Tema: SJÆLENS TREDELING

Platon

... Ikke uden grund altså, fortsatte jeg, holder vi fast på, at det er noget dobbelt og fra hinanden forskelligt, når vi kalder det, hvormed sjælen overvejer, for den fornuftbegavede del, men det, hvormed den er forelsket og sulter eller tørster eller i øvrigt begærer noget med lidenskab, for det fornuftløse og begærende, som elsker visse opfyldelser og nydelser?
Nej, helt med rette, svarede han, vil vi antage dette.
Dermed har vi da bestemt to sider af sjælen. Men nu det lidenskabelige og det, hvormed vi bliver vrede og indignerede? Er det noget tredje? Eller i slægt med én af de to første? ...
... Er den nu også forskellig fra fornuften eller blot en særlig form for denne, så der i sjælen ikke er tre, men kun to elementer, fornuft og begær? Eller er det sådan, at ligesom der i staten var tre klasser, næringsdrivende, hjælpende og rådslående, således er det lidenskabelige element i sjælen et tredje, som af natur er fornuftens hjælper, dersom det ikke er ødelagt ved dårlig opdragelse?
Ja, sagde han, der må være et tredje.
Ja, svarede jeg, dersom ellers lidenskaben, som allerede har vist sig at være forskellig fra begær, også viser sig at være forskellig fra fornuften.
Men det lader sig nemt bevise. Selv hos børn kan man se, at de er fulde af lidenskab, næsten fra de er født, medens nogle af dem aldrig synes at nå til fornuftens brug, og mange af dem i hvert fald sent nok.

Sjælen som en kusk og et forspand af to heste - Faidros 246 og 253:

... Hvad nu sjælens væsen angår, må det siges, at hvordan det forholder sig med denne, er en helt igennem guddommelig og langvarig drøftelse, en kortere og mere menneskelig derimod at se på, hvad den kan sammenlignes med. På denne vis vil vi nu sige sådan: den kan lignes ved den sammenvoksede kraft i et vinget forspand med dets vognstyrer. Gudernes heste og vognstyrere er nu alle både selv gode og af god herkomst; de andres karakter derimod er blandet. Og hvad nu os angår, så styrer for det første føreren et dobbeltspand; dernæst er den ene af hans heste både selv ædel og god og af en tilsvarende herkomst, men den anden af modsat herkomst og selv det modsatte. Besværligt og ubehjælpsomt er det således for os at styre vognen.

... Som jeg i begyndelsen af denne myte delte enhver sjæl i tre dele, nemlig i to hestelignende skikkelser og en tredje, der er vognstyreren, sådan vil jeg fastholde det. Af hestene er da nu, siger vi, den ene god, den anden ikke; men hvori den godes godhed og den slettes slethed består, det har vi endnu ikke talt om. Det skal vi nu. Den af de to, der er af den skønneste beskaffenhed, er af skikkelse oprejst og velbygget, med en høj nakke, buet næseparti, hvid af farve og med sorte øjne. Den forener ærekærhed med besindighed og blufærdighed, og som en ven af sand tænkemåde lader den sig styre uden slag, men blot ved ord og befalinger. Den anden derimod er undersætsig, plump og dårligt bygget, med tyk nakke, kort hals, stump næse, sort af farve og med blå, blodskudte øjne. Den er en ven af trods og opsætsighed, tjavset om ørerne, døv og knap nok lydig over for pisken og pigkæppen. ...