Den unge Platons læremester, Sokrates, ville bringe alt under fornuftens herredømme: 1. i retning af 'viden', idet menneskets største ulykke ifølge Sokrates er uvidenhed; og 2. i retning af 'selvbeherskelse', dvs. fornuftens herredømme over lyster og lidenskaber.

Platon fulgte for en del Sokrates heri, men endte dog med at lancere et mere nuanceret synspunkt, stærkest nok i dialogen Faidros, hvor til indledning det 'sokratiske' synspunkt opstilles:

... Sokrates: Man må betænke, at der i enhver af os er to herskende og ledende drifter, som vi følger, hvorhen de leder os; den ene er et medfødt begær efter lyst, den anden en erhvervet tænkemåde, der retter sig mod det bedste. Disse to er nu snart i harmoni i os, snart i konflikt, og den ene gang har den ene drift overtaget, næste gang den anden. Når nu fornuftens tænkemåde leder til det gode og har overtaget, så har dette styre navnet besindighed; men når begæret fornuftsløst driver os til lyst og bliver det herskende i os, så kaldes denne herskende drift tøjlesløshed. ... (Faidros 237)

[Men efterfølgende lader Platon nu i dialogen alligevel Sokrates ende med at tilbagekalde dette standpunkt:]

[244] ... Nej, ej er den sand, denne tale, ... For ganske vist, dersom det var ubetinget rigtigt, at vanvid er et onde, så ville det være smuk tale. Men nu er det sådan, at de største gaver fra Guderne bliver os til del gennem vanvid, omend kun et vanvid, der er givet som en guddommelig gave.

[Til disse gaver hører bl.a. digtningen, men frem for alt kærligheden:]

... Så meget og endnu mere har jeg at sige dig om de ædle frugter af det vanvid, der kommer fra Guderne. ... Nej, den skal først løbe af med sejrsprisen, når de har bevist, at kærligheden ikke af Guderne er sendt den elskende og den elskede til deres velsignelse. På den anden side må vi bevise det modsatte, at det er til den største velsignelse, at et sådant vanvid tildeles fra Guderne. Dette bevis vil dog for de overkloge ikke være til at tro, men for den viise vil det være troværdigt.

[Et standpunkt som dette lader sig ikke forbinde med Sokrates, selv om han får lov at fremlægge det i dialogen; det kan kun forbindes med Platon selv, der på denne måde ret så nænsomt skiller sig fra sin gamle mester.]