Platon Akademi Udgivelser Forside Kontakt

Tema: NATUREN

Platon

Timaios 48e:

... Denne nye begyndelse på vor undersøgelse over universet kræver nu en videre skelnen end den forrige. Dengang skelnede vi nemlig mellem to arter, men nu må vi ydermere præsentere en ny og tredje. De første to var nemlig tilstrækkelige for betragtningen dengang, den ene ligesom lagt til grund som forbillede og form, kun fattelig for forstanden og altid eksisterende på samme måde, [49] den anden som efterligningen af forbilledet, underkastet tilblivelsen og synlig. En tredje opstillede vi dengang endnu ikke, idet vi mente, at de første to ville slå til; men nu synes forløbet af vor drøftelse at tvinge os til, at vi i vor fremstilling forsøger at afklare en vanskelig og dunkel form. Hvilken betydning må man altså da tillægge denne som den væsentlige? Denne frem for alt — at være beholderen og ligesom fostermoderen for alt tilblivende. ...

[50] ... Det samme forhold gælder nu også den natur, der optager alle legemer i sig. Den må altid betegnes med samme navn, for den træder overhovedet aldrig ud af sin beskaffenhed. Den modtager nemlig alt og antager dog aldrig og på ingen måde nogen skikkelse, der ligner nogen af dem, der går ind i det; men som en formbar masse ligger den parat for alt til aftryk og lader sig af alt, der indtræder i det, sætte i bevægelse og iklæde skikkelser, og derved fremtræder den da også snart i denne og snart i en anden form. Hvad der imidlertid indtræder i den og træder ud af den, er altid afbilleder af det værende, som er præget efter dette på en forunderlig og vanskeligt beskrivelig måde, som vi senere vil forfølge videre.
Her må vi altså i første omgang tage tre arter i betragtning, — det, der bliver til; det, hvori det bliver til, og det, som det er fremstillet som afbillede af, og vi kan da også passende sammenligne den modtagende form med moderen, oprindelsen med faderen og det, der bliver til mellem disse to, med barnet; men vi må også betænke, at dersom der skal vise sig et indtryk af alle overhovedet mulige mangfoldigheder, kan den masse, hvori de skal aftrykkes, i sig selv vel ikke forberedes bedre hertil, end når den selv ikke bærer nogen af disse skikkelser i sig, som den skal modtage et eller andet sted fra. ...

[51] ... Denne moder og amme for det, som er blevet synligt og i det hele taget til at opfatte, må vi derfor hverken kalde jord eller luft eller ild eller vand, eller det, der er opstået af disse, eller det, hvoraf de selv er opstået; men dersom vi betragter den som en usynlig og skikkelsesløs, altoptagende art, som ganske forunderligt også hører til de genstande, der kun er fattelige for tanken, men dog vanskeligt begribelige, da vil vi ikke gå fejl. ...

B