Platon Akademi Udgivelser Forside Kontakt

Gorgias 525 ("Sokrates" taler):

... Jeg for min del, kære Kallikles, har ladet mig overbevise af disse fortællinger [om den 'dom', sjælen står overfor ved døden] og er betænkt på til sin tid at kunne vise mig så sund som muligt. Derfor giver jeg gerne afkald på det, andre mennesker kalder ære, prøver mig frem med sandheden som mål og forsøger virkelig, så godt jeg kan, at leve som et godt menneske, og også dø, når det kommer dertil; men jeg opmuntrer også alle de øvrige mennesker til denne livsform og denne væddestrid, der hæver sig over alt, man ellers kalder sådan, og stiller den forsmædelse op for dig, at du ikke vil være i stand til at hjælpe dig selv, når hin dom og dens afgørelse forestår dig, som jeg lige har fortalt om.

Eros som den stræbende Gud

Symposion 203c-204a (Diotima til Sokrates):

... Som søn af Poros og Penia har nu Eros fået følgende lod: for det første er han hele tiden fattig, og der mangler meget i, at han er fin og skøn, som de fleste tror; tværtimod er han grov og uplejet, barfodet og uden tag over hovedet. Uden tæppe sover han på den bare jord, idet han overnatter uden for dørene og på gaderne under den frie himmel, idet han efter sin mors natur hele tiden er trangens fælle. Efter sin far derimod er han altid på jagt efter det skønne og gode, mandig, forvoven og udholdende, en vældig jæger og uophørlig rænkesmed, som hele tiden tragter efter sandheden og også forstår at vinde sig den, en filosof hele sit liv, en vældig troldmand, giftblander og sofist. Og hverken som en udødelig er han, eller som en dødelig, men på samme dag blomstrer han snart op og trives, når han har nået det efterstræbtes fylde, snart dør han igen bort; men altid vågner han igen til live i kraft af sin fars natur. Det vundne flyder dog hele tiden fra ham, således at Eros hverken lider mangel eller besidder rigdom og altså snarere står i midten mellem visdom og uvidenhed.

Faidon 90 ("Sokrates" taler):

... Så lad os da frem for alt vogte os for dette og ikke lade det få indgang i vor sjæl, at der i al diskussion i den sidste ende slet intet er, der duer, men at det i stedet er os, der endnu ikke er er rigtig duelige, og at vi må være udholdende og stræbe efter at blive duelige, ...

Staten 613 ("Sokrates" taler):

... For Guderne vil vel ikke lade den i stikken, der stræber efter at blive retfærdig og ved udøvelsen af dyden blive så lig med Guddommen, som det er et menneske muligt. ...

B