Platon Akademi Udgivelser Forside Kontakt

Tema: SOLEN

Platon

Staten 507f

... Selv om der i øjnene befinder sig en synsevne, og ejermanden forsøger at bruge den, og selv om der på den anden side også foreligger en farve, så ved du, at synsevnen intet ser, og at farverne er usynlige, — dersom ikke noget, der er skabt alene herfor, er tilstede.
Men hvad forstår du da under dette noget? spurgte han.
Hvad du som bekendt, sagde jeg, kalder lys.
Ja, rigtigt bemærket, sagde han.
[508] Ikke efter noget dårligt forbillede altså er synsevnen og evnen til at blive set forbundet med et ædlere bånd end de andre forbindelser, eftersom lyset ikke er noget uædelt.
Nej, i sandhed, svarede han, der er det i hvert fald ikke.
Hvilken af de himmelske Guder kan du nu pege på som ophavsmand til dette, hvis lys nemlig for det første får vor synsevne til at se ganske klart og for det andet også lader de synlige genstande blive synlige?
Ingen anden, svarede han, end den, som du såvel som resten af verden antager: — for det er åbenbart Solen, du spørger efter.
Er nu synets naturlige forhold til Solen dette?
Hvilket?
Solen selv er synsevnen ikke, hverken den selv eller det, den befinder sig i, hvilket vi som bekendt kalder øje.
Nej, det er den ikke.
Men mest Sol-lignende er den dog vel blandt alle sanseorganer.
Jo, det er rigtigt nok.
Og ikke sandt, den evne, den besidder, får den derfra skænket som gennem en kanal?
Javel.
Ikke sandt, ej heller er Solen nogen synsevne, men nok årsagen til denne og bliver netop af denne set?
Ja, sagde han.
Og denne er det, som jeg kalder det Godes afkom, som det Gode fødte i sit eget billede for at være i den synlige verden, i relation til synet og de synlige ting, hvad det Gode er i relation til fornuften og det tænkte. ...

... Nu er det, som giver sandhed til det erkendte og erkendelsesevne til den erkendende, hvad jeg vil have dig til at kalde ideen om det Gode, og denne vil du se som årsagen til videnskab og sandhed, for så vidt den sidste bliver genstand for erkendelse; men selv om begge dele altså er noget herligt, så må du ved denne ide selv forestille dig noget langt herligere, dersom du vil forstå den rigtigt. Men med hensyn til erkendelse og sandhed, så er det sådan, [509] at ligesom det var rigtigt at antage lys og syn for at være solagtige, men ikke for Solen, således er det også her rigtigt nok at antage disse to for at være af det godes art, men ikke at anse dem, ligegyldigt hvilken af dem, for at være det gode selv; det må man anse for at være endnu højere.
En overordentlig skønhed, sagde han, forkynder du, dersom den frembringer erkendelse og sandhed, men selv er endnu højere end dem i skønhed. For det er vel ikke lyst, du mener.
Tal ikke blasfemisk, sagde jeg, men betragt nu også dette afbillede sådan.
Hvordan.
Du vil være enig i, at Solen ikke alene gør de ting, vi ser, synlige, men også giver dem tilblivelse og vækst og næring; og dog er den ikke det samme som tilblivelse. Således også med de erkendelige ting: de får ikke alene evnen til at erkendes fra det Gode, men også deres væren og virkelighed, uden at det Gode selv er eksistens; tværtimod rager det i højhed og kraft ud over eksistensen.
Da udbrød Glaukon med en lattervækkende alvor: Oh Apollon, hvilken himmelsk overgåen!

Kendte Platon det kopernikanske synspunkt?

Cicero: Academici, II 123: ... Hiketas fra Syrakus mente ifølge Theoprast, at himlen, solen, månen, stjernerne, kort sagt alt det, som er over os, stod stille, og at det eneste i hele verden, der bevægede sig, var jorden; ... Det samme skal Platon ifølge visse kommentatorers opfattelse have hævdet, men han udtrykker sig nu ikke særlig klart. (Ovs. Jan Pinborg, Fil Skrifter 2,185)

B