Udgivelser Akademi Forside Kontakt

Sokrates

Hvordan man skal karakterisere Sokrates som filosof, er der meget delte meninger om, men sikkert er det, at han ikke hører til den samme type som Platon. Hans tænkning opererer ikke med noget midte-motiv, men en hierarkisk grundforståelse, hvor det frem for alt handler om sjælens forrang i forhold til legemet - eller forstandens herredømme over det naturlige menneskes følelser og drifter.

Med denne grundtendens kan Sokrates betragtes som stamfader til såvel den "kyniske" filosofskole (med bl.a. Diogenes med tønden) som den "stoiske", hvis vismandsideal er entydigt baseret på forstandens ubetingede overherredømme.

Om SOKRATES:
Se også:

Platon og Sokrates

TEMA:
Selvbeherskelse

Sokrates (ca. 469-399 f. Kr.) blev født i Athen som søn af en billedhugger, Sophroniskos, medens moderen, Fainarete var jordemoder. Sønnen blev også selv billedhugger, og man regnede to statuer på Akropolis for hans arbejde. Deltog 431-24 i 3 felttog; på ét af dem reddede han Alkibiades, på et andet Xenofon. Var i 406 rådmand og netop valgt som dagens formand, da man ville dømme 9 feltherrer fra Arginuser-slaget for ikke at have bjerget de døde, — men Sokrates nægtede at afholde afstemning. Også under "De 30 tyranner" i 404-3 kom han i modsætning til magthaverne, og slap nok kun godt fra sin provokerende modstand mod dem ved styrets hurtige fald. Det var således under det genoprettede demokrati, at Sokrates i 399 blev henrettet ved gift efter en dom for ikke at tro på statens guder og for at fordærve ungdommen.

Sokrates efterlod sig hustruen Xantippe og tre sønner, hvoraf den ene var voksen, men de to endnu små. En overlevering vil vide, at han ud over Xantippe også havde giftet sig med en vis Myrtu.

Komediedigteren Aristofanes skildrede allerede i 423 f.Kr. Sokrates i dramaet "Skyerne", men hovedkilderne til billedet af Sokrates er dog frem for alt Xenofon (435-354 f.Kr.) og Platon (427-347), der begge har skildret retssagen før henrettelsen af Sokrates i 399, hans karakteristiske samtaler med folk i Athen, ligesom de har også begge har digtet et "Symposion", dvs. et drikkegilde med Sokrates i centrum.

Xenofon og Platon er altså hovedkilderne, men der er meget delte meninger om, hvordan man skal vurdere deres gyldighed i forhold til hinanden; indtil ca. 1800 stod Xenofon i høj kurs, men siden Schleiermacher (og Kierkegaard!) er han helt sat i skyggen af Platon.

B