Sjælen og Guddommen (Alkibiades 133)

Sokrates: Må nu ikke måske på samme måde, kære Alkibiades, også sjælen, dersom den vil erkende sig selv, se ind i en anden sjæl? Og mest ind i den del af denne, hvori sjælens dyd bor, visdommen, og i hvad der ellers er, som ligner den?
Alkibiades: Sådan forekommer det i hvert fald mig, Sokrates.
Sokrates: Kan vi nu måske nævne noget, der er mere guddommeligt i sjælen end det, hvori viden og fornuft befinder sig?
Alkibiades: Det kan vi ikke.
Sokrates: Det Guddommelige ligner altså dette i sjælen, og den, der betragter dette og erkender alt guddommeligt, Guddommen og fornuften, vil således også erkende sig selv bedst.
Alkibiades: Sådan ser det ud.
Sokrates: Ligesom nu spejlene er tydeligere end det afspejlende i øjet og renere og lysere, er ikke også Guddommen således noget renere og lysere end dette ædleste i vor sjæl?
Alkibiades: Det ser det ud til, Sokrates.
Sokrates: Dersom vi altså ser på Guddommen — og blandt de menneskelige ting på sjælens dyd — , så betjener vi os af dette mest fortræffelige spejl. Og således vil vi da bedst se og erkende os selv.
Den bedste opdragelse for de unge og samtidig for os selv består ikke i tilrettevisning, men i at man selv gør det, man som tilrettevisning siger til en anden, synligt og gennem hele sit liv.

Ide og fænomen (Staten 509 og 516)

... Altså disse to slags har du nu, det synlige og det tænkelige.
Det har jeg.
Tag så ligesom fra en linie, der er delt op i to, de ulige dele og opdel igen hver del efter det samme forhold, som det synliges og det tænkeliges art, så får du, alt efter forholdet i tydelighed og ubestemthed i det synlige, i det ene afsnit billeder. Hvad jeg kalder billeder, er først skyggerne og dernæst fremtrædelserne i vand og på alle tætte, glatte og skinnende flader og den slags, hvis du forstår.

... Altså en gradvis tilvænning behøver han, tror jeg, dersom han skal se tingene over jorden. Så vil han nu for det første have lettest ved at se på skyggerne og spejlbillederne i vandet af menneskene og de øvrige væsener, og derpå først de virkelige genstande selv. Efter disse to trin vil han lettere se genstandene på himlen og Himlen selv, først om natten, ved at vænne sit blik til stjerne- og månelyset, længe før han om dagen kan se Solen og sollyset.
Uden tvivl.
Og til sidst, tænker jeg, formår han naturligt at betragte Solen, det vil sige ikke dens billede i vandet eller i nogen anden overflade uden for den, men den selv i dens renhed og i dens egen region såvel som dens egentligste væsen.