... Er det nu ikke også sandsynligt, ja efter det forudgående ganske nødvendigt, at hverken de, der er uden opdragelse og ukendte med det sande, eller de, som man lader give sig af med undervisning hele deres liv, nogensinde vil styre en stat ordentligt. De første ikke, eftersom de i deres liv intet bestemt mål har, hvorefter alle handlinger må rette sig, i det private liv såvel som i staten; de sidste ikke, fordi de ikke godvilligt vil give sig af med nogen foretagender, idet de mener, at de allerede her i livet er blevet anbragt på de Saliges Øer?
Jo, rigtigt, sagde han.
Da er det for os som statens grundlæggere en opgave at holde fast i de bedste naturer, så de kommer til den visdom, der efter vor tidligere forklaring er den største, så de må skue det Gode og begynde opstigningen mod dette, og når de efter denne opstigning så har set sig mætte, så må vi ikke igen give dem lov til det, de nu har lov til.
Til hvad da?
Til at blive deroppe og ikke bekvemme sig til igen at stige ned til de andre fanger eller vise interesse for deres besværligheder og deres æresbevisninger, om disse så er af mere ligegyldig eller alvorlig karakter.
Vil vi da ikke, sagde han, gøre dem uret og lade dem få et dårligere liv, hvor det var muligt for dem at føre et bedre?
Nu har du allerede igen glemt, min kære, at det vigtigste anliggende for loven ikke er, at kun nogle bestemte i staten skal leve i særlig lykke, men at den skal frembringe denne højere lykke i hele staten overhovedet. Ved overtalelse og tvang vil den forene borgerne i harmoni og få dem til at dele, hvad hver enkelt klasse [520] nu kan bidrage med til det fælles gode; og dens hensigt med at forme mænd med denne indstilling var ikke, at hver enkelt skulle overlades at gå sin egen vej, men at de skulle være et redskab til at føje samfundet sammen til ét. (Staten 519-20)