 514:

... Efter disse drøftelser, fortsatte jeg, skal du nu betragte vore menneskelige anlæg før og efter deres udvikling i den følgende billedligt fremstillede situation: Forestil dig mennesker i en hulelignende bolig under jorden, med en indgang, der åbner sig mod lyset på langs af hele hulen, mennesker, der fra ungdommen er smedet i lænker på lår og hals, så at de kun kan blive siddende dér og kun se fremad, men ikke dreje hovedet til venstre eller højre på grund af lænkerne. Lyset skinner for dem fra oven og fra en ild langt fra dem i baggrunden. Mellem ilden og de lænkede er der foroven en tværvej, og langs med den skal du tænke dig bygget en lille mur, ligesom den, gøglerne har foran publikum, når de over den viser deres kunster.
Det forestiller jeg mig, sagde han.

Så forestil dig endvidere, at folk langs med muren bærer alle slags ting, [515] der rager op over denne, også menneskestatuer og billeder af andre levende væsener af træ, sten og alle andre materialer, medens, som naturligt er, nogle af de bærende lader deres stemme høre, medens andre er tavse.
En underlig lignelse, sagde han, og underlige fanger!
Og dog helt som os! sagde jeg. Har sådanne fanger mon fået andet at se af deres egen person og af hinanden end skyggerne, som fra ilden falder på væggen over for deres ansigter?
Umuligt, sagde han, dersom de hele deres liv har været tvunget til at holde hovedet ubevægeligt.
Videre, er det ikke på samme måde med de genstande, der bæres forbi?
Jo.
Dersom de nu kunne tale med hinanden, ville de så ikke holde fast ved den vane at give de samme betegnelser til de forbivandrende skyggebilleder, som de så?
Nødvendigvis.

Dernæst, hvis fængslet også gav genlyd fra den modstående væg, så snart nogen af de forbigående sagde noget, — tror du så, at de ville forbinde denne lyd med noget andet end de forbisvævende skygger?
Nej, ved Zeus, sagde han, det tror jeg ikke.
I det hele taget altså, fortsatte jeg, ville de ikke anse andet for sandt end skyggerne af disse ting?
Bestemt ikke.

Betragt nu, fortsatte jeg, hvordan det ville gå til, når de blev løst fra deres bånd og blev helbredt for deres vildfarelse, dersom dette virkelig blev dem til del. Når nu én af dem blev løst af sine lænker og tvunget til pludselig at rejse sig, dreje halsen omkring, gå rundt, se mod lyset, og når han ved alle disse handlinger følte smerter og på grund af lysskæret for sine øjne ikke kunne se på de ting, hvis skygger han tidligere plejede at se, — hvad ville han da vel sige, dersom nogen forklarede ham, at han tidligere kun havde set et uvirkeligt skyggespil, men at han nu allerede var nærmere sandheden og allerede havde vendt sig mod mere virkelige genstande og derfor nu også allerede så mere rigtigt? Og dersom man nu ville pege på hver af de forbivandrende virkelige genstande og presse ham ved spørgsmål til at svare på, hvad det var, — tror du ikke, at han ville komme i total forvirring og være af den mening, at de skyggebilleder, han så før, havde mere realitet end dem, han nu fik vist? ...

[517] ... Lignelsen her, min kære Glaukon, fortsatte jeg, skal altså nu i enhver henseende anvendes på de tidligere fremsatte påstande: Den verden, der ved synets formidling åbenbarer sig for os, skal du på den ene side sammenligne med boligen i det underjordiske fængsel, og ildens lys i dette med Solens kraft; opstigningen og anskuelsen af genstandene over jorden på den anden side skal du forestille dig som sjælens opsving til det tænkeliges region, — og du vil da have min personlige mening herom, al den stund du jo kræver at høre den engang. Guddommen må så vide, om den er objektivt sand; men mine anskuelser herom er nu engang disse: I fornuftserkendelsens rige er det Godes ide kun til allersidst og med møje til at opfatte, og efter anskuelsen af den må man komme til den indsigt, at den for alle ting er årsagen til alle regelmæssigheder og skønheder, idet den for det første i den synlige verden frembringer lyset og dets urprincip, dernæst også i den gennem fornuften erkendelige verden selv er urprincip og skænker både den objektive sandhed og vores fornuftsindsigt. Sluttelig må man komme til den erkendelse, at det Godes væsen må enhver have erkendt, der vil handle fornuftigt, om det så er i sit eget liv eller i statens.

(se evt. også det efterfølgende tema Nedstigning)