Platon Akademi Udgivelser Forside Kontakt

Tema: KOSMOS

Platon

[Sokrates:] ... Således at nødvendigvis, kære Kallikles, den besindige, eftersom han også er retfærdig og tapper og from, som vi har vist, også vil være den fuldkommen gode mand. Den gode vil nu leve smukt og godt i hele sit liv, som han lever det, og den, der lever godt, vil også være tilfreds og lykkelig; den slette derimod, og den, der lever slet, vil leve elendigt. Og han vil være den, der forholder sig modsat den besindige, nemlig den tøjlesløse, som du priste.
Sådan ser jeg i det mindste dette og hævder, at det er sandt. Men er det sandt, så må åbenbart den, der vil være lykkelig, søge og udøve besindigheden, men undgå tøjlesløsheden, ...
Dette forekommer mig at være målet, man må se hen til i sin livsførelse og styre og føre alt i sine egne og de fælles anliggender herimod, så retfærdighed og besindighed hele tiden forbliver nærværende for den, der vil være lykkelig; derimod ikke at man lader sine begæringer slippe løs og lever en røvers liv, en udsvævende slethed, i bestræbelserne for at tilfredsstille dem.
En sådan kan nemlig hverken være ven med andre mennesker eller med Guddommen; for han kan ikke indgå i noget fællesskab, og hvor der ikke er noget fællesskab, kan der heller ikke være noget venskab. Men de viise hævder, kære Kallikles, [508] at også Himmel og Jord, Guder og mennesker kun har bestand gennem fællesskab og ved kærlighed og retskaffenhed og besindighed og retfærdighed og betragter derfor, min ven, Verden som et hele og en orden, ikke som forvirring og tøjlesløshed. Du derimod, tror jeg, lægger ikke vægt på dette, selv om du er så klog, men det er undgået dig, at den geometriske lighed har en sådan magt blandt guder og mennesker, og du tror, at alt kommer an på at have mere, fordi du netop forsømmer geometrien.
(Gorgias 507f)

B