Filebos 28 / 30

[28] ... Sokrates: Om vi vel vil sige, Protarchos, at det, der hersker over alle ting og dette hele Verdensalt, er ufornuft og tilfældigheds magt og slumpetræf, eller om derimod, som vore forfædre sagde, en underfuld fornuft og visdom behersker og ordner det hele?
...

[30] ... Sokrates: Vort legeme, vil vi ikke sige, at det besidder en sjæl?
Protarchos: Selvfølgelig vil vi det.
Sokrates: Men hvorfra, kære Protarchos, skulle den have fået denne, dersom ikke også Verdensaltets legeme var besjælet, så den har det samme som denne og i enhver henseende mere fortræffelig?
Protarchos: Åbenbart vel ikke andre steder fra, Sokrates.
... Sokrates: Dersom det altså ikke er tilfældet, ville vi vel, ifølge denne tankegang, mere rigtigt sige, at der, som vi nu har talt så ofte om, er meget af det ubegrænsede i Verdensaltet og også tilstrækkeligt med grænse og desuden en ikke dårlig årsag, der ordner og bestemmer år og årstider og måneder og med fuld ret kan kaldes visdom og fornuft.
... Sokrates: Og denne tale, kære Protarchos, må du ikke tro, vi har fremført for intet, men den er forbundet med den, der fra gammel tid hævdede det synspunkt, at der altid hersker fornuft over Verdensaltet.

Lovene 896f

Godt! Sjæl styrer altså alt i himlen, på jorden og i havet ved hjælp af sine egne bevægelser, hvis navne er: at ville,at overveje, at bekymre sig for, at rådslå, at have rigtige og forkerte meninger, glæde og sorg, mod og frygt, had og kærlighed, og alle de dermed beslægtede primære bevægelser, som igen drager de legemlige bevægelser af anden orden med sig og derved fører alle ting til forøgelse og formindskelse, adskillelse og forening, hvoraf der igen følger varme og kulde, tyngde og lethed, hårdt og blødt, hvidt og sort, bittert og sødt — kort sagt ved alle de midler, hvormed sjælen, når den hele tiden tager fornuften til hjælp, som også for Guder med rette er en Guddom, fører alt til det rette og lykkelige, hvorimod den i alt bevirker det modsatte, så snart den forbinder sig med ufornuft.