Tema: SKØNHED

Platon

Faidros

... Og her er nu stedet, hvori hele talen om den fjerde art af vanvid munder ud; hvor et menneske ved synet af skønheden hernede igen erindrer den sande; hvor han begynder at få vinger og igen ønsker at flyve op, men ikke finder kraften til som en fugl blot at se opad og lade hånt om det nedenunder, — hvor en sådan, siger jeg altså, bliver beskyldt for at befinde sig i en tilstand af vanvid, — altså talen om, at netop denne af alle begejstringens former er den bedste og af den bedste herkomst såvel for den, der selv har den, som for den, der bliver fælles med ham om den, og at den, der som grebet af dette vanvid elsker de skønne, fortjener navnet elsker. — Som det nemlig allerede er blevet sagt, så har enhver menneskesjæl ganske vist skuet det værende, ellers ville den ikke være kommet ind i denne livsform; men her i denne verden igen at erindre sig om den anden er ikke nemt for alle. ... Og netop af retfærdigheden og besindigheden og det, der ellers er værdifuldt for sjæle, bor der ingen lysglans i deres afbilleder hernede; men gennem uklare organer ser kun nogle få med møje det afbildedes art, når de kommer i berøring med billederne af det. Men skønheden var dengang lysende at se, da vi i de salige rækker i Zeus’ følge, andre i en anden guds nød et saligt syn og skue, og da vi blev indført i de indvielser, som det er hellig pligt at kalde de saligste, og som vi højtideligholdt endnu selv uden mangler og uberørt af de onder, der ventede os i senere tider. ... (Faidros 249f)

Symposion

... Alle mennesker bærer nemlig i sig noget, de vil føde, legemligt såvel som sjæleligt, og når vi er kommet til en vis alder, så stræber vor natur efter at føde. I det hæslige formår vi imidlertid ikke at føde, derimod nok i det skønne. Fødsel er nemlig foreningen af manden og kvinden. Og dette er en guddommelig akt, og begge dele ligger i de dødelige væsener som noget udødeligt: svangerskab og fødsel. Men denne akt kan ikke finde sted, hvor der savnes samklang. Med alt, hvad der hedder guddommeligt, står nu det hæslige i modsætning, og kun det skønne står i samklang med det! En ledende og forløsende gudinde ved fødslen er derfor skønheden. Når nemlig det, der er svangert, nærmer sig det skønne, så føler det lyst og flyder hen i salighed og føder og avler; men når det nærmer sig det hæslige, så trækker det sig mørkt og sørgmodigt tilbage i sig selv og vender sig bort og ruller sig sammen og avler ikke, men holder under smerte sit afkom i sig. Derfor nærer da også det, der er svangert og fuldt af drift mod at føde, en så heftig lidenskab til det skønne, eftersom det herved bliver befriet for denne store pine. Kærligheden er nemlig ikke, som du tror, kære Sokrates, fortsatte hun, rettet mod det skønne som sådant. — På hvad da? — På avling og fødsel i det skønne. — Det kan være, svarede jeg. — Det er sådan, forsikrede hun. — Men hvorfor da på avling? — Fordi avlingen er det evige og udødelige, så vidt dette kan nås af dødelige. Ifølge det, vi har vedtaget, må kærligheden derfor sammen med det gode også være rettet mod udødeligheden, dersom den da ellers stræber efter den varige besiddelse af det gode. [207] Således er efter denne fremstilling nødvendigvis også udødeligheden kærlighedens genstand. (Symposion 206)

Timaios

... Men her er det på sin plads og naturligt at fremstille modstykket til det foregående, nemlig hvorledes legemet og sjælen kan plejes, så de holder sig godt. Alt godt er nu skønt, men skønhed findes ikke uden indre mål; derfor må også det levende væsen, der skal bære de nævnte egenskaber, tilskrives det rette mål. Af forholdene med det rette mål plejer vi vel nok at iagttage de ringere og tage hensyn til dem, men de største og vigtigste bliver forsømt. Intet er nemlig af større indflydelse på sundhed og sygdom og på godhed og slethed end det rette mål eller det forkerte, hvor det handler om sjælen og legemet selv. Dette bemærker vi blot ikke og tænker ikke på, at når en helt igennem stærk og stor sjæl bæres af en svagere og mindre krop, og på samme måde, dersom sjæl og legeme er føjet sammen i det omvendte mål, så er det hele levende væsen ikke smukt; for det savner det rette mål, hvor det er allervigtigst. (Timaios 87)