... Du er blot utilfreds, fordi du ikke ved, hvorledes det, der i dit tilfælde er det bedste for helheden, også er det for dig på grund af den fælles tilblivelse. Men da en sjæl, der er tilknyttet et legeme, og endda snart det ene, snart det andet, hele tiden lider alle mulige forandringer ved sig selv eller ved en anden sjæl, så har Brætspilleren ingen anden mulighed tilbage end at flytte den karakter, der bliver bedre, til et bedre sted, og den, der bliver dårligere, til et dårligere, som det tilkommer hver især, så man får tildelt sin rette skæbne.

... Således udtænkte han med øje for dette hele en plan for, hvilken plads enhver ting alt efter den beskaffenhed, den har, skal indtage, og i hvilket område. Men årsagen til en bestemt beskaffenheds tilblivelse overlod han til hver af os at afgøre med vor egen vilje; for alt efter den retning, man giver sin begæren, og efter hvordan man herved bliver beskaffen i sin sjæl, i denne retning og til en sådan beskaffenhed plejer enhver af os i reglen også at udvikle os.

... Således forandrer nu alle væsener sig, som har del i sjæl, da de jo bærer grunden til denne forandring i sig selv; og ved denne forandring skifter de opholdssted efter skæbnens orden og lov. Dersom nu forandringen kun vedrører uvæsentlige karakteregenskaber, så skifter de, for så vidt de kun forandrer sig i mindre grad, plads på samme plan i rummet; men dersom de forandrer sig hyppigere og til større uretfærdighed, så vandrer de ned i dybet og til de såkaldte nedre områder, som menneskene kalder Hades og med lignende navne, og som de er frygtelig bange for og drømmer om, både i live og efter adskillelsen fra legemet. Men dersom nu sjælen i større mål har tildraget sig slethed eller dyd ved sin egen vilje og sine omgivelsers magtfulde indflydelse, så kommer den, ifald den ved nær forening med den guddommelige dyd selv er blevet på samme måde guddommelig i særligt udmærket mål, også til et særligt sted, idet den ad en hellig vej flyttes til et andet, bedre sted; men i modsat fald forlægges