Tema: SJÆLENS FALD OG GENOPSTIGNING
Faidros 249f
... Som det nemlig allerede er blevet sagt, så har enhver menneskesjæl ganske vist skuet det værende, ellers ville den ikke være kommet ind i denne livsform; men her i denne verden igen at erindre sig om den anden er ikke nemt for alle. Det er ikke nemt for dem, der dengang kun så det hinsidige flygtigt, eller for dem, som efter at være faldet herned fik en dårlig skæbne, så at de ved forskellige samfundsmæssige forbindelser blev ført til uret og glemte det hellige, som de dengang så. Kun få bliver der i sandhed tilbage, der endnu i tilstrækkeligt mål stadig har deres erindring i behold; og disse bliver nu, når de ser ét eller andet afbillede af det hinsidige, mægtigt ophidset og har ikke længere styr på sig selv. Hvad denne lidenskabelige tilstand er, véd de ikke, eftersom deres opfattelse ikke trænger tilstrækkeligt igennem. Og netop af retfærdigheden og besindigheden og det, der ellers er værdifuldt for sjæle, bor der ingen lysglans i deres afbilleder hernede; men gennem uklare organer ser kun nogle få med møje det afbildedes art, når de kommer i berøring med billederne af det. Men skønheden var dengang lysende at se, da vi i de salige rækker i Zeus’ følge, andre i en anden guds nød et saligt syn og skue, og da vi blev indført i de indvielser, som det er hellig pligt at kalde de saligste, og som vi højtideligholdt endnu selv uden mangler og uberørt af de onder, der ventede os i senere tider. Vi skuede da fuldkomne og rene, uforanderlige og saliggørende skuespil med præsteligt viede øjne i reneste glans, selv som rene og ikke fængslet i dette legeme, som vi nu kalder dét, som vi bærer med os og er bundet til, som østersen til sin skal. Dette skal være viet den erindring, for hvis skyld der nu i længsel efter det forgangne skal tales mere udførligt! ...