... Altså hvad sagde de om mig, disse folk, der ville lægge mig for had? Vi kan jo tænke os det formuleret og læst op som et rigtigt, beediget anklageskrift:
„Sokrates påstås skyldig i følgende forhold: han er en unyttig borger, der spilder sin tid med at udforske himlens og jordens undere; han benytter sig af sandhedsfordrejende disputerekunst; han giver andre undervisning deri.“

... Det er virkelig, det tør jeg roligt sige, på grund af en vis slags visdom, om man vil, at jeg har fået dette ord på mig. „Hvad er da det for en visdom.“ Den kan måske rettelig betegnes som „menneskelig visdom“. Ja, jeg kan ikke komme udenom, at jeg virkelig må besidde en sådan visdom og altså forsåvidt er filosof. ...

... Thi som vidne på min visdom og dens art — hvis jeg tør kalde den visdom — vil jeg føre selve Guden i Delfi.
I ved nok, hvem Chaireforn var. Han hørte fra ganske ung til min kreds, og politisk set hørte han til jeres parti; han var nemlig demokrat og måtte forlade Athen, dengang jeres parti blev fordrevet herfra, og kom tilbage hertil sammen med de andre. I ved så, hvor ivrig, næsten fanatisk han var med alt, hvad han tog fat på. Han havde da også engang i Delfi den dristighed at stille Guden dette spørgsmål — ja, nu må jeg igen bede jer om ikke at afbryde mig — , han spurgte, om der var nogen, der var viisere end jeg. Og Pythia svarede, at ingen var visere. Det kan hans broder bevidne, da han jo selv er død.
Og husk nu på, hvorfor jeg fortæller jer dette: jeg skal forklare jer, hvorfor jeg har fået dette ord på mig.
Da jeg havde hørt orakelsvaret, spurgte jeg mig selv: hvad kan dog Guden mene, hvad betyder hans dunkle tale? — for det ved jeg dog, at jeg ikke i fjerneste måde er viis. Hvad kan han da mene, når han siger, at jeg er den viiseste? Naturligvis er det ikke løgn; en Gud lyver ikke.

...Herefter fortsatte jeg så med den ene efter den anden, skønt jeg med sorg og bekymring mærkede, at jeg skabte mig fjender derved; men jeg følte mig forpligtet til at sætte hensynet til Gudens ord over alt andet. ... Med digterne blev jeg altså hurtig færdig: jeg indså, at, hvad de frembringer, skyldes ikke visdom, men en ubevidst evne og en slags ekstase, ligesom det er tilfældet med spåpræster og varselsangere; de kan jo også sige mange rigtige ting, men forstår ikke selv, hvad de siger. ...

... Nej, sagen er nok den, mine tilhørere, at det er Guden, der er viis og med sit orakelsvar vil udtrykke det, at menneskelig visdom er meget nær ved at være lig nul. Når han bruger mit navn, er det åbenbart blot som et eksempel, og han siger i virkeligheden dermed dette: I mennesker må vide, at den er den viseste iblandt jer, der som Sokrates har indset, at hans visdom, når man holder sig strengt til sandheden, intet er værd.