Platon Akademi Udgivelser Forside Kontakt

Tema: OPDRAGELSE

Platon

Livslang læren

[Laches om Sokrates:] ... Jeg kender ham nu engang og ved, at man nødvendigvis må finde sig i dette af ham. Ja også at det vil gå ud over mig selv, ved jeg, men gerne, Lysimachos, indlader jeg mig med manden og regner det ikke for ilde at blive erindret om, hvor man måske har handlet uskønt eller stadig gør det, men derimod nødvendigt, at man må blive mere forsigtig med sit senere liv, når man ikke går af vejen for dette, men efter Solons ord ønsker at lære, så længe man lever, og ikke mener, at alderen af sig selv vil bringe én fornuften. For mig er det altså hverken uvant eller uvelkomment at blive prøvet af Sokrates, ... (Laches 188)

Opdragelse som fremhjælpning

Ungdomsopdragelsen er ikke sådan, som nogle af faget fremstiller den. Efter deres foregivende findes der overhovedet ingen oprindelig viden i sjælen, og det er dem, der bringer den derind, som om de satte en synsevne ind i blinde øjne.
Ja, sagde han, det foregiver de.
Men den teori, vi nu står med, tyder åbenbart på, at evnen til denne viden oprindelig lå i sjælen. Det organ, med hvilket enhver erkender, må blot vendes om, og — ligesom et øje ikke kan vendes om fra det mørke mod lyset undtagen sammen med hele legemet — vendes sammen med hele sjælen bort fra området for den foranderlige tilblivelse, indtil den lærer at udholde anskuelsen af den rene væren og den lyseste region; og denne lyseste region er så efter vores forklaring det Gode. ... Der må derfor være en kunst, som kan frembringe omvendelsen på den nemmeste og hurtigste måde, ikke ved at indpode evnen til at se, for den eksisterer allerede, derimod ved at sikre, at den ikke ser i den forkerte retning, men er vendt sådan, som den bør være? ... (Staten 518)

Opdragelse ved magt eller opmuntring

... Derfor vil de vel også være nærige med penge, da de lægger så stor vægt på dem og dog ikke åbenlyst har dem, men andres vil de med lyst bruge løs af og plukke sig hemmelige glæder og derefter stikke af fra loven ligesom børn fra deres far, ligesom de da heller ikke er opdraget ved opmuntring, men med magt, eftersom de har forsømt den sande Muse, der har med fornuft og filosofi at gøre, ... (Staten 548)

Som den voksne vise forbilledet

Den bedste opdragelse for de unge og samtidig for os selv består ikke i tilrettevisning, men i at man selv gør det, man som tilrettevisning siger til en anden, synligt og gennem hele sit liv. (Lovene 729)

B