[Sokrates, i fængslet kort før han skal tømme sit giftbæger:] ... Hvor besynderligt er det dog ikke, venner, med det, som man kalder behageligt, og hvor forunderligt forholder det sig ikke til det, der synes at være det modsat, det ubehagelige, så begge nemlig ganske vist ikke vil være i et menneske på samme tid, men at man dog, når man forfølger det ene og opnår det, for det meste er nødt til også at tage det andet med i købet, som om de to var knyttet sammen i en fælles spids. Jeg kunne tænke mig, at dersom Æsop havde bemærket dette, så havde han lavet en fabel ud af det, om at de to lå i krig med hinanden, men at Gud ville forsone dem med hinanden; og da han ikke kunne det, knyttede han dem sammen ved enderne, således at den, der nu har det ene, så følger det andet efter. Sådan synes det nu også at være gået mig: fordi jeg før havde ondt i benet af lænken, så følger nu den behagelige følelse efter.

Lysis 215

... For det modsatte er mest ven med det modsatte. Dette begærer nemlig alt, men ikke det ligeartede: det tørre nemlig det fugtige, det kolde det varme, det bitre det søde, det skarpe det stumpe, det tomme opfyldelsen og det fulde udtømningen og således videre på samme måde. For næring er det modsatte for det modsatte; det ligeartede har jo nemlig slet ingen nydelse ved det ligeartede.