

Tema: SELVERKENDELSE
Charmides 164f
... Jeg kunne nemlig næsten sige, at besindighed er ét og det samme som at erkende sig selv, og i dette er jeg enig med ham, der dedicerede indskriften „Kend dig selv“ i Delfi. Denne sentens er, dersom jeg ikke tager fejl, anbragt der som en slags hilsen, som Guden henvender til dem, der træder ind i templet, ligesom om han ville sige, at den almindelige slags hilsen „Held dig!“ ikke er ret, og at formaningen „Vær besindig“ ville være en langt bedre måde at hilse hinanden. På denne måde taler Guden altså til dem, der træder ind i helligdommen helt anderledes, end menneskene plejer, efter meningen og hensigten hos ham, der indstiftede votivgaven; og hvad han siger til den indtrædende, er egentlig bare sentensen: „Vær besindig!“. For „Erkend dig selv“ og „Vær besindig“ er det samme, som vendingen siger det, og jeg også. Det er dog muligt, at nogle også har anset de to for at være forskellige, som det for mig at se har været tilfældet med dem, der har indstiftet de senere indskrifter, „Intet for meget“ og „Man stiller sikkerhed, bedrag er følgen“. De mente nemlig, at „Erkend dig selv“ var et råd, men ikke en hilsen fra Guden til de indtrædende; og for nu også at stifte lige så opmuntrende råd, har de indstiftet disse indskrifter. ...
B